Høringssvar til vejledning om sagsbehandling og kommunernes opgaver efter Barnets lov
Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til vejledning om sagsbehandling og kommunernes opgaver efter Barnets lov.
Vi har både generelle bemærkninger til vejledningen og konkrete bemærkninger og forslag til de enkelte punkter i den, som præsenteres herunder.
Indledningsvist vil vi benytte lejligheden til at bemærke det uheldige i, at udkastet til vejledningen først forelægger nu, og dermed først foreligger i din endelige form med handleanvisninger for kommunernes praksis flere måneder efter, at Barnets lov er trådt i kraft og anvendelsen af et nyt sagsbehandlingssystem som grundlaget for kommunernes sagsarbejde.
Det nye sagssystem adskiller sig markant fra det hidtidige, hvorfor anvisningerne i vejledningen udgør en forudsætning for, at kommunerne kan implementere en praksis i overensstemmelse med lovens intentioner. Vejledningens forsinkelse må derfor anses som problematisk.
Generelle bemærkninger
Afgrænsningen mellem niveauerne i den nye model for sagsbehandlingen
I Børnesagens Fællesråd mener vi, at det nye sagsbehandlingssystem med flere lag i behandlingen af sagerne – screening, udredning og børnefaglig undersøgelse – kan medføre, at der arbejdes mere fleksibelt og hurtigere med børnesagerne, og at man bedre kan tilpasse udredningens omfang med de faktiske problemer. Vi tror også, at det vil føre til hurtigere tildeling og iværksættelse af indsatser. Som imødekommer barnets og familiens øjeblikkelige behov.
Vil ser derfor på det med positive øjne, da det udgør et klart fremskridt sammenholdt med det hidtidige system.
Dog er vejledningen ikke tydelig nok med hensyn til at afgrænse de tre niveauer i sagsbehandlingen, og hvornår man i sagsbehandlingen skal bevæge sig fra niveau til niveau. Kommunerne risikerer derved fx at lave mindre omfattende udredninger end tiltænkt – og nødvendigt – fordi de er usikre på anvendelsen af systemet. Vi vil under de specifikke punkter i det kommende afsnit uddybe, hvor det konkret bør præciseres.
Undersøgelse af søskende
Reglerne om undersøgelse af søskende er også nye i loven. For os at se er der nogle vigtige uklarheder i vejledningen, der kan komplicere arbejdet med de nye regler. Da dette gælder dels lovbestemmelser, som ikke udfoldes i vejledningen, og vejledningspunkter, som ikke præciseres i tilstrækkeligt omfang, og dels går på tværs af vejledningens punkter, samles bemærkningerne til dette under én samlet bemærkning her i de indledende bemærkninger.
I § 21, stk. 2 står der, at kommunerne skal undersøge søskende, hvis et barn anbringes på grund af ”utilstrækkelig omsorg”. Denne utilstrækkelighed kan tolkes bredt, men det præciseres ikke i vejledningen, hvordan tolkningen skal foretages. Som flere andre steder i vejledningen overlades det dermed til kommunen at fastlægge egen praksis og åbner dermed op for en uens måde at vurdere børns forhold på tværs af kommunerne.
Ydermere er det uklart, hvilke børn som er omfattet af bestemmelsen. Loven indeholder en iboende uklarhed, som kommer til udtryk ved en vekselvirkning mellem at henvise til børn i ”familien” og i ”husstanden” i §§ 21 og 51, stk. 3. Denne uklarhed mindskes ikke i vejledningen, idet der i punkt 103 henvises til børn i ”husstanden”, i punkt 104 og 105 ”søskende” og ”hjemmeboende søskende”, og i punkt 146, 149 og 154 vedr. undersøgelse af gravide nævnes ”børn
i familien”. Det er for kommunerne og sagsbehandlerne således nærmest umulig at afklare, hvilke børn, der er omfattet af forpligtelsen. I et moderne samfund med mange familiemæssige konstellationer er en præcisering af dette nødvendigt. For er der fx kun fokus på de søskende, som bor sammen med det berørte barn, eller hvordan skal man forholde sig til søskende, som bor på en anden adresse grundet brudte og/eller sammenbragte familieforhold, måske endda i en anden kommune? Det kan ikke overraske nogen, at moderne familieforhold kan være komplekse, men vejledningen synes ikke at give kommunerne tilstrækkelige handlingsanvisninger til at navigere i kompleksiteten.
