Marie Skoven

Debatindlæg i Altinget 24.11.2023.

Af: Pernille Gry Petersen, generalsekretær

Intentionen i Barnets lov er god, men der kan blive langt fra tanke til handling. Med mere uklare afgrænsninger og krav for, hvornår sagsbehandlerne skal gøre hvad, og flere ”kan” end ”skal”-bestemmelser, kommer den enkelte fagpersons skøn til at fylde mere. Det lyder i teorien godt, for hvem kan sige nej tak til vurderinger og indsatser, som i højere grad tilpasses det enkelte barns og familiens situation. Men i mødet med en presset forvaltning, hvor fejlprocenterne i sagerne år efter år er påvist som bekymrende høje, hvor medarbejderne ofte skifter job og medfører videnstab og hvor imple­menteringen af en helt ny kultur og et nyt børnesyn for arbejdet er overladt til de enkelte kommuner landet over, er vi bekymrede for, at resultatet bliver en mere vilkårlig praktis og en tilstand, hvor udsatte børns og familiers retssikkerhed sætter markant mere over styr.

Vi har i Børnesagens Fællesråd tidligere ytret vores bekymringer for rammerne for lovens tilblivelse og bekymringer for den hast, implementeringen forventes at ske med. For forandringer og god implementering kræver, foruden et solidt forarbejde, tid. Masser af tid. Nogle gange år, andre gange årtier. Det kræver et vedvarende fokus og benhård prioritering gennem en længerevarende periode, hvis man skal lykkedes. Og det skal vi forhåbentlig med Barnets Lov?

God implementering kræver tid, viden og understøttelse

Vi kender det fra os selv som privatpersoner: Målet om at leve sundere kan få svære kår, når den travle virkelighed rammer, og vanerne tager over. Det er nærmest en naturlov. Her er Barnets Lov ingen undtagelse. Så selvom der rundt om i kommunerne sidder engagerede medarbejdere og ledere klar til at tage fat, så kan de ikke gøre det alene. Men som det ser ud lige nu, er de ud over nogle begrænsede introduktionskurser og erfaringsnetværk overladt til sig selv. Det er uholdbart.

Som vi ser det, bliver en af de centrale udfordringer i implementeringen at få vendt kulturer, sædvaner og fasttømrede syn på god sagsbehandling i børnesager, når rammerne i form af loven og vejledningen er mere uklare og komplicerede at gennemskue og tolke.  Det gælder synet på, hvordan børn skal medvirke i egen sag, det faglige syn på hvad god fore­byggelse er, hvordan man inddrager civilsamfundets indsatser mere systematisk, hvad der skal til for at en anbringelse bliver god, hvornår efterværn er relevant og hvornår alle muligheder er udtømte og tvangsbortadoption bliver eneste udvej. Og så gælder det hele familiesynet, som er vendt på hovedet. For med en lov og en vejledning, hvor forældrene og den nærmeste familie og netværket til barnet knapt er nævnt, er der stor risiko for, at det faglige fokus ændres, og deres rolle og samarbejdet med dem med tiden glider i baggrunden.

Mere uddannelse og flerfaglighed

Den nye virkelighed stiller ikke kun ekstra krav til den løbende understøttelse af sagsbehandlernes arbejde i praksis, det lokale ledelsestilsyn og erfaringsudvekslingen på tværs af landets kommuner. Det stiller særlige høje krav til de enkelte sagsbehandleres kompetencer og evner til at udføre det gode faglige skøn og til at jonglere de mange hensyn. Men med kun en grunduddannelse i rygsækken som socialrådgiver, som er tilfældet for de fleste, kan vi være bekymrede for, om det rækker langt nok.

