Uncategorized

Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til ændringen af bekendtgørelsen om VISO vedr. oprettelse af en særlig enhed med ekspertise i grønlandske forhold, der skal anvendes i børnesager om børn og familier med grønlandsk baggrund.

8. april 2025

I vores høringssvar til lovforslaget om den nye enhed bakkede vi op om, at der gøres noget ift. de børnefamilier med grønlandsk baggrund, der oplever, at de udsættes for en urimelig behandling i en børnesag, hvor der har været brugt standardiserede psykologiske test og forældreevneundersøgelser. Vi støtter derfor, at disse sager skal forbi en særlig enhed under VISO med ekspertise i grønlandsk sprog og kultur. Vi støtter tilsvarende, at igangværende sager, hvor der er brugt standardiserede tests, gennemgås for at se, om det har ført til en misvisende vurdering.

Vi påpegede i høringssvaret, at lovforslaget efterlod en del uklarheder, som må forventes at blive et problem, når kommunerne skal omsætte den nye ordning i deres praktiske hverdag. Vi havde håbet, at disse uklarheder under behandlingen af lovforslaget eller i bekendtgørelsen var blevet afklaret. Det mener vi ikke er tilfældet.

Vi påpegede følgende:

• Det er svært at forstå, at lovforslagets principper ikke også bruges til andre grupper med en særlig kulturel og sproglig baggrund. Især etniske minoriteter, der er i en situation, der ligner den, de grønlandske familier og børn er i. Vi påpegede, at man bør udvide ordningen til at omfatte alle grupper, hvor man kan frygte, at en særlig kulturel og sproglig baggrund giver misvisende resultater, når der anvendes standardiserede psykologiske tests og undersøgelser af forældreevne. Det er desværre ikke sket.

• Vi mener, at afgrænsning af målgruppen er uklar. Hvornår har man ”en varig tilknytning til det grønlandske sprog, kultur og religion”, som det er formuleret i lovforslagets bemærkninger? Hvad betyder ’varig’? I § 171 b står der, at barnet eller forældrene skal være født eller opvokset i Grønland, men er en familie så omfattet, hvis den flytter til Danmark? Vi vurderer, at uklarheden om målgruppen kan medføre alvorlig usikkerhed hos de berørte familier og en forskellig tilgang i kommunernes praksis.

• Det er også uklart, hvordan den særlige enhed konkret skal arbejde. Hvordan skal den foretage udredningen af sagerne? Skal den møde borgerne direkte? Skal den anvende en anden form for test, der modsvarer de standardiserede tests, som nu ikke skal bruges? Og hvordan ser en sådan test ud? Vi er bekymrede for, at den særlige enhed efter bekendtgørelsen kan nøjes med at læse sagsakter og vurdere sagerne på baggrund af det. Det kan være meget utilstrækkeligt, men vi kan kun læse bekendtgørelsen sådan, at det er muligt.

• Vi er glade for, at bekendtgørelsen nævner, at der skal være ”personer med indgående viden om grønlandske sproglige og kulturelle forhold” i enheden. Og at der skal være ”personer, der har de nødvendige sprogkundskaber”. Men der fremgår intet om, at de pågældende specialister skal kunne tale og forstå grønlandsk og dermed være i stand til at kommunikere med familierne på en tilstrækkelig detaljeret måde. Tilsvarende fremgår der heller intet om, at kommunikationen med familierne skal varetages af specialister med de sproglige kompetencer. Det fremgår kun, at enheden ”i øvrigt skal bruge den nødvendige tolkebistand” – men hvad er ”nødvendig”? Vi anser det for ideelt, at familierne og børnene kan mødes af grønlandsktalende medarbejdere.

