Børnesagens Fællesråd

Børnesagens Fællesråds hjemmeside

Høringssvar

Høringssvar til udkast til ændring af bekendtgørelse om VISO vedr. oprettelse af en særlig enhed med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold.

Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til ændringen af bekendtgørelsen om VISO vedr. oprettelse af en særlig enhed med ekspertise i grønlandske forhold, der skal anvendes i børnesager om børn og familier med grønlandsk baggrund.

8. april 2025

I vores høringssvar til lovforslaget om den nye enhed bakkede vi op om, at der gøres noget ift. de børnefamilier med grønlandsk baggrund, der oplever, at de udsættes for en urimelig behandling i en børnesag, hvor der har været brugt standardiserede psykologiske test og forældreevneundersøgelser. Vi støtter derfor, at disse sager skal forbi en særlig enhed under VISO med ekspertise i grønlandsk sprog og kultur. Vi støtter tilsvarende, at igangværende sager, hvor der er brugt standardiserede tests, gennemgås for at se, om det har ført til en misvisende vurdering.

Vi påpegede i høringssvaret, at lovforslaget efterlod en del uklarheder, som må forventes at blive et problem, når kommunerne skal omsætte den nye ordning i deres praktiske hverdag. Vi havde håbet, at disse uklarheder under behandlingen af lovforslaget eller i bekendtgørelsen var blevet afklaret. Det mener vi ikke er tilfældet.

Vi påpegede følgende:

  • Det er svært at forstå, at lovforslagets principper ikke også bruges til andre grupper med en særlig kulturel og sproglig baggrund. Især etniske minoriteter, der er i en situation, der ligner den, de grønlandske familier og børn er i. Vi påpegede, at man bør udvide ordningen til at omfatte alle grupper, hvor man kan frygte, at en særlig kulturel og sproglig baggrund giver misvisende resultater, når der anvendes standardiserede psykologiske tests og undersøgelser af forældreevne. Det er desværre ikke sket.
  • Vi mener, at afgrænsning af målgruppen er uklar. Hvornår har man ”en varig tilknytning til det grønlandske sprog, kultur og religion”, som det er formuleret i lovforslagets bemærkninger? Hvad betyder ’varig’? I § 171 b står der, at barnet eller forældrene skal være født eller opvokset i Grønland, men er en familie så omfattet, hvis den flytter til Danmark? Vi vurderer, at uklarheden om målgruppen kan medføre alvorlig usikkerhed hos de berørte familier og en forskellig tilgang i kommunernes praksis.
  • Det er også uklart, hvordan den særlige enhed konkret skal arbejde. Hvordan skal den foretage udredningen af sagerne? Skal den møde borgerne direkte? Skal den anvende en anden form for test, der modsvarer de standardiserede tests, som nu ikke skal bruges? Og hvordan ser en sådan test ud? Vi er bekymrede for, at den særlige enhed efter bekendtgørelsen kan nøjes med at læse sagsakter og vurdere sagerne på baggrund af det. Det kan være meget utilstrækkeligt, men vi kan kun læse bekendtgørelsen sådan, at det er muligt.
  • Vi er glade for, at bekendtgørelsen nævner, at der skal være ”personer med indgående viden om grønlandske sproglige og kulturelle forhold” i enheden. Og at der skal være ”personer, der har de nødvendige sprogkundskaber”. Men der fremgår intet om, at de pågældende specialister skal kunne tale og forstå grønlandsk og dermed være i stand til at kommunikere med familierne på en tilstrækkelig detaljeret måde. Tilsvarende fremgår der heller intet om, at kommunikationen med familierne skal varetages af specialister med de sproglige kompetencer. Det fremgår kun, at enheden ”i øvrigt skal bruge den nødvendige tolkebistand” – men hvad er ”nødvendig”? Vi anser det for ideelt, at familierne og børnene kan mødes af grønlandsktalende medarbejdere.
  • Når den særlige enhed har udredt en sag og besluttet, hvad dens konklusion er, er det uklart, hvilken rolle og vægt den skal have videre i sagen. Hvad vil det sige, at enhedens konklusion ”skal indgå i grundlaget for kommunens afgørelse i sagen”? Og tilsvarende; hvilken rolle spiller det, hvis enheden konkluderer, at der er grund til at tage en verserende sag op igen? Er der blot tale om vejledninger til kommunen, som den kan bruge eller lade være? Hvad sker der, hvis der er kommuner, der slet ikke følger enhedens konklusioner? Vi er bekymrede for, at uklarheden kan underminere selve ideen med lovændringen.
  • Generelt står der ikke noget om, hvornår borgerne kan klage. Kan de klage over en kommunes beslutning om, at familien eller børnene er omfattet af loven – eller ikke er det? Det er vigtigt at kunne klage, når man tager den uklare målgruppeafgrænsning i betragtning. Kan man klage over den særlige enheds konklusion? Og måske vigtigst: kan forældrene eller børnene klage over kommunens brug eller ikke-brug af enhedens konklusioner? Bekendtgørelsen efterlader således vigtige retssikkerhedsmæssige spørgsmål uafklaret.