Et udvidet individuelt skøn stille høje krav til juridiske kompetencer. At arbejde mere i børnehøjde, inddrage og klæde børn bedre på til at anvende egne rettigheder stiller høje krav til den enkeltes socialfaglighed og til de pædagogiske evner. At skulle forene alt dette i analyser og vurderinger, som børnene og forældrene skal kunne læse, stiller høje både analytiske og kommunikative krav. At arbejde mere systematisk med inddragelse af civilsamfundet forudsætter et kendskab til en sektor, mange sagsbehandlere ikke har. Alt i alt forudsætter lovens implementering altså en række faglige krav, som vi kan være i tvivl, om de begrænsede kurser og webinarer, som er fulgt i kølvandet på lovens vedtagelse, ruster med.

Så for at lykkedes med implementeringen, er der en række bekymringer, vi er nødt til at tage alvorligt. Vi må for alt i verden ikke åbne ladeporten til de 400 forskellige skøn og måder at håndtere børn i udsatte positioner på og sætte børnenes og familiernes retssikkerhed endnu mere over styr.

Se debatindlægget i Altinget HER

Bragt i Information 4. oktober 2023

Kære Regering

For få måneder siden var situationen for børn i fattige familier i Danmark noget, der bekymrede mange inklusiv jer. I den omfattende inflationskrise, der toppede i oktober sidste år, og som trak lange spor ind i det nye år, så vi, hvordan de fattigste børnefamilier fik meget sværere ved at klare sig gennem vinteren.

Der blev sprunget måltider over, sund alsidig kost blev lagt på hylden, turen til apoteket efter medicin blev aflyst og vinterstøvler- og tøj blev ikke lagt i indkøbskurven. Det var hverdagen for alt for mange børnefamilier for få måneder siden, og det er det desværre stadig for rigtigt mange familier i Danmark, hvor mange stadig presses af høje priser.

Samtidig er erstatningen for det midlertidige børnetilskud – Inflationshjælpen – udløbet. Den sidste rate blev udbetalt her i august, og vi hører stadig om familier, der kæmper for at få økonomien til at hænge sammen, som har svært ved at få råd til ordentlige måltider, betale regninger og som ikke har haft råd til at give børnene sommerferieoplevelser. Familier, der simpelthen har svært ved at kunne give børnene en tryg og god opvækst uden de afsavn og konsekvenser, som et liv i børnefattigdom fører med sig. F.eks. modtog Mødrehjælpen denne sommer rekordmange ansøgninger om feriehjælp, og man endte med at dele ud til tre gange så mange børn som året før, mens man hos Børnesagens Fællesråd oplevede en meget større efterspørgsel efter hjælp til fritidstilbud og uddannelse.

Det sker til trods for, at familierne tilbage i 2021 fik stillet i udsigt, at ”børnenes kontanthjælpsaftale” ville føre til bedre forhold for landets mest udsatte børn. Den nye aftale skulle bl.a. give tilskud til medicin, fritidsaktiviteter og børnetilskud til de allermest udsatte familier herhjemme. Aftalen blev dog aldrig stemt igennem, der kom et valg i vejen, og nu står mange af de fattigste børnefamilier endnu engang i en håbløs situation.

Derfor skriver vi nu til jer. I pressen har vi kunnet læse, at et udspil om en ny kontanthjælpsreform er lige på trapperne. Her er det fortsat helt afgørende, at der bliver skabt varige løsninger, som fører bedre vilkår for børnene i de fattigste familier herhjemme med sig. Børnene er stadigvæk fattige, og vores forhåbninger og krav har derfor ikke ændret sig:

• For det første skal alle børnefamilier i Danmark have et økonomisk råderum, som sikrer, at børnene ikke lever i fattigdom, og det kræver, at familierne har et tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag. Derudover skal medicin- og behandlingsudgifter dækkes, så sygdom eller behandling ikke medfører fattigdom.

• For det andet skal familierne kunne bo i almindelige lejeboliger. De må ikke presses ud af de store byer – så børnene bliver tvunget til at flytte væk fra venner og skolekammerater. Vi skal gøre det muligt for de fattigste børnefamilier også at kunne bo i de store byer.
  
