Uncategorized

Generalsekretær Pernille Gry Petersens tale til LIVSVÆRKS 125 års jubilæum, der blev afholdt d. 7. september 2023.

 

Børnehjemmet kalder

For hvem der skal eller vil

Både mandskab og børn skal der til.

Nogen lukker af

Andre søger svar

For god eller dårlig, bliver aldrig som det var.

Nogen stanger

Andre går grassat

Nogen over stregen – og enkelte bliver privat.

Men i mine tanker

Er det der tæller mest

Voksne med omsorg – og de var flest.

————————————————————–

Tænker jo tit på dagen i går

Over sjælens flugt gennem trængsler og sår.

Bruger det også på dagen i dag

Mellem glæde og hygge i venners lag.

For en skadet sjæl har brug for et sted

Hvor de mange smerter kan læges i fred.

Har derfor skabt mig en dyb lille lomme

Hvor uro og frygt kan ligge og komme.

Til hægterne helt af sig selv.

Så livet bliver pragtfuldt – alligevel!

Kære LIVSVÆRK, kære alle

Ordene her er fra de to digte ”Børnehjemmet kalder” og ”En dyb lille lomme”, som er skrevet af Peer Balken, som voksede op, for nogle årtier siden, på 28 forskellige børnehjem og institutioner. Ordene handler om livet som anbragt og de følelser, som følger med som en livsledsagerske. Jeg var så privilegeret at møde Peer forleden, da jeg besøgte Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, hvor han sammen Line, som også er tidligere anbragt, viste mig rundt i deres nye og yderst rammende udstilling med netop titlen ”ANBRAGT”.

Vi talte om anbringelser gennem tiden, om tidligere tiders børnesyn, traditioner, kulturer – og om de nutidige. Vi talte om mødet mellem dedikerede fagpersoner og børn – om mødet mellem dem, som er der for at udføre et stykke arbejde, og dem, for hvem arbejdet udføres i og omkring deres hjem og hverdag. Dem som ÉR ”jobbet”. Vi talte om det svære i at forene de forskellige perspektiver og oplevelser – men også vigtigheden af det. Vi talte om de mange dygtige og dedikerede pædagoger, sagsbehandlere og lærere som hver dag knokler for at give børnene de bedst mulige tilværelser, og vi talte om, at de som tidligere anbragte husker dem, de dygtige, omsorgsfulde og nærværende fagpersoner, og er dem meget taknemmelige. Vi talte om de mange og svære balanceøvelser i arbejdet, som udfordrer til trods for de bedste intentioner, fordi to verdener skal mødes. Vi talte om, at det alt sammen er essensen, når vi taler om børns rettigheder. At rettigheden til at være centrum i eget liv, blive set og hørt, og retten til at udfolde sig på lige vilkår med andre børn er alt det, som favnes, udleves og udgør fundamentet for en anbringelse.

Samtalen faldt derfor også på blandt andet Peers erfaringer, som de to digte indrammer. Det var en anden tid, børnesynet var et andet, blikket for vigtigheden af sammenhæng i anbringelser og så få skift som muligt, var markant mindre end i dag… men ordene om det levede barneliv og oplevelsen af en opvækst meget anderledes end normen og gennemsnittet, og hvilket fundament det bygger for et videre godt liv, tænker jeg er tidsløs.

Jeg har derfor lånt Peers ord og taget dem med i dag, fordi de i min optik fint indrammer meget af det, vi i dag både ser tilbage på, fejrer i nutiden og ser frem imod: Arbejdet med – på tværs af tid –at sikre de bedst mulige rettigheder – og udlevelsen heraf – vilkår og rammer for en god opvækst for alle børn – i rammer vi som fagprofessionelle selv har valgt. I rammer børnene og de unge er blevet placeret i af nogen, som har truffet valgene på deres vegne. Det udfordrer, det stiller høje krav, og det forpligter. 

Den udfordring, de krav og de forpligtelser har I i LIVSVÆRK grebet og stået på mål for gennem 125 år. I har dedikeret jer til en svær og yderst vigtig samfundsopgave: At tage vare på nogens liv og arbejde for at sikre de bedst mulige vilkår både i nutiden og fremtiden. Det har I ud fra en ydmyg grunderkendelse af, at vi, og I, er fejlbarlige, og at vi altid kan blive bedre. Det er nok også grunden til, at vi i dag kan stå her og fejre jeres 125-års jubilæum. For uden dedikation og vedvarende vilje til at udvikle sig, når vi ikke langt.

I dag er en helt særlig dag. For det er ikke hver dag, en børneorganisation fylder 125 år. I bærer på vidnesbyrd på tværs af århundreder om et felt og utallige børneliv, som er tilstræbt at hjælpe til det bedre. Det havde ikke kunne lade sig gøre uden netop dedikation og faglig kvalitet. Det er derfor også med stor glæde, at jeg står her i dag som repræsentant for Børnesagens Fællesråd; Danmarks ældste børnerettighedsorganisation, som I i LIVSVÆRK var med til at grundlægge for 120 år siden. For dengang som nu havde og har I blikket fast rettet mod de sårbare børn og unges rettigheder, vilkår og muligheder. Tre dybt forbundne elementer.