Børnesagens Fællesråd vil endnu en gang opfordre til, at de nævnte uklarheder bliver afklaret og tydeliggjort, så der sikres grundlag for, at loven reelt kan opnå den ønskede effekt.

Med venlig hilsen

Pernille Gry Petersen

Generalsekretær

Høringssvar til lovforslag om ændring af lov om socialtilsyn mv.

Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkastet til lovforslag om ændring af lov om socialtilsyn mv. (om mere risikobaseret tilsyn, regelforenklinger mv.) Vi fokuserer i vores svar alene på tilbud, der er rettet mod børn og unge og indleder med generelle bemærkninger efterfulgt af konkrete bemærkninger.

20. februar 2025

Generelle bemærkninger

Vi vil indlede med at bemærke, at vi generelt set anser lovforslaget som en alvorlig forringelse af tilsynet med tilbud, der er rettet til børn og unge, som befinder sig i en særlig sårbar positioner. Det vil medføre dårligere kvalitet i børnenes anbringelser, dårligere trivsel blandt flere af børnene og i værste fald direkte svigt.

Forslaget gennemføres i en periode, hvor der er flere eksempler på, at vi har behov for et hyppigt og uvildigt tilsyn, fordi børn blandt andet er blevet anbragt i tilbud, der ikke er godkendt. At socialministeren i november så sig nødsaget til at indskærpe for landets kommuner, at sådan en praksis ikke er tilladt, vidner for os at se om vigtigheden af, at tilsynet ikke slækkes. Tværtimod.

Vi må derfor også desværre konstatere, at forringelsen af tilsynet alene gennemføres af økonomiske sparehensyn. Der er ingen faglige bevæggrunde, og ingen fagpersoner eller -organisationer støtter forslaget.

Vi har siden indførelsen af den eksisterende model for ti år siden og frem mod i dag fået udviklet et socialtilsyn, som grundlæggende set er velfungerende og understøtter en god dialog med anbringelsesstederne om udvikling og kvalitet i tilbuddene. Vi stiller os derfor både undrende og bekymrede over baggrunden for lovforslaget, og at der i udarbejdelsen ikke er inddraget bidrag fra praksisfeltet. En åben proces med repræsentanter for børnene, forældrene og de sociale tilbud selv kunne på et oplyst grundlag medvirke til at forbedre tilsynet og minimere unødvendig regulering. 

Ad 3.1 Et mere risikobaseret tilsyn

Vi kan konstatere, der med vedtagelse af lovændringerne bliver væsentligt færre tilsynsbesøg på de sociale tilbud. Fra et obligatorisk besøg hver år til et hvert andet år i plejefamilierne og hvert tredje år på børne- og ungehjemmene. Derudover vil antallet af ikke-obligatoriske besøg også blive reduceret. Det risikobaserede tilsyn, man sætter i stedet, er en dårlig erstatning. Det er ikke muligt at vurdere risiko fyldestgørende før besøg, så det vil være meget tvivlsomt, om man reelt opfanger alle de situationer, hvor der er behov for et tilsynsbesøg.

Det står i skærende kontrast, at det vurderes relevant at fastholde et årligt tilsyn med tilbuddenes økonomi men ikke tilsvarende med børnenes trivsel på stedet. Logikken bag denne disponering er svær at få øje på.