  
• For det tredje skal alle børn kunne deltage i fritids- og kulturtilbud. Derfor skal børn have fritidspas, der kan give adgang til fritidstilbud og gode fællesskaber. Det skal være en ret på linje med friplads til dagtilbud. Og så skal børnene have adgang til fripladser i SFO, fritidshjem og klub, hvis der er brug for det.

• For det fjerde holder vi fast i, at I skal indføre en fattigdomsgrænse. Det er ikke blot en akademisk diskussion. En fattigdomsgrænse er et vigtigt redskab, så vi løbende kan måle på, hvordan fattigdommen i Danmark udvikler sig, og så vi på det grundlag kan bekæmpe børnefattigdom. Vi bliver nødt til at kende problemets reelle omfang for at handle.

Der er brug for at gøre meget mere for at bekæmpe børnefattigdom, og vi håber, at den nye kontanthjælpsaftale har et stærkt fokus på at løfte børn ud af fattigdom, og at I i kølvandet på den aftale, vil lægge en plan for, hvordan man bredt set kan lave tiltag, der bekæmper fremtidig børnefattigdom.

Med venlig hilsen

Anja C. Jensen, forbundsformand HK Danmark

Ann Urbrand, formand DUI- LEG og VIRKE

Ebbe Wendt Lorenzen, generalsekretær Landsforeningen LIVSVÆRK

Flora Ghosh, direktør Liva – Forening mod skadevirkninger af vold, prostitution og seksuelle overgreb

Gordon Ørskov Madsen, formand Danmarks Lærerforening

Grete Christensen, formand, Danske Sygeplejeråd

Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær

Robert Olsen, forstander Kofoeds Skole

Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær Red Barnet

Kenneth Flex, direktør DRC Integration, Dansk Flygtningehjælp

Lasse Bjerg Jørgensen, medlem af forretningsudvalget, BUPL

Lene Krabbe Dahl, Forbundssekretær 3F

Maria Blankensteiner, direktør Foreningen til Støtte for Mødre og Børn

Ninna Thomsen, direktør Mødrehjælpen

Søren T. Hansen og Hanne Aa. Risager, formand og næstforperson BROEN Danmark

Puk Draiby, generalsekretær Foreningen Grønlandske Børn

Robert Olsen, forstander Kofoeds Skole

Signe Færch, forkvinde Dansk Socialrådgiverforening

Signe Nielsen, formand for Forældrenes Landsorganisation FOLA

Sisi Ploug Pedersen, generalsekretær HOME-START Familiekontakt

Bente Boserup, forperson Børnerådet

Susanne Dahl, Generalsekretær Unicef

Pernille Gry Petersen, generalsekretær i Børnesagens Fællesråd

Se mere i Information her

Kommentar, Berlingske Tidende, 13. juli 2023

Ny undersøgelse fra Ankestyrelsen viser, at kommunerne fortsat ikke har styr på sagsbehandlingen i sager om udsatte børn. Hvis vi skal undgå, at de politiske løfter om styrkede rettigheder til børnene forbliver ved snakken, er vi derfor nødt til at rette blikket mod de mange fejl, som begås hver dag, skriver Pernille Gry Petersen.

Undersøgelsen indrammes i det netop udsendte »Børnesagsbarometret «, som tager temperaturen på kommunernes sagsbehandling af børnesager; mere specifikt i hvor høj grad de fastsatte regler efterleves.

Trods flere års politisk fokus viser det sig desværre, at der fortsat er tydelige problemer, og at vi på tre år ikke har opnået betydelige forbedringer. Det er i sig selv yderst alvorligt, men det bliver endnu mere alvorligt, når vi ser frem mod de ændringer på området, som den nye Barnets Lov fører med sig fra årsskiftet. Vi må stille os selv spørgsmålet, om kommunerne er gearet til det?