• Når den særlige enhed har udredt en sag og besluttet, hvad dens konklusion er, er det uklart, hvilken rolle og vægt den skal have videre i sagen. Hvad vil det sige, at enhedens konklusion ”skal indgå i grundlaget for kommunens afgørelse i sagen”? Og tilsvarende; hvilken rolle spiller det, hvis enheden konkluderer, at der er grund til at tage en verserende sag op igen? Er der blot tale om vejledninger til kommunen, som den kan bruge eller lade være? Hvad sker der, hvis der er kommuner, der slet ikke følger enhedens konklusioner? Vi er bekymrede for, at uklarheden kan underminere selve ideen med lovændringen.

• Generelt står der ikke noget om, hvornår borgerne kan klage. Kan de klage over en kommunes beslutning om, at familien eller børnene er omfattet af loven – eller ikke er det? Det er vigtigt at kunne klage, når man tager den uklare målgruppeafgrænsning i betragtning. Kan man klage over den særlige enheds konklusion? Og måske vigtigst: kan forældrene eller børnene klage over kommunens brug eller ikke-brug af enhedens konklusioner? Bekendtgørelsen efterlader således vigtige retssikkerhedsmæssige spørgsmål uafklaret.

Børnesagens Fællesråd vil endnu en gang opfordre til, at de nævnte uklarheder bliver afklaret og tydeliggjort, så der sikres grundlag for, at loven reelt kan opnå den ønskede effekt.

Med venlig hilsen

Pernille Gry Petersen

Generalsekretær

Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkastet til lovforslag om ændring af lov om socialtilsyn mv. (om mere risikobaseret tilsyn, regelforenklinger mv.) Vi fokuserer i vores svar alene på tilbud, der er rettet mod børn og unge og indleder med generelle bemærkninger efterfulgt af konkrete bemærkninger.

20. februar 2025

Generelle bemærkninger

Vi vil indlede med at bemærke, at vi generelt set anser lovforslaget som en alvorlig forringelse af tilsynet med tilbud, der er rettet til børn og unge, som befinder sig i en særlig sårbar positioner. Det vil medføre dårligere kvalitet i børnenes anbringelser, dårligere trivsel blandt flere af børnene og i værste fald direkte svigt.

Forslaget gennemføres i en periode, hvor der er flere eksempler på, at vi har behov for et hyppigt og uvildigt tilsyn, fordi børn blandt andet er blevet anbragt i tilbud, der ikke er godkendt. At socialministeren i november så sig nødsaget til at indskærpe for landets kommuner, at sådan en praksis ikke er tilladt, vidner for os at se om vigtigheden af, at tilsynet ikke slækkes. Tværtimod.

Vi må derfor også desværre konstatere, at forringelsen af tilsynet alene gennemføres af økonomiske sparehensyn. Der er ingen faglige bevæggrunde, og ingen fagpersoner eller -organisationer støtter forslaget.

Vi har siden indførelsen af den eksisterende model for ti år siden og frem mod i dag fået udviklet et socialtilsyn, som grundlæggende set er velfungerende og understøtter en god dialog med anbringelsesstederne om udvikling og kvalitet i tilbuddene. Vi stiller os derfor både undrende og bekymrede over baggrunden for lovforslaget, og at der i udarbejdelsen ikke er inddraget bidrag fra praksisfeltet. En åben proces med repræsentanter for børnene, forældrene og de sociale tilbud selv kunne på et oplyst grundlag medvirke til at forbedre tilsynet og minimere unødvendig regulering. 

Ad 3.1 Et mere risikobaseret tilsyn

Vi kan konstatere, der med vedtagelse af lovændringerne bliver væsentligt færre tilsynsbesøg på de sociale tilbud. Fra et obligatorisk besøg hver år til et hvert andet år i plejefamilierne og hvert tredje år på børne- og ungehjemmene. Derudover vil antallet af ikke-obligatoriske besøg også blive reduceret. Det risikobaserede tilsyn, man sætter i stedet, er en dårlig erstatning. Det er ikke muligt at vurdere risiko fyldestgørende før besøg, så det vil være meget tvivlsomt, om man reelt opfanger alle de situationer, hvor der er behov for et tilsynsbesøg.

