I aftalen ”Børnene Først” er aftalepartierne enige om, ”at der er behov for radikalt at nytænke efterværnsområdet” for tidligere anbragte – det, der i den endelige lov kom til at hedde ungestøtte.
Som bidrag til en nytænkning har Børnesagens Fællesråd udarbejdet en række forslag om en dybtgående ændring af den måde, støtten til disse unge skal ske på. Medlemsorganisationerne i Børnesagens Fællesråd er tæt knyttet til arbejdet med udsatte børn og unge og har stor viden om opgaverne og om ungestøtte til tidligere anbragte.
Overgangen fra en anbringelse til tilværelsen som voksen kan være svær for de unge. De skal stå på egne ben, ofte uden nære omsorgspersoner at trække på. Ungestøtte og andre indsatser skal gøre dem i stand til at fungere i deres eget liv og i samfundet på linje med andre unge.
Centralt i vores forslag er, at støtten til disse unge skal være en del af en helhedsindsats. Man skal gå fra ungestøtte, som er en begrænset opfølgning på anbringelsen til en sammenhængende indsats, der er fastlagt sammen med de unge, og som kan støtte dem i alle de forhold, de har behov for.
Anbefalingerne er udarbejdet i samarbejde med følgende medlemsorganisationer:
Resumé
For at realisere målet fra ”Børnene Først” om at nytænke ungestøtten (efterværnet) har Børnesagens Fællesråd udarbejdet en række forslag. Vi foreslår at ændre den grundlæggende tilgang til ungestøtte.
Vi foreslår:
- En sammenhængende indsats. En koordineret helhedsindsats for de unge, der starter ved folkeskolens afslutning, og som varer, indtil de er godt inde i voksenlivet. Indsatsen tilrettelægges i samarbejde med de unge og tager afsæt i deres ønsker og behov.
- Ungestøtte som en integreret del af en helhedsindsats. Ungestøtten skal udvides alders- og indholdsmæssigt, så det kan indgå i helhedsindsatsen.
- Børne- og ungehjemmene som brobyggere. Børne- og ungehjem skal have en ny rolle i den første tid, efter at de unge er flyttet for sig selv for at sikre sammenhæng og kontinuitet.
- Samspil med civilsamfundet. Børne- og ungehjemmene og kommunen skal i forståelse med den unge spille sammen med civilsamfundet om de mange muligheder, det kan åbne for.
Nogle af forslagene kræver ændring af love og regler. Andre drejer sig om kommunernes praksis og organisering. Og så er der forslag om at udvikle den faglige praksis og kultur på børne- og ungehjemmene. Ansvaret for det er primært institutionernes, men det bør støttes centralt med ændret vejledning og tilsynspraksis, udviklingspuljer, kompetenceudvikling mv.
Nogle af forslagene vil kræve flere ressourcer, men det kan være nødvendigt, hvis vi skal sikre et godt resultat for de unge. Og det kan koste endnu mere at lade være med at satse.
Udviklingstemaer i nytænkningen af ungestøtte
Efter en anbringelse kan det være svært for de unge at komme godt ind i voksenlivet. En del får problemer med at fastholde en bolig, få en uddannelse og et job. De har også større risiko for at komme ud i misbrug eller at få alvorlige sociale problemer. Nogle har psykiske problemer eller handicap.
Derfor har de unge ofte behov for en flersidet støtte længe efter anbringelsen. Det får de kun delvis i dag, og det er dårligt koordineret. Der er behov for en sammenhængende indsats og for gennemgående voksne, som kan støtte de unge i overgangen til at skulle stå på egne ben. Ungestøtten skal indgå i den sammenhængende indsats.
Også sårbare unge, som ikke har været anbragt, kan i overgangen til voksenlivet have behov for støtte. De får ikke ungestøtte efter Barnets Lov og vil derfor ikke få gavn af forslagene her. Men det er oplagt, at man også overvejer forslagene om en helhedsindsats og gode overgange for disse unge.
- Ret til en helhedsindsats
De unge møder et opdelt og usammenhængende system. De skal måske have indsatser fra anbringelsesstedet, det sociale system, jobcentret, uddannelsesinstitutioner, psykiatrien, sundhedssystemet etc. Og det vil ikke være koordineret, de unge skal oftest selv skaffe overblik, helhed og kontinuitet selvom netop disse unge har et særligt behov for sammenhæng og overskuelighed.
De unge skal have ret til en sammenhængende helhedsindsats med ungestøtte koordineret med indsatser fra andre sektorer. En helhedsindsats skal overskride sektoropdelingerne og omfatte alle de indsatser, de unge har behov for vedrørende skole, uddannelse, bolig, beskæftigelse, helbred, misbrug, kriminalitet mv. Helhedsindsatsen skal være godt koordineret og samtidig fleksibel i forhold til udviklingen og den unges ønsker. Støtten skal understøtte langvarige relationer for den unge.