Ad 3.2 Styrkelse af whistleblowerordningen

Børnesagens Fællesråd støtter, at der skabes en eksplicit whistleblower-ordning. Det er en forbedring, der i nogle tilfælde vil gøre det lettere for både børn, unge og deres pårørende at gøre opmærksom på problemer. Denne styrkelse bør dog ikke stå i stedet for tilsynsbesøgene og ændringen i fokus for tilsynet men kun ske som en forbedring af den nuværende ordning (se kommentarer til afsnit 3.3). 

Det må aldrig blive børnene, de unges og deres pårørendes ansvar at identificere og handle i forhold til dårlige anbringelsesforhold, og en ordning som den bør derfor alene ses som et supplement til tilsynets ansvar. Dertil kommer, at der i relation til plejefamilier vil være langt mindre sandsynlighed for en reel effekt, da børnene i hverdagen har en mere begrænset kontaktflade til pårørende og andre fagpersoner, som kan opdage forholdene. Det understreger derfor blot, at netop plejefamilierne bør have et bedre tilsyn efter sammen kriterier som det nuværende.

Ad 3.3 Justering af krav til vurdering af tilbuddets kvalitet

Tilsynet vil med lovændringerne få et markant anderledes fremtidigt fokus, som vi vurderer, vil medføre markante forringelser for både børnenes trivsel og udvikling.

Fra udvikling til kontrol af minimum

Den vigtigste ændring i tilgangen er, at man går fra at prioritere dialog og udvikling i mødet med de sociale tilbud til at udføre en simpel kontrol af, om de enkelte tilbud fortsat kan godkendes eller ej. Det er en radikal ændring, som bekymrer os. Både for børne- og ungehjemmene og særligt for plejefamilierne, som i det daglige er meget alene om deres opgaver og har begrænset adgang til faglig sparring og udvikling.

Det ekspliciteres i bemærkningerne, at tilbuddene ikke er ”forpligtede til at udvikle kvaliteten i tilbuddet ud over, hvad der vil være nødvendigt for godkendelsen” (s. 29), og at de ”vil ikke have incitament til at hæve serviceniveauet og dermed deres udgifter ud over, hvad der er nødvendigt for at være godkendt” (s. 27). Det fremstår dermed tydeligt, at motivationen for lovforslaget er at sænke ambitionerne for udvikling af rammerne for gode anbringelser, som i dag sker ved anvendelsen af den graduerede og kvalitative vurdering med 5-trins skala, og fremadrettet alene sikre et minimum af indhold.

At der fremadrettet lægges op til en entydig prioritering af uanmeldte tilsyn frem for tilsyn med fokus på grundighed og dialog om kvalitetssikring vil desværre også blot understøtte en mere kontrolpræget praksis og påvirke relationen mellem tilbuddene og tilsynet negativt. For os at se fører det regnestykke ikke til bedre anbringelser. Tværtimod.

Fjernet fokus på det hele barn

Med lovændringerne lægges der op til, at børn anbragt uden for hjemmet sammenholdt med andre børn skal have mindre gode og sammenhængende børneliv. Det er uforståeligt.

Det sker ved, at antallet af kvalitetstemaer i tilsynet reduceres fra syv til fem, og at kravene om fokus på ”Uddannelse og beskæftigelse” og ”Selvstændighed og relationer” udgår. Vi ved fra adskillelige undersøgelser, at netop disse områder er særligt udfordrende for børn og unge i sårbare positioner og dermed ekstra vigtige fokusområder under en anbringelse. Igen kan vi derfor kun stille os uforstående over forslaget.

Med venlig hilsen

Pernille Gry Petersen

Generalsekretær

Høringssvar: Udvid perspektivet på sproglige og kulturelle hensyn i børnesager

Høringssvar til lovforslag om oprettelse af en særlig enhed med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold til anvendelse i visse børnesager.