Det står i skærende kontrast, at det vurderes relevant at fastholde et årligt tilsyn med tilbuddenes økonomi men ikke tilsvarende med børnenes trivsel på stedet. Logikken bag denne disponering er svær at få øje på.

Ad 3.2 Styrkelse af whistleblowerordningen

Børnesagens Fællesråd støtter, at der skabes en eksplicit whistleblower-ordning. Det er en forbedring, der i nogle tilfælde vil gøre det lettere for både børn, unge og deres pårørende at gøre opmærksom på problemer. Denne styrkelse bør dog ikke stå i stedet for tilsynsbesøgene og ændringen i fokus for tilsynet men kun ske som en forbedring af den nuværende ordning (se kommentarer til afsnit 3.3). 

Det må aldrig blive børnene, de unges og deres pårørendes ansvar at identificere og handle i forhold til dårlige anbringelsesforhold, og en ordning som den bør derfor alene ses som et supplement til tilsynets ansvar. Dertil kommer, at der i relation til plejefamilier vil være langt mindre sandsynlighed for en reel effekt, da børnene i hverdagen har en mere begrænset kontaktflade til pårørende og andre fagpersoner, som kan opdage forholdene. Det understreger derfor blot, at netop plejefamilierne bør have et bedre tilsyn efter sammen kriterier som det nuværende.

Ad 3.3 Justering af krav til vurdering af tilbuddets kvalitet

Tilsynet vil med lovændringerne få et markant anderledes fremtidigt fokus, som vi vurderer, vil medføre markante forringelser for både børnenes trivsel og udvikling.

Fra udvikling til kontrol af minimum

Den vigtigste ændring i tilgangen er, at man går fra at prioritere dialog og udvikling i mødet med de sociale tilbud til at udføre en simpel kontrol af, om de enkelte tilbud fortsat kan godkendes eller ej. Det er en radikal ændring, som bekymrer os. Både for børne- og ungehjemmene og særligt for plejefamilierne, som i det daglige er meget alene om deres opgaver og har begrænset adgang til faglig sparring og udvikling.

Det ekspliciteres i bemærkningerne, at tilbuddene ikke er ”forpligtede til at udvikle kvaliteten i tilbuddet ud over, hvad der vil være nødvendigt for godkendelsen” (s. 29), og at de ”vil ikke have incitament til at hæve serviceniveauet og dermed deres udgifter ud over, hvad der er nødvendigt for at være godkendt” (s. 27). Det fremstår dermed tydeligt, at motivationen for lovforslaget er at sænke ambitionerne for udvikling af rammerne for gode anbringelser, som i dag sker ved anvendelsen af den graduerede og kvalitative vurdering med 5-trins skala, og fremadrettet alene sikre et minimum af indhold.

At der fremadrettet lægges op til en entydig prioritering af uanmeldte tilsyn frem for tilsyn med fokus på grundighed og dialog om kvalitetssikring vil desværre også blot understøtte en mere kontrolpræget praksis og påvirke relationen mellem tilbuddene og tilsynet negativt. For os at se fører det regnestykke ikke til bedre anbringelser. Tværtimod.

Fjernet fokus på det hele barn

Med lovændringerne lægges der op til, at børn anbragt uden for hjemmet sammenholdt med andre børn skal have mindre gode og sammenhængende børneliv. Det er uforståeligt.

Det sker ved, at antallet af kvalitetstemaer i tilsynet reduceres fra syv til fem, og at kravene om fokus på ”Uddannelse og beskæftigelse” og ”Selvstændighed og relationer” udgår. Vi ved fra adskillelige undersøgelser, at netop disse områder er særligt udfordrende for børn og unge i sårbare positioner og dermed ekstra vigtige fokusområder under en anbringelse. Igen kan vi derfor kun stille os uforstående over forslaget.

Med venlig hilsen

Pernille Gry Petersen

Generalsekretær