Endelig vil vi påpege, at med fortolkningen i punkt 104, om at søskende skal vurderes i alle sager, hvor der sker en genvurdering af en igangværende anbringelse uden samtykke, kan der opstå mange sager, hvor søskendes forhold skal vurderes for første gang. Det vil medføre omfattende opgaver for kommunerne, og det kan forårsage en del forskellige reaktioner fra de forskellige forældre, som indgår i de komplekse familierelationer i brudte familier. For at forebygge det, så vil det være relevant, hvis vejledningen i tilknytning til punkt 104 henviser til punkt 118, der understreger, at kommunen skal gøre sig umage med at etablere et samarbejde med forældrene uanset det konfliktpotentiale, der kan være omkring en anbringelse.
Konkrete bemærkninger til vejledningens punkter
Ad punkt 62-64
I forlængelse af den generelle bemærkning om afgrænsning af niveauerne i den nye model for sagsbehandlingen mangler der i punkterne 62-64 en tydeliggørelse af, hvornår man skal bevæge sig fra screening til afdækning. Ifølge vejledningen skal kommunen i den situation ”lægge vægt på eventuelle ønsker, bekymringer eller andre tilkendegivelser fra barnet, den unge, forældrene eller andre med kendskab til barnets forhold”. Denne formulering og vægtning kan pege i mange retninger, og de enkelte eksempler på afgrænsning formuleret henholdsvis som en ”bekymring for begyndende eller sværere mistrivsel og højt skolefravær”, ”andre adfærdseller tilpasningsproblemer” eller ”funktionsnedsættelse” sikrer ikke tilstrækkelig afgrænsning og handlingsanvisning.
Ad punkt 77
Det fremgår ikke af vejledningen, at kommunen er forpligtet til at lave en skriftlig opsummering af screeningen, og i punkt 77 nævnes det, at kommunen kun skal lave et ”kort afdækningsnotat” efter en afdækning af en sag. Kravene til dokumentationen af niveauerne i sagsbehandlingen må derfor anses som værende et minimum, særligt i de to første niveauer ved screening og udredning, og vil i realiteten kunne medvirke til et brud på god sagsskik og officialprincippet, da det i så fald ikke vil være klart for alle sagens parter, hvad beslutningerne bygger på.
Ad punkt 81
Vi hæfter os ved, at der modsat del-vejledningen om anbringelses punkt 96 intet fremgår af denne vejledning om særlige opmærksomhedspunkter i den generelle sagsbehandling og særligt afdækningen af barnets forhold i minoritetsetniske familier. Vi anser det også her for helt afgørende, med henvisning til Børnekonventionen, at have en skærpet opmærksomhed på det, da både sproglige barrierer og kulturelle forståelser kan vanskeliggøre sagsbehandlingen og sikringen af barnets retssikkerhed. Sagsbehandlingen bør derfor gennemføres ud fra de samme principper som gælder for anbringelser af børnene.
Ad punkt 87
Med henvisning til § 20, stk. 3, fremgår det i punkt 87, at kommunen, når en undersøgelse trækker ud, skal foretage en foreløbig vurdering, som der evt. kan handles ud fra. Men det foldes ikke ud, om en sådan handlen skal være en undtagelse eller en normal forventning, selvom det sidste dog må anses som et minimum, hvis målsætningen om hurtigere sagsbehandling og iværksættelse af indsatser skal indfris.
Ad punkt 89
I punkt 89 nævnes det, at en ”kompleks sag” vil kræve en børnefaglig undersøgelse. Men det uddybes ikke rigtig, hvad ”kompleks” er, og dette åbner derfor til et bredt hos den enkelte sagsbehandler af, hvornår en børnefaglig undersøgelse er relevant.
Ad punkt 94
I punkt 94 nævnes, at man ”således ikke må iværksætte en børnefaglig undersøgelse, hvis en mindre omfattende afdækning efter § 19 vurderes at være tilstrækkelig”. Men hvad betyder ”tilstrækkelig”? Vi mener, at det er vigtigt i videst muligt omfang at præcisere, hvornår en screening er tilstrækkelig, hvornår kommunen skal gå videre og undersøge yderligere, og tilsvarende hvornår en udredning er nok. Ellers kan vi frygte, at det overlades til de enkelte kommuner at forme egen praksis for, hvornår en problemstilling kræver forskellige handlinger, og det derved risikerer at give børnene og familierne en ulige sagsbehandling. Denne opmærksomhed bør skærpes, da der er tale om sagsbehandlingsskridt, barnet og familien ikke kan påklage.
Ad punkt 95
I de senere år er omfanget af den hidtidige § 50-undersøgelse vokset kraftigt, og den periode, det har taget at udarbejde dem, er tilsvarende øget. Det har været et alvorligt problem. Derfor er det vigtigt, at det nye system faktisk fører til kortere forløb for de børnefaglige undersøgelser. Det har været et af de politiske prioriterede mål i lovens tilblivelse. Vi er i Børnesagens Fællesråd desværre ikke overbeviste om, at vejledningen i sin nuværende form vil sikre det.