10. februar 2025

Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive svar på høringen over lovforslaget om oprettelse af en særlig enhed i VISO med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold, der skal anvendes i børnesager vedr. børn og familier med grønlandsk baggrund. Selvom emnet er yderst presserende, vil vi kritisere, at høringen sendes med så kort høringsfrist, da det udfordrer rammerne for at give kvalificerede svar.

Vi indleder vores følgende svar med generelle bemærkninger efterfulgt af konkrete bemærkninger.

Generelle bemærkninger

Vi er glade for, at der med dette lovforslag bliver taget hånd om nogle velkendte problemer, der gennem mange år har eksisteret uden anerkendelse, og som der særligt i den seneste tid har været rejst alvorlig kritik af. 

Vi bakker op om, at der tages initiativ ift. de børn og børnefamilier med grønlandsk oprindelse, der har oplevet urimelig behandling i en børnesag med brug af standardiserede psykologiske test og forældreevneundersøgelser. Der er grund til at gøre noget ved den skævhed, der kan være indlejret i disse tests og undersøgelser. Denne skævhed vurderes dog også at være til stede i en række andre sammenhænge med børn fra familier med markante sproglige og kulturelle forskelle. Forskelsbehandlingen undrer os derfor.

I lovforslaget begrundes forskellen med afsæt i forpligtelserne efter ILO-konvention nr. 169 om beskyttelse af ”oprindelige folk og stammefolk”, gældende siden 1989. Det har gennem årene været forbundet med udfordringer at efterleve konventionens forpligtelser, hvilket vi også anser som årsagen til involveringen i denne sammenhæng. Dog anser vi det afgørende at adskille de specifikke forpligtelser over for ”oprindelige folk og stammefolk” og så hensyn til børns trivsel i en bredere forstand, hvor udfordringerne med anvendelse af standardiserede tests og undersøgelser ikke kan afgrænses til denne specifikke gruppe, men gælder alle børn og familier med markante sproglige og kulturelle forskelle.

For at varetage alle børns tarv bør disse hensyn derfor gælde i bredere forstand og ikke kun for oprindelige folk og stammefolk, da en sådan afgrænsning vil medføre en betydelig forskelsbehandling af børn og familier, som vi kan tvivle på, er legitimt? 

Vores generelle bemærkninger skal derfor læses i det lys, at vi vurderer, at denne nye praksis bør gælde bredere end børn og børnefamilier med grønlandsk oprindelse.

Konkrete bemærkninger

Opbakning til etablering af enhed og gennemgang af sager

Vi støtter, at der etableres en mere målrettet procedure i disse sager ved etablering og anvendelse af en særlig enhed under VISO, der har ekspertise i sprog og kultur. Vi støtter også en gennemgang af igangværende sager, hvor der er brugt standardiserede tests, for at sikre valide vurderinger af forældreevnen og eventuelle revurderinger.

Uklarheder om lovens omsætning

Flere forhold i lovteksten og tilhørende bemærkninger gør det svært at vurdere, hvordan intentionerne reelt skal føres ud i praksis rundt om i kommunerne og i den nye VISO-enhed. Det risikerer at medvirke til stor forskellighed i lovens udmøntning og kan dermed kompromittere børnenes og familiernes retssikkerhed, fordi de får forskellig behandling afhængig af, om de bor i kommune A eller kommune B.

Fortolkning af ”varig tilknytning”

Målgruppen afgrænses til at være børn og deres familier med ”en varig tilknytning til det grønlandske sprog, kultur og religion” (s. 12). Begrebet “varig” kan dog tolkes på forskellig vis. I § 171 b fremgår det, at barnet og/eller forældrene skal være født eller vokset op i Grønland, men hvor går den tidsmæssige grænse for ”vokset op”?

Afgrænsningen mellem VISO og kommunerne

Formuleringen om, at der skal være kompetence i det grønlandske sprog i den særlige enhed, efterlader også uklarhed. Skal der være grønlandsk talende personale i den eller blot fagpersoner med faglig indsigt? 

Det er også uklart, hvordan den særlige enhed skal arbejde. Kommunerne skal bruge den, og den skal overtage udredningen i de sager, der er omfattet af loven. Men hvad er indeholdt i udredningen? Forudsætter det eksempelvis møder med børnene og/eller forældrene, og hvilken indflydelse har det i så fald på kravene til medarbejdernes kompetencer inden for det grønlandske sprog og eventuel anvendelse af bisidning efter gældende regler? Skal enheden udforme egne undersøgelser, der kan modsvare de standardiserede tests, som enheden efter lovforslaget eksplicit afskæres fra at anvende? 