Glemmer at tale med børn

Kommunerne har på visse punkter forbedret sig og handler stort set, som de skal. Det gælder den indledende håndtering af underretninger om børns mistrivsel og de obligatoriske børnesamtaler, som skal holdes i forbindelse med de børnefaglige undersøgelser i familien.

Men når man senere skal tale med børnene om de foranstaltninger, som man fra kommunens side vil sætte i værk, kniber det betydeligt: Kun i knap to tredjedele af tilfældene får børnene den vigtige samtale, selvom det har stor betydning for dem, at de involveres i, hvad der kommer til at ske i deres liv.

Bagefter, når indsatsen så er sat i værk, overholdes loven ej heller langtfra. For alle de børn, som bliver anbragt uden for hjemmet, hvilket må anses som en ret indgribende foranstaltning i et barns liv, følges der i en fjerdedel af sagerne ikke op inden for fristen på tre måneder – og for børnene i mildere foranstaltninger sker det heller ikke i en tredjedel af tilfældene.

Helt skidt ser det ud, når der modtages nye underretninger om børn, som allerede modtager foranstaltninger. Det kunne eksempelvis være et barn, som er anbragt uden for hjemmet, og hvor fagpersoner eller andre i barnets netværk vurderer forværring i sådan en grad, at de underretter kommunen på ny for at få dem til at genvurdere sagen. Men kravet om genvurdering er kun efterlevet i lidt over to tredjedele af tilfældene.

Vi må ikke vænne os til fejl

Jeg kunne desværre blive ved med at gennemgå vigtige sagsbehandlingsskridt, som langt fra overholdes efter lovens forskrifter. De nedslående tal er mange. Til det vil flere måske trække lidt på skuldrene og sige: »Jamen, kravene overholdes jo i flertallet af sager, og kommunerne gør deres bedste«. Ja, det er korrekt.

Men hvor høj fejlprocent bør vi acceptere, når der er tale om sagsbehandling med store konsekvenser for udsatte børns trivsel og fremtid? Mit svar er, at det skal ligge yderst tæt på 0 procent.

Det er vigtigt for mig at understrege, at min bekymring ikke handler om kommunernes intentioner. For dem betvivler jeg på ingen måde. Men Børnesagsbarometret er ikke til at tage fejl af: Det står ikke særlig godt til – og har ikke gjort det i flere år.

Læs kommentaren i Berlingske Tidende her

Udsathed hos børn og unge har til alle tider været en samfundsrealitet. Hvorfor er udviklingen ikke vendt for længst? Hvorfor bliver så mange børn stadig svigtet i det danske velfærdssamfund, spørger regeringen i de 43 initiativer i Børnene Først.

I Børnesagens Fællesråd ser vi positive sider ved mange af initiativerne. Vi hæfter os dog ved et manglende fokus på de helhedsorienterede løsninger.

Det kræver helhedsorienterede løsninger at sætte børnene først. Derfor undrer det os, at der i regeringens 43 initiativer, som skal sætte børnene først, ikke er større fokus på at hjælpe de familier, børnene indgår i

Poul Erik Clausen, næstformand i Børnesagens Fællesråd, i et debatindlæg i Altinget

Flere medlemsorganisationer i Børnesagens Fællesråd, såvel som de fagpersoner, der til dagligt sidder over for børnene og deres familier, udtaler, at det kan være svært at se formålet med strafaktioner for udsatte og sårbare familier.

Hvor forældre til udsatte børn og unge har mindre uddannelse, færre økonomiske midler og mindre grad af beskæftigelse, har forældre til ikke udsatte børn og unge flere ressourcer.

Dette er vel næppe chokerende nyheder: At ressourcestærke forældre i hovedreglen har bedre muligheder for at opfostre børn i trygge rammer?

Det er et billede, der er set igen og igen: Forældre, der selv har oplevet en utryg og turbulent barndom, uagtet intentioner, bringer en del af den udsathed med sig til egne børn. Derfor kan det også undre, at der i regeringens 43 initiativer, som skal sætte børnene først, ikke er større fokus på at hjælpe de familier, børnene indgår i.