Helhedsindsatsen skal vare, så længe det er relevant for de unge. Den skal kunne starte allerede ved overgangen fra folkeskolen og kunne fortsætte, indtil de unge er kommet godt ind i voksenlivet. De unge skal kunne regne med, at støtten er stabil, og de skal kunne bede om at få den senere, hvis de ved afslutningen af anbringelsen ikke ønskede den. Eller få den genstartet, hvis de har afbrudt et forløb, men det stadig er relevant.
Indsatserne skal tilpasses individuelt og fastlægges sammen med de unge i en løbende dialog med dem om, hvordan det går dem, og hvad de har behov for. De unge skal føle sig hørt, forstået og inddraget. Hvis de ønsker at slippe ’fri af systemet’, når de fylder 18, så vil det kræve en endnu tættere og loyal dialog med dem at finde en støtte, de kan profitere af.
En uddannelsesplan er en central del af helhedsindsatsen. Den skal åbne for en bredere og især mere forpligtende koordinering end planen efter Lov om Kommunal Ungeindsats (KUI) for at sikre, at de unge gennemfører uddannelsen. Ud fra dialogen med den unge skal planen omfatte konkrete indsatser for, at vedkommende kan gennemføre –mentorer, brobygningsforløb, sikring af bolig, behandling for misbrug, hjælp til at styre økonomi etc.
Børne- og ungehjemmene skal støtte de unge i deres uddannelsesforløb. I folkeskolen, ungdomsuddannelsen og senere i uddannelsessystemet. Personer fra institutionerne skal kunne være mentorer for unge under uddannelsen, når det er relevant. De pågældende skal kunne ansættes som sådan, og institutionerne skal have ressourcer til at prioritere det.
For at sikre sammenhæng i et årelangt forløb skal de unge tilbydes en koordinator af helhedsindsatsen. Kommunerne skal organisere sig, så det er muligt. De unge skal være med til at vælge koordinatoren, der skal have kompetence til at få indsatserne til at spille sammen. Det skal tilrettelægges, så vedkommende kan blive en gennemgående relationsperson for den unge.
Kommunen skal have en central rolle i den sammenhængende indsats. En række af indsatserne ligger i kommunen, og den er den eneste myndighed, der kan påtage sig et overordnet ansvar. Andre aktører skal så have pligt til at bidrage til helhedsindsatsen, fx børne- og ungehjemmene, den regionale psykiatri og uddannelsesinstitutionerne.
- Ungestøtte som en integreret del af en helhedsindsats
Ungestøtte efter Barnets Lov skal indtænkes i helhedsindsatsen. Den skal ændres indholdsmæssigt og kunne indgå i en samlet indsats for den unge:
- Ungestøtte skal udvides aldersmæssigt, så de unge kan fortsætte, så længe, det er relevant, og ikke stoppe ved 23 år. Ungestøtte efter Barnets Lov vil dog gradvist blive mindre relevant, når andre indsatser – fx fra jobcenter eller uddannelsesinstitution – bliver centrale.
- Indholdet i ungestøtten skal udvides, så det passer ind i en helhedsindsats. Det skal fremgå tydeligt af loven, at ungestøtten skal bidrage til at sikre de unge uddannelse, bolig, beskæftigelsesmuligheder og netværk. De unge skal fx skrives op til en almennyttig bolig, så snart det er muligt. I dialog med de unge skal ungestøtten også fokusere på etablerede relationer og på kontinuitet og fortsat støtte fra anbringelsesstedet.
Ungestøtte skal også udvides, så man kan støtte i den første tid, når et barn eller en ung flytter hjem til sin egen familie efter en anbringelse. Der skal kunne ydes en ubrudt støtte til et barn eller en ung, der er hjemgivet eller flytter hjem. Børne- og ungehjemmet skal kunne indgå i det, så man kan bygge videre på arbejdet under anbringelsen og fastholde gode relationer.
- Børne- og ungehjemmene som brobyggere til voksenlivet
Børne- og ungehjemmene skal i god tid sammen med de unge forberede dem på livet på egen hånd. Under anbringelsen skal de forberedes praktisk og mentalt på at flytte for sig selv og på livet som voksne. Det kan fx ske i gruppeforløb for unge, der skal flytte, så de sammen kan reflektere over det, de står over for, og så den enkelte kan afklare sine behov.
Tidligere anbragte skal også have hjælp til at finde en langsigtet plads i deres familie – forældrene, søskende, bedsteforældre mv. De fleste søger tilbage til familien efter anbringelsen og er en del af den resten af deres liv – uanset udfordringer i familien. Der skal være fokus på det fra sagsbehandleren, og børne- og ungehjemmet skal tilbyde at hjælpe med at (gen)etablere/vedligeholde relationer til familien. Fx ved at invitere forældrene ind på institutionen for at lave mad og spise sammen med de unge og på anden måde hjælpe dem til at afklare deres familierelationer.