Tilsvarende er det uklart, hvilken rolle og vægt enhedens vurderinger skal have i sagerne. Hvad betyder det konkret, når det beskrives, at enhedens vurdering i udredningen af en sag ”skal indgå i grundlaget for kommunens afgørelse i sagen”? Er der blot tale om vejledninger til kommunen, som kommunen kan forfølge eller forkaste, og hvilken rolle spiller det i så fald i gennemgangen af verserende sager, hvor der lægges op til revurdering af afgørelsen og ændring af barnets og/eller familiens foranstaltning?

Klageadgang

Der fremgår intet om, hvornår borgerne kan klage. Kan de klage over en vurderingen af, at familien eller børnene er omfattet af loven eller det modsatte? Kan de klage over den særlige enheds konklusioner? Og måske vigtigst: Hvad er forældrenes og børnenes mulighed for at klage over kommunens brug/ikke-brug af enhedens konklusioner? 

Vi mener, at disse uklarheder bør præciseres og eksemplificeres i den endelige lov.

Evaluering

Vi vil opfordre til, det præciseres, at evalueringen af Barnets lov får en selvstændig del med fokus på denne særskilte og nye tilgang til børn og sager med markante sproglige og kulturelle forskelle, så vi får mulighed for at vurdere virkningen i praksis og børnene og familiernes oplevelser af sagsbehandlingen. 

Med venlig hilsen

Pernille Gry Petersen

Generalsekretær

Høringssvar til bekendtgørelse om fremme af god opførsel i folkeskolen (ordensbekendtgørelsen) med tilknyttet vejledning

Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkastet til ændring af
ordensbekendtgørelsen med tilknyttet vejledning.

Overordnet mener Børnesagens Fællesråd, at ændringerne bygger på et børnesyn, som er utidigt
og uhensigtsmæssigt set i forhold til viden om børns adfærd. Der anlægges et skærpet perspektiv
på det enkelte barn som problemskaber og årsag til uroen, og løsningen bliver at tilpasse barnet
ved at få det til at ”rette ind”. Men ofte skal årsagen findes i rammevilkårene og dybereliggende
mistrivsel, og de foreslåede skærpede sanktionsmuligheder vil få det enkelte barn til at fremstå
forkert og opleve eksklusion og mindreværd. På længere sigt bliver det sværere for dem at få en
plads i fællesskabet, som de kan trives i og udvikle sig fra. Hvis lovændringerne vedtages, kan det
derfor i værste fald forårsage mere alvorlige konflikter og problemer.

Børnesagens Fællesråd hilser velkommen, at der rettes et fokus på hensynet til de børn, der rammes af uhensigtsmæssig adfærd i skolen. Det er godt, at dette fokus skrives frem i bekendtgørelsen, fordi det selvfølgelig altid bør være en prioriteret opgave, at alle børn får optimale vilkår for
god trivsel og læring i skolen. Dog medvirker ændringerne til at fjerne fokus fjernes fra de rammemæssige vilkår i folkeskolen, som i vid udstrækning forårsager udfordringerne, og hvorvidt der
kunne være andre pædagogiske og normeringsmæssige løsninger på dette. Vi mener derfor i stedet, fokus bør rettes mod en tidlig og systematisk forebyggelse – ikke på skærpede sanktioner, som
vil få udfordringerne til at vokse.

Konkrete bemærkninger

Genoprettende praksis

Vi ved fra erfaringer med metoden ”Genoprettende praksis”, at det kan være relevant og have
gavnlig effekt for et barn at medvirke til oprydning efter rod eller udbedring af skader efter hærværk. Men en klar forudsætning for at opnå den ønskede effekt er, at det sker i en god dialog med
barnet og forældrene og på en måde, og at det ikke sker på en måde, hvor barnet udstilles og
ydmyges. Det bør derfor tydeliggøres, på hvilken måde dette skal ske.

