Marie Skoven

I et rigt land som Danmark skal vi ikke have børn, der lever i fattigdom, mener organisationerne i ’Børn i fattigdom? Nej Tak!’.

Regeringens og støttepartiernes forståelsespapir slår også fast, at regeringen vil bekæmpe børnefattigdom og indføre en fattigdomsgrænse.

Netværket ’Børn i fattigdom? Nej Tak!’ mener, at de politiske beslutninger skal bygge på klare principper, som sikrer, at alle børn kan være med i fællesskabet og undgår den stigmatisering og de store afsavn, som fattigdommen medfører.

Derfor står netværket sammen bag fire principper, der skal sikre, at ingen børn i Danmark vokser op i fattigdom:

Alle børnefamilier i Danmark skal have et økonomisk råderum, som sikrer, at børnene ikke lever i fattigdom.

Det er et samfundsmæssigt ansvar at have forsørgelsesydelser, der sikrer, at børn ikke lever i fattigdom. Det gælder også for børn fra flygtninge- og indvandrerfamilier.

Medicin- og behandlingsudgifter skal dækkes, så sygdom eller behandling ikke medfører fattigdom.

Børnefattigdom forebygges bedst ved at investere i at hjælpe børnefamilierne ud af fattigdom. En tilstrækkelig forsørgelsesydelse er et vigtigt element i det.

Familierne skal kunne bo i almindelige lejeboliger og må ikke presses ud af de store byer

Flytninger på grund af fattigdom skal undgås, fordi det medfører alvorlige opbrud i børns liv, når familier tvinges til at flytte væk fra børnenes venner og skolekammerater.

Ydelserne skal indrettes, så familierne også kan bo i de store byer.

Børnene skal kunne have et normalt børneliv med fritids- og kulturtilbud

Der skal tages højde for de behov, børn i forskellige aldre har. I dag stilles der andre krav til et godt børneliv end for 20 år siden. Børn og unge skal fx have adgang til en pc eller lignende, så de kan være på de sociale medier på lige fod med andre børn.

Børnene skal kunne få et fritidspas, der kan støtte deres deltagelse i fritidstilbud. Det skal være en ret på linje med friplads til dagtilbud.

Børnene skal have lige adgang til friplads i dagtilbud, SFO, fritidshjem og klub. Forskelle i kommunernes praksis medfører, at det er ulige i dag.

Indførelse af en fattigdomsgrænse skal understøtte en politik mod fattigdom

Grænsen skal sættes sådan, at børnene kan være med i fællesskabet og kan udvikle sig fagligt og socialt på linje med andre børn. Vi foreslår, at det mål for fattigdom, som Danmarks Statistik anvender som led i opfølgningen på FNs verdensmål, bruges som fattigdomsgrænse. Ud fra fattigdomsgrænsen skal der løbende måles på, hvordan fattigdommen i Danmark udvikler sig.

I en henvendelse til samtlige beskæftigelses- og socialordførere i Folketinget hedder det:

Når vi kommer fri af økonomisk fattigdom med dens meget alvorlige følger, kan vi tage fat på andre vigtige forhold for udsatte børn. For eksempel at sikre gode dagtilbud og skoler, der kan give dem et godt børneliv og ruste dem til uddannelse, arbejde og voksenlivet. Og vi kan yde støtte til familier, der af andre grunde har svært ved at give børnene sikkerhed og udvikling.

Kampen mod børnefattigdom er et vigtigt mål i sig selv, men det er også en forudsætning for, at andre indsatser, der skal give børn i Danmark et godt liv, kan lykkes.

Bag principperne står følgende organisationer, der er med i netværket ’Børn i fattigdom? Nej tak!’:

3F, BROEN Danmark, BUPL, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Danmarks Lærerforening, DRC Integration/ DRC Dansk Flygtningehjælp, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, FOA, Foreningen Grønlandske Børn, Forældrenes Landsorganisation, HK, Kirkens Korshær, Kofoeds Skole, LivaRehab, Mødrehjælpen, Socialpædagogerne og Red Barnet.

Udsathed hos børn og unge har til alle tider været en samfundsrealitet. Hvorfor er udviklingen ikke vendt for længst? Hvorfor bliver så mange børn stadig svigtet i det danske velfærdssamfund, spørger regeringen i de 43 initiativer i Børnene Først.

I Børnesagens Fællesråd ser vi positive sider ved mange af initiativerne. Vi hæfter os dog ved et manglende fokus på de helhedsorienterede løsninger.

