Børnerettighedsorganisation efter rapport om sagsbehandlingsfejl: Spørgsmålet er, om kommunerne er gearet til håndteringen af børnesager?

Kommentar, Berlingske Tidende, 13. juli 2023

Ny undersøgelse fra Ankestyrelsen viser, at kommunerne fortsat ikke har styr på sagsbehandlingen i sager om udsatte børn. Hvis vi skal undgå, at de politiske løfter om styrkede rettigheder til børnene forbliver ved snakken, er vi derfor nødt til at rette blikket mod de mange fejl, som begås hver dag, skriver Pernille Gry Petersen.

Undersøgelsen indrammes i det netop udsendte »Børnesagsbarometret «, som tager temperaturen på kommunernes sagsbehandling af børnesager; mere specifikt i hvor høj grad de fastsatte regler efterleves.

Trods flere års politisk fokus viser det sig desværre, at der fortsat er tydelige problemer, og at vi på tre år ikke har opnået betydelige forbedringer. Det er i sig selv yderst alvorligt, men det bliver endnu mere alvorligt, når vi ser frem mod de ændringer på området, som den nye Barnets Lov fører med sig fra årsskiftet. Vi må stille os selv spørgsmålet, om kommunerne er gearet til det?

Glemmer at tale med børn

Kommunerne har på visse punkter forbedret sig og handler stort set, som de skal. Det gælder den indledende håndtering af underretninger om børns mistrivsel og de obligatoriske børnesamtaler, som skal holdes i forbindelse med de børnefaglige undersøgelser i familien.

Men når man senere skal tale med børnene om de foranstaltninger, som man fra kommunens side vil sætte i værk, kniber det betydeligt: Kun i knap to tredjedele af tilfældene får børnene den vigtige samtale, selvom det har stor betydning for dem, at de involveres i, hvad der kommer til at ske i deres liv.

Bagefter, når indsatsen så er sat i værk, overholdes loven ej heller langtfra. For alle de børn, som bliver anbragt uden for hjemmet, hvilket må anses som en ret indgribende foranstaltning i et barns liv, følges der i en fjerdedel af sagerne ikke op inden for fristen på tre måneder – og for børnene i mildere foranstaltninger sker det heller ikke i en tredjedel af tilfældene.

Helt skidt ser det ud, når der modtages nye underretninger om børn, som allerede modtager foranstaltninger. Det kunne eksempelvis være et barn, som er anbragt uden for hjemmet, og hvor fagpersoner eller andre i barnets netværk vurderer forværring i sådan en grad, at de underretter kommunen på ny for at få dem til at genvurdere sagen. Men kravet om genvurdering er kun efterlevet i lidt over to tredjedele af tilfældene.

Vi må ikke vænne os til fejl

Jeg kunne desværre blive ved med at gennemgå vigtige sagsbehandlingsskridt, som langt fra overholdes efter lovens forskrifter. De nedslående tal er mange. Til det vil flere måske trække lidt på skuldrene og sige: »Jamen, kravene overholdes jo i flertallet af sager, og kommunerne gør deres bedste«. Ja, det er korrekt.

Men hvor høj fejlprocent bør vi acceptere, når der er tale om sagsbehandling med store konsekvenser for udsatte børns trivsel og fremtid? Mit svar er, at det skal ligge yderst tæt på 0 procent.

Det er vigtigt for mig at understrege, at min bekymring ikke handler om kommunernes intentioner. For dem betvivler jeg på ingen måde. Men Børnesagsbarometret er ikke til at tage fejl af: Det står ikke særlig godt til – og har ikke gjort det i flere år.

Læs kommentaren i Berlingske Tidende her