Handlingsplan mod mobning

Børnesagens Fællesråd hilser velkommen, at der er et krav om en handlingsplan mod mobning,
der skal lægges fast allerede ti arbejdsdage efter, at skolen har konstateret, at der er problemer
med mobning. Ydermere er der en god beskrivelse i vejledningen af, hvad en sådan plan kan indeholde. De oplistede 11 punkter fokuserer bl.a. på kontekst og på generelle forhold i klassen og
miljøet på skolen. Det er et konstruktivt og vidensbaseret fokus, som man med fordel kan læne sig
op ad i den øvrige revision af bekendtgørelsen.

Børns digitale liv

Vi kan også tilslutte os, at der kommer et skærpetfokus på børnenes liv på nettet. Det optager en
stor del af børnenes liv i dag, og det er derfor også et af de steder, hvor der kan skabes alvorlige
problemer for enkeltelever og for børnenes fællesskab. Det er derfor vigtigt, at det får plads i diskussionen om, hvordan man kan sikre en god skoledag for alle børn.

Forældresyn og -pålæg

Ændringerne i bekendtgørelsen rummer et uhensigtsmæssigtsyn på forældrene. Vi kan tilslutte os
ønsket og hensigten om bedre inddragelse af forældrene og samarbejde med dem. Det vil ofte
føre til lettere problemløsning, og det kan forebygge, at konflikterspidser til. Vi er derfor uforstående over, at bekendtgørelsen lægger op til, at det kan ske med forældrepålæg efter Barnets Lov.
Forældrepålæg er en konfliktoptrappende sanktion, som fra praksis har vist sig svær at anvende
hensigtsmæssigt, og som ofte ikke får den ønskede effekt. Det anvendes af samme årsag kun sjældent på det sociale område i dag.

Der er intet forskningsmæssigt belæg for, at det som metode er brugbart at forsøge at disciplinere
forældretil at disciplinere sine børn – slet ikke forældre til børn med svære udfordringer. Det kan
derimod forårsage en distance og spænding mellem forældrene og skolen og forældrene og barnet, som kun får den negative udvikling til at tage til i styrke. Ydermere er instrumentet tungt og
bureaukratisk at arbejde med, idet skolen er afhængige af familieafdelingen for at få iværksat pålægget. Vi vil på det kraftigste opfordre til, at forslaget om dette fjernes, og at vægten lægges på
forebyggende tiltag, at kulturen for fællesskaber i skolen styrkes og at forældre inddrages i et samspil med lærere og pædagogisk personale for at sikre, at alle voksne omkring barnet arbejder sammen om dets og fællesskabets trivsel.

SFO’ernes rolle

Flere steder i vejledningen peges der på SFO’en som et sted, et udelukket barn kan sendes hen i
kortere eller længere tid. Det kan bekymre os, da SFO’en i dag netop udgør et trygt og præstationsfrit sted for børnene, som ikke bør forbindes med straf og et sted, man som barn sendes hen
for opbevaring efter uhensigtsmæssig adfærd.

Specialpædagogisk dobbeltrolle

Den specialpædagogisk bistand ikke må blive opbevaring af elever, som man akut ønsker at få væk
fra klassen og fællesskabetfor at skabe ro. Tilsvarende som SFO’en må sådan en støtte ikke udvikle
sig til en sanktion til de elever, som er udfordret på forskellig vis. Desværre fremstår det sådan til
slut i vejledningen, selvom det nævnes, at øjeblikkelig specialpædagogisk bistand ikke må iværksættes som sanktion. Det er dermed vigtigt med en præcision af, på hvilken måde støtten bør
iværksættes.

Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær

 

Høringssvar til lovforslag om ændring af lov om socialtilsyn

Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkastet til ændring af lov om socialtilsyn.

Vi mener, at lovforslaget vil medføre en forringelse af kvaliteten i tilsyn på anbringelsesområdet og dermed retssikkerheden for anbragte børn og unge. Vi stiller os derfor uforstående over for forslaget.