Flere medlemsorganisationer i Børnesagens Fællesråd, såvel som de fagpersoner, der til dagligt sidder over for børnene og deres familier, udtaler, at det kan være svært at se formålet med strafaktioner for udsatte og sårbare familier.

Hvor forældre til udsatte børn og unge har mindre uddannelse, færre økonomiske midler og mindre grad af beskæftigelse, har forældre til ikke udsatte børn og unge flere ressourcer.

Dette er vel næppe chokerende nyheder: At ressourcestærke forældre i hovedreglen har bedre muligheder for at opfostre børn i trygge rammer?

Det er et billede, der er set igen og igen: Forældre, der selv har oplevet en utryg og turbulent barndom, uagtet intentioner, bringer en del af den udsathed med sig til egne børn. Derfor kan det også undre, at der i regeringens 43 initiativer, som skal sætte børnene først, ikke er større fokus på at hjælpe de familier, børnene indgår i.

Rettidig hjælp og støtte

Et af de steder, der arbejder med at støtte kvinder og familier, som har sociale problemer eller er havnet i midlertidig krise, er Bostedet Ellengården i Aarhus. Her hjælper man cirka 50 familier om året ved at tilbyde midlertidige ophold og faglig støtte til at komme på fode efter en krise.

De familier, som får støtte på bosteder som Ellengården, er der ikke af ond vilje. De er der, fordi de bærer negative sociale forhold med dem, som er svære at bryde.

En mor udtaler: “Det havde været en anden historie, hvis Ellengården ikke var der”. Og det er netop pointen.

I dette tilfælde kunne rettidig og korrekt faglig hjælp støtte en kvinde i dyb krise til at håndtere de udfordringer, livet bød hende. I dag passer kvinden et job, bor i egen lejlighed og datteren vokser op i et trygt og godt hjem med sin biologiske mor.

Anbringelser kan utvivlsomt være den rigtige løsning. Men når regeringen har en ambition om at stille børnene først, må regeringen også kigge på, om familierne i højere grad kan få støtte til de udfordringer, som er medvirkende til barnets udsathed.

Hjælp udsatte unge så de ikke bliver udsatte voksne

Social udsathed er svær at bryde. Når regeringen spørger, hvorfor udviklingen ikke er vendt for længst, vil en tungtvejende del af svaret findes i, at udsatte børn bliver til udsatte unge, som bliver til udsatte voksne. Derfor er det enormt glædeligt, at regeringen vil sætte fokus på efterværnsområdet.

Overgangen fra ung til voksen kan være brat for de fleste. For udsatte og sårbare unge er overgangen ofte barsk. Kognitive udfordringer og/eller tung bagage kan gøre hverdagen uoverskuelig, når man flytter hjemmefra. Gøremål, som for mange er simple, kan vælte hverdagen for sårbare unge.

Det bevirker ofte, at de falder tilbage i misbrugsvaner, har svært ved at passe uddannelse og job, har svært ved at indgå i sociale relationer, og har svært ved at opretholde ønsker og mål for dem selv. Hverdagen bliver en lavine af uoverskuelige gøremål og manglende succesoplevelser.

“Jeg var gået nedenom og hjem, hvis ikke der var nogen til at hjælpe. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre med alt det praktiske, og hvordan jeg skulle strukturere min hverdag”, voksen kvinde, som bor i egen lejlighed med bostøtte.

Sæt helhedsorienterende ind

Fra vores medlemsorganisationer ved vi, at der findes utallige gode initiativer til at opretholde en stabil hverdag hos udsatte unge, som bor selvstændigt.

I mange tilfælde handler en succesfuld overgang fra ungdomslivet til voksentilværelsen om den rette faglige støtte, der kan yde hjælp til selvhjælp. Det koster ikke meget for et samfund at hjælpe et ungt menneske et par timer om ugen med at strukturere sin dag, og følge op på, hvordan det går. Det koster rigtig meget at lade være.

Regeringen foreslår, at der skal udarbejdes en grundig analyse af, hvordan eksisterende midler bruges, og at der udarbejdes en faglig vurdering af, hvad der skal til for at de mest udsatte unge får en god og tryg overgang til voksenlivet. I Børnesagens Fællesråd hilser vi det tiltag meget velkommen, og bidrager lige så gerne med vores erfaringer på området.

Vi ved, at der fortsat er meget, der kan og skal gøres, men vi ved også, at der findes viden funderet i praksis, som vi bør få i spil i en sådan vurdering.

Det er tid til at sætte børnene først. Det er på høje tid at sætte helhedsorienteret ind.

Poul Erik Clausen, Næstformand, Børnesagens Fællesråd og generalsekretær, Jysk Børneforsorg/Fredehjem