Rettidig hjælp og støtte

Et af de steder, der arbejder med at støtte kvinder og familier, som har sociale problemer eller er havnet i midlertidig krise, er Bostedet Ellengården i Aarhus. Her hjælper man cirka 50 familier om året ved at tilbyde midlertidige ophold og faglig støtte til at komme på fode efter en krise.

De familier, som får støtte på bosteder som Ellengården, er der ikke af ond vilje. De er der, fordi de bærer negative sociale forhold med dem, som er svære at bryde.

En mor udtaler: “Det havde været en anden historie, hvis Ellengården ikke var der”. Og det er netop pointen.

I dette tilfælde kunne rettidig og korrekt faglig hjælp støtte en kvinde i dyb krise til at håndtere de udfordringer, livet bød hende. I dag passer kvinden et job, bor i egen lejlighed og datteren vokser op i et trygt og godt hjem med sin biologiske mor.

Anbringelser kan utvivlsomt være den rigtige løsning. Men når regeringen har en ambition om at stille børnene først, må regeringen også kigge på, om familierne i højere grad kan få støtte til de udfordringer, som er medvirkende til barnets udsathed.

Hjælp udsatte unge så de ikke bliver udsatte voksne

Social udsathed er svær at bryde. Når regeringen spørger, hvorfor udviklingen ikke er vendt for længst, vil en tungtvejende del af svaret findes i, at udsatte børn bliver til udsatte unge, som bliver til udsatte voksne. Derfor er det enormt glædeligt, at regeringen vil sætte fokus på efterværnsområdet.

Overgangen fra ung til voksen kan være brat for de fleste. For udsatte og sårbare unge er overgangen ofte barsk. Kognitive udfordringer og/eller tung bagage kan gøre hverdagen uoverskuelig, når man flytter hjemmefra. Gøremål, som for mange er simple, kan vælte hverdagen for sårbare unge.

Det bevirker ofte, at de falder tilbage i misbrugsvaner, har svært ved at passe uddannelse og job, har svært ved at indgå i sociale relationer, og har svært ved at opretholde ønsker og mål for dem selv. Hverdagen bliver en lavine af uoverskuelige gøremål og manglende succesoplevelser.

“Jeg var gået nedenom og hjem, hvis ikke der var nogen til at hjælpe. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre med alt det praktiske, og hvordan jeg skulle strukturere min hverdag”, voksen kvinde, som bor i egen lejlighed med bostøtte.

Sæt helhedsorienterende ind

Fra vores medlemsorganisationer ved vi, at der findes utallige gode initiativer til at opretholde en stabil hverdag hos udsatte unge, som bor selvstændigt.

I mange tilfælde handler en succesfuld overgang fra ungdomslivet til voksentilværelsen om den rette faglige støtte, der kan yde hjælp til selvhjælp. Det koster ikke meget for et samfund at hjælpe et ungt menneske et par timer om ugen med at strukturere sin dag, og følge op på, hvordan det går. Det koster rigtig meget at lade være.

Regeringen foreslår, at der skal udarbejdes en grundig analyse af, hvordan eksisterende midler bruges, og at der udarbejdes en faglig vurdering af, hvad der skal til for at de mest udsatte unge får en god og tryg overgang til voksenlivet. I Børnesagens Fællesråd hilser vi det tiltag meget velkommen, og bidrager lige så gerne med vores erfaringer på området.

Vi ved, at der fortsat er meget, der kan og skal gøres, men vi ved også, at der findes viden funderet i praksis, som vi bør få i spil i en sådan vurdering.

Det er tid til at sætte børnene først. Det er på høje tid at sætte helhedsorienteret ind.

Poul Erik Clausen, Næstformand, Børnesagens Fællesråd og generalsekretær, Jysk Børneforsorg/Fredehjem