 

Lovændringen er en besparelse, der udspringer af delaftalen om det specialiserede socialområde (kommuneaftalen). Det præsenteres som en ukompliceret afskaffelse af bureaukrati i form af en ”audit-funktion”, som beskrives som nærmest overflødig. Vi mener dog, at lovforslaget er meget mere end det: Det afskaffer muligheden for national støtte til og kvalitetsudvikling af de fem kommuners tilsynspraksis, der ikke er reguleret på anden måde – og som med forslaget ikke lægges op til en alternativ regulering af. I forlængelse af det lægges der i lovforslagets bemærkninger op til en ny praksis med ”mere risikobaseret” socialtilsyn. Det bekymrer os, da det er uklart, hvordan det skal forvaltes, og hvordan de anbragte børns retssikkerhed understøttes og styrkes med sådan en uklar ”gummi”-bestemmelse. Vi må derfor understrege, at ”risikobaseret tilsyn” er en helt forkert vej at gå.

 

Kommunernes overtagelse af tilsynet i 2014 skulle forbedre tilsynet. Desværre viste forskellene sig i praksis fortsat at være for store, hvorfor loven blev ændret på ny i 2021 for at sikre kvalitet og ensartethed i de fem tilsyn. Lovens § 24, stk. 6 sikrede en bemyndigelse til, at Socialstyrelsen kunne og kan fastsætte regler for socialtilsynets udførelse og dermed fastlægge fælles retningslinjer for de fem socialtilsyn, som styrelsen derefter kan følge op på. Samtidig blev der også udstukket stærkere fælles retningslinjer for det økonomiske tilsyn samt den overordnede ”Kvalitetsmodellen for socialtilsyn”, som har lagt en standard for de fem kommuners praksis.

 

Den ændring, der med lovforslaget lægges op til, er vidtgående, og minder om en tilbagerulning til den uens praksis, som lå til grund for lovændringerne i 2014 og senest i 2021. Det bør derfor være velbegrundet, hvis sådan en lovændring foretages, hvilket som minimum forudsætter en evaluering af den 10 år lange periode, den nuværende ordning har fungeret. Vi stiller os derfor yderst kritiske over, hvis lovforslaget vedtages på det nuværende uoplyste grundlag.

 

Når man anbringer børn og unge, så skal man passe ordentligt på dem. Det er et meget stort ansvar, og det forudsætter høje krav og understøttelse af tilsynene at sikre børnenes retssikkerhed og ordentlige vilkår. Al erfaring viser fra både en række ældre og nyere sager, at der kan ske alvorlige fejl eller i værste fald overgreb, hvis der ikke leves op til det ansvar. Vi må derfor ikke gå på kompromis med tilsynenes kvalitet, som lovforslaget lægger op til, da det vil øge risikoen for, at det ansvar reelt ikke kan løftes.

 

Kvalitet i tilsynssystemet koster. Det er uundgåeligt og nødvendigt – både for at sikre ensartethed og høj kvalitet og for at sikre løbende dataindsamling på tværs af landet, i form af den nuværende årlige statusrapport, så vi har mulighed for at undersøge udviklingstendenser. Dog er vi i Børnesagens Fællesråd helt enig i at minimere unødvendigt bureaukrati i relation til tilsynet. Det er på nuværende tidspunkt dog ikke muligt at identificere, hvilke processer og udgifter som på tværs af systemet kan anses for unødvendige og bureaukratiske, og det vil kræve en grundig evaluering at kunne påpege det.

 

Vi kan derfor kun anbefale, at lovforslaget trækkes tilbage, og at eventuelle ændringer først iværksættes efter en evaluering af det nuværende system og en oplyst og grundig vurdering af, hvor der vil kunne skabes forenklinger og besparelser på det samlede system, som ikke risikerer at kompromittere de anbragte børns retssikkerhed.

 

Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær

 

Høringssvar: Kontanthjælpsaftalen vil fastholde børn i fattigdom og hindre adgang til fritidsaktiviteter

Høringssvar til høring over udkast til lovforslag om reform af kontanthjælpssystemet, ophævelse af 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet, fritidstillæg til børn, afklaringsret, rettighedsbaseret tilskud til medicin, m.v.