I lovens § 22, stk. 3 er den hidtidige frist på fire måneder fastholdt, selvom erfaringerne fra blandt andet Ankestyrelsens Børnesagsbarometret viser, at kommunerne ofte har anvendt minimum den dobbelte tid på undersøgelsen. Et opgør med denne ”tradition” kræver altså en klarere præcisering af, hvilken praksis der i hovedreglen skal tilstræbes. Vi bliver derfor i bekymrede, når vi i punkt 95 læser, at ”Forhold, som kommunen ikke har indflydelse på, kan i særlige tilfælde betyde, at undersøgelsen ikke kan afsluttes endeligt inden for fire måneder.”
For vi frygter, at denne åbning med henvisning til den allerede eksisterende praksis kan føre til yderligere udvidelse af undersøgelsernes varighed. Denne bekymring gælder også i henhold til punkt 155
Ad punkt 118
I Børnesagens Fællesråd mener vi, at vejledningen bør være tydelige i forhold til inddragelse og samarbejde med forældrene, børnene og de unge. Punkt 118 opridser gode udgangspunkter for samarbejdet og dialogen med forældrene og unge, der er fyldt 15 år. Formuleringerne
er et godt afsæt for et konstruktivt samarbejde med implicerede, men det er desværre kun knyttet til den børnefaglige undersøgelse for unge på 15 år og derover. Vi mener derfor, at disse formuleringer om samarbejde bør være gennemgående i hele vejledningen, så betydningen af et godt samarbejde og inddragelse står helt klart.
Ad punkt 123
I punkt 123 fremgår en kortfattet bemærkning om, at forældres og børns holdning skal fremgå af opsummeringen af den børnefaglige undersøgelse. Dette bør præciseres, så der ikke opstår tvivl om betydningen af det. Det er ved flere lejligheder desværre påvist, at kommunerne ikke gjorde dette i tilstrækkeligt omfang. Der er derfor al mulig grund til at indskærpe det nu.
Da den nuværende afgrænsning i dette punkt er identisk med formuleringerne i punkt 164 vedrørende kommende forældres holdning til en undersøgelse af forholdene for en gravid, gælder behovet for indskærpelse også det punkt.
Ad punkt 148
I punkt 148 vedr. samarbejdet med vordende forældre om afdækningen af deres problemer fremgår det, at kommunen skal ”tilrettelægge en hensyntagende og inddragende proces”, hvis ”en psykisk funktionsnedsættelse hos de kommende forældre vanskeliggør samarbejdet”. Vi anser det som et godt fundament for sagsbehandlingen og samarbejdet i øvrigt og mener derfor, at tilrettelæggelse med hensyntagen og inddragelse bør være et gennemgående princip i sagerne – det skal ikke begrænses til forældre med funktionsnedsættelse.
Samtidig bør det under samme punkt understreges, at der er tale om undtagelsestilfælde, når der henvises til, at kommunen kan gennemføre afdækning og undersøgelse uden et ”positivt samarbejde” med forældrene og de unge ”i de tilfælde hvor dette vil være særligt besværligt eller meget tidskrævende” understrege. Inddragelse og samarbejde bør være den absolutte hovedregel.
Ad punkt 181
I omtalen af reglerne om fuldbyrdelse af en anbringelse nævnes det i punkt 181, at det ”Afhængigt af den konkrete situation kan være hensigtsmæssigt, at forældrene får mulighed for at ledsage barnet eller den unge til anbringelsesstedet.” Da en sådan ledsagelse kan være forbundet med stort besvær forelægger der en risiko for, det af praktiske grunde fravælges. Det bør af hensyn til barnet derfor præciseres, at forældrenes ledsagelse betragtes som en klar hovedregel.
Ad punkt 186
I forlængelse af punkt 181 fremgår det i punkt 186 i forhold til ændring af opholdssted, at ”Der kan f.eks. være behov for, at forældrene, plejeforældre, bedsteforældre, kontaktpædagoger eller andre, som barnet eller den unge er tryg ved, er til stede ved afhentningen af barnet eller den unge og sammen med børne- og ungerådgiver ledsager barnet eller den unge.” Vi mener tilsvarende her, at denne afgrænsning også bør præciseres, så det understreges, at de nævnte nære voksne som hovedregel bør være til stede for at ledsage barnet, når det skal gennemføre en så vigtig ændring som at flytte til et nyt anbringelsessted.
Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen, Generalsekretær
Se flere nyheder fra Børnesagens Fællesråd HER
Skriv et svar