Børne- og ungehjemmene skal have en ny rolle som brobyggere for anbragte unge til voksenlivet. De skal være aktive medspillere i denne fase i de unges liv. Brobygning skal være en del af ungestøtten, der kan gøre overgangen til voksenlivet mere glidende for de unge med sikkerhedsnet og livliner bagud – ligesom andre unge har, når de flytter hjemmefra:
- Kommunen og børne- og ungehjemmet skal forpligtes til at samarbejde tæt om at støtte overgangen ved fraflytningen og i tiden efter.
- De unge skal kunne fastholde kontakt til primære voksne på børne- og ungehjemmene. Eventuelt som støttepersoner efter fraflytningen.
- De unge skal kunne komme på besøg på børne- og ungehjemmet med overnatning i kortere perioder, hvis de har behov for det. Ligesom andre unge, som indimellem kan være hos forældrene. Børne- og ungehjemmene skal signalere, at ’der er plads til dig, og vi vil dig gerne’. Der kan også etableres ’gensynsdage’ eller andre besøgstraditioner. Institutionerne kan ikke efter gældende regler tilbyde unge, der er flyttet, at bo på et ’gæsteværelse’. Det kan ikke dækkes af budgettet, og selv hvis de unge kun er der kortvarigt, så skal de have børneattest og straffeattest. Det indskærper Socialtilsynet. Disse regler bør ændres.
- Der skal kunne etableres mentorordninger, hvor unge, som for nyligt er fraflyttet, kan blive mentor for en ung, som snart skal flytte. En ung, der allerede har erfaringer med livet uden for institutionen, kan hjælpe en ung, der skal forberede sig på det. Opgaven kan evt. aflønnes.
For at kunne løfte disse opgaver som brobygger, skal den faglige praksis og tradition udvikles på børne- og ungehjemmene. Det kræver andre faglige tilgange at arbejde med unge voksne uden for institutionen. Institutionen skal også kunne indgå i en helhedsindsats sammen med meget anderledes aktører som jobcentre, uddannelsesinstitutioner, psykiatri mv. Børne- og ungehjemmene skal have ressourcer til at løfte disse nye eller ændrede opgaver.
- Samspil med civilsamfundet
Civilsamfundet rummer oplagte muligheder for at hjælpe de unge til at udvikle bæredygtige og interessedrevne fællesskaber. Det kan understøtte de unges sociale udvikling, give dem erfaring med at deltage i foreningslivet og sikre dem venskaber. Det hjælper dem i voksenlivet og kan forebygge, at de bliver ensomme.
Inddragelsen af civilsamfundet skal prioriteres i lovgivningen, i kommunerne og i børne- og ungehjemmenes praksis. Civilsamfundet skal være en naturlig samarbejdspartner for institutionerne. I Barnets Lov skal det gøres obligatorisk både for institutionerne og myndighederne. Derudover det vil det kræve faglig udvikling og en ændring af traditionerne i kommuner og institutioner at gå ind i disse opgaver.
Børne- og ungehjemmene skal ledelsesmæssigt og organisatorisk understøtte det. De unge skal have vejledning og støtte til at indgå i fritidsaktiviteter. Det bør fremgå af metodebeskrivelser, procedurer, handleplaner osv. Institutionerne kan eventuelt ansætte en fritids- og frivilligkoordinator, der kan hjælpe de unge ift. fritidslivet, og som kan bygge bro til idrætsforeninger mv. Ved at skabe kontakter, hjælpe de unge i gang og være til stede under træning og kampe og dermed bygge bro for de unge til et fortsat fritidsliv. Børne- og ungehjemmene skal have økonomi til det.
Inddragelse af civilsamfundet kan være særlig vigtigt for unge, der er trætte af ”systemet”. Det kan gøre deltagelse i organisationer og foreninger fra civilsamfundet lettere og mere attraktivt. De er ikke en del af det system, som de unge måske føler, at de har været styret af alt for længe.
Et oplagt emne for samarbejdet med civilsamfundet er at skaffe fritidsjob og praktik på lokale arbejdspladser. Det kan give de unge lommepenge, nyttige sociale kontakter, netværk og erfaring, som de kan trække på, når de skal i uddannelse og job.
Et højskoleophold kan være vigtigt for unge, der har været eller fortsat er anbragt. Det kræver støtte både til betaling af opholdet og til lommepenge mv. uden at det får negative konsekvenser for andre tilskud til de unge, fx medicintilskud. Der skal sikres et godt samarbejde mellem børne- og ungehjemmet, højskolen og den unge, fordi de unge ofte har behov for flersidet støtte til opholdet. Fx mentorstøtte på højskolen og støtte fra institutionen både under og efter opholdet. De unge skal også have mulighed for at ’komme hjem’ til institutionen på weekends mv.