Børnesagens Fællesråd anvender høringen over udkast til lovforslag om reform af kontanthjælpssystemet mv. til at indgive en kommentar til de punkter, der vedrører børn og deres vilkår.

Kontanthjælpssystemet og niveauerne for overførselsindkomster har stor betydning for omfanget af børnefattigdom i Danmark, og en opvækst i fattigdom har alvorlige følger på både kort og lang sigt både menneskeligt og samfundsøkonomisk – selv ved fattigdom i relativt korte perioder af opvæksten. De negative konsekvenser er forskningsmæssigt veldokumenterede. Senest i ROCKWOOL Fondens undersøgelse fra maj 2024, der dokumenterer, at de lave ydelser til flygtningefamilier i starthjælpen fra 2002 har medført et stort samlet samfundsøkonomisk tab på lang sigt. Særligt fordi det førte til øget kriminalitet og forringede niveauer af uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning for børnene i deres senere voksne liv1.

På den baggrund er det derfor bekymrende, at lovforslaget vurderer at føre til en fordobling af antallet af modtagere af de laveste ydelser, da det vil øge omfanget af fattigdom, hvilket står i modsætning til det umiddelbare mål med reformen. Tilsvarende bekymring gælder i forhold til det lave antal af børn, som lovforslaget forventes at løfte ud af fattigdom. Beregningerne peger på ned mod ca. 2.000 børn, hvilket samtidig først forventes at ske efter en længere årrække. Reformen forventes dermed at fastholde en
stor gruppe børn i fattigdom i en periode, som får svære konsekvenser for dem. Ifølge en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i november 2023 er omfanget 47.200 børn2.

Generelt set bekymrer lovforslaget os derfor i Børnesagens Fællesråd. Dog indeholder det også gode tiltag for børnene i form af medicintilskud og fritidstillæg øremærket børn af kontanthjælpsmodtagere, hvilke vi bakker op om. Vi forholder os dog uforstående over, at fritidstillægget ikke beregnes og tildeles ud fra et ligestillende princip, idet beløbet nedsættes betydeligt for børn af enlige forsørgere. I familier med begge forældre får man 450 kr. pr. barn pr. måned til de første tre børn (maksimalt 1.350 kr. pr. familie pr. måned), mens enlige forsørgere alene får et reduceret fritidstillæg på 112,50 kr. pr. barn pr. måned for de første tre børn (maksimalt 337,50 kr. pr. familie pr. måned). Begrundelsen er, at enlige forsørgere modtager et ekstra børnetilskud, som anses for at vil kunne anvendes til at dække den resterende udgift til barnets fritidsaktivitet. Den begrundelse finder vi dog ikke rimelig, da den alene har hold i teorien og ikke i praksis. Både vi og vores mange medlemsorganisationer ved fra vores kontakt med målgruppen, at eneforsørgerfamilier er afhængige af det ekstra børnetilskud for at få dagligdagen til at hænge sammen økonomisk i forhold til betaling af husleje, fødevarer og andre afgørende udgifter. De har derfor ikke det økonomiske overskud, som antagelsen bygger på, til at kunne betale for fritidsaktiviteterne. En fastholdelse af den foreslåede beregning vil derfor medføre, at børn af eneforsørgere får ringere adgang til fritidsaktiviteter end børn af den øvrige målgruppe og forbliver i social udsathed. Fritidstillægget bør derfor beregnes ens for den samlede målgruppe.

Slutteligt vil vi bemærke, at kravet om dokumentation før udbetaling af fritidstillægget for mange forældre vil opleves umyndiggørende og ressourcekrævende. For en målgruppe, som i forvejen er udfordret af tilværelsens krav og oplevelsen af omverdenens syn på dem, vil det for mange føre til et fravalg og dermed forringede muligheder for børnenes adgang til fritidsaktiviteter. Vi opfordrer derfor til at fjerne dette krav.

Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær

  1. https://rockwoolfonden.dk/udgivelser/lavere-ydelser-til-flygtningefamilier-giver-et-markant-samfunds-oekonomisk-tab/ ↩︎
  2. https://www.ae.dk/analyse/2023-11-stort-fald-i-antallet-af-fattige-boern-men-stadig-store-kommunale-forskelle ↩︎