Når jeg kigger ud over forsamlingen tvivler jeg på, at nogen af os har været med hele vejen gennem alle de 125 år. I så fald skjuler I aldringstegnene godt. Men selvom vi ikke har været direkte vidne gennem alle årene, så ved vi, at vi i dag kan se tilbage på 125 år, hvor børns muligheder og krav er blevet et stadigt mere centralt emne. Vi har set fremgang i forståelsen for, at børn har ret til at blive hørt, og at børn SKAL høres i egen sag. For det handler jo om deres liv, ikke vores. Vi har også set en markant fremgang i synet på børns ret til og adgang til uddannelse, sundhed og fri udfoldelse. Uanset om det sker i eget hjem eller som anbragt. I det hele taget har vi været vidne til en markant positiv udvikling i synet på, hvor vigtigt det er at sikre alle børn en tryg opvækst. Vi har set lovgivning blive til, store reformer på social- og børneområdet blive gennemført, love blive forbedret, og vi har været vidne til en voksende bevidsthed om at sætte børns behov i front.

Få år efter etableringen af LIVSVÆRK – og også Børnesagens Fællesråd – så den første børnelov dagens lys i 1905, og lagde de første grundsten til et nyt børnesyn. ”Lov om Behandling af forbryderske og forsømte Børn og unge” lød den mundrette titel, som set med nutidens briller også understreger datidens anskuelse af børns udsathed. Siden kom flere love til, børneinstitutioner af forskellig karakter, nye former for tilsyn og økonomiske ordninger til støtte for børnene og deres familier. Der er siden sket meget, blandt de store nedslag er Servicelovens fødsel i 1998 og nu senest Barnets Lov. Fælles for dem alle har været intentionen om at hjælpe børn til bedre liv og at styrke børns rettigheder og involvering. Ja, i det hele taget at gøre arbejdet bedre i en samtidig optik.

Uden at tage munden for fuld tør jeg godt sige, at I, vi og mange andre i lokalet her har sat forskellige aftryk på den historie. For selvom der tilbage i 1898, og i en del årtier derefter, ikke fandtes lobbyister, så blev der søgt indflydelse, og den blev givet. Der blev lyttet til de faglige erfaringer, fordi det var og værdifuldt. Den lydhørhed er fortsat. For med en vilje til at tage ved lære og hele tiden bestræbe sig på at gøre arbejdet bedre i morgen end i dag – til gavn for børnene og de unge – så får man kun lyst til at lytte og inddrage.

I 1898 talte man ikke meget om børnene. Slet ikke dem som voksede op i udsathed. I dag er børns trivsel på alles læber. I dag taler vi vedvarende om de sårbare børns muligheder og ikke mindst vores forpligtelser til at arbejde for at sikre dem gode børneliv. Men betyder det så, at vi er i mål? Nej. For der er stadig arbejde at gøre og udfordringer at overvinde. For selvom vi i mere end 125 år har haft fokus rettet mod de gode børneliv og i stigende grad at se børn som individer i egen ret, er vi ikke i mål. For en ting er, at vi har fokus på børnene og taler om dem. Noget andet er, om vi husker at tale med dem?

Da rundturen på forsorgsmuseet forleden var ved at være ved vejs ende, fortalte jer Peer og Line om receptionen i dag, og at jeg skulle holde talen her, og jeg spurgte dem til, hvad de som tidligere anbragte – på tværs af generationer – mente, skulle være det eller de aller vigtigste budskaber? Til det fremhævede de næsten i kor, at jeg skulle understrege, hvor vigtigt det er at huske på, at alt det vi i vores fagverdener og daglige arbejde gør, handler om børnenes liv, om børnenes hjem og børnenes hverdag. På tværs af vagtplaner, treholdsskift, nye faglige metoder, nye screeningsværktøjer og masser af faglig dedikation og gejst, er det for dem deres opvækst og tilværelse. Vi skal vedvarende øve os i at se dem i øjnene, sætte os i deres sted og tale med og involvere dem på deres præmisser. Noget som vi tænker, vi gør, men som det ikke er sikkert, de oplever. Vi skal derfor fastholde en nysgerrighed og en interesse i at arbejde i børnehøjde.

Det var for dem vigtigt at understrege, at ordene ikke var ment som en kritik. Men mere en opmærksomhed på at holde fast i fokus og blive ved, selv når det som fagperson kan være svært og dilemmafyldt. Særligt når det er svært og dilemmafyldt. For det er netop der, vi kan gøre den forskel, mange af os har valgt faget og feltet for. Netop her kommer civilsamfundet og jeres arbejde i LIVSVÆRK til sin ret. For netop civilsamfundet kan her gøre en forskel, fordi vi kan tilbyde meget af alt det, en kommune af gode grunde ikke kan. Andre former for relationer, en anden nærhed, noget særligt og værdifuldt. Det skal vi holde et vedvarende fokus på – i dag, i morgen og langt ud i fremtiden.

Hvor leder det os hen – jer som organisation og os som civilsamfund? Jo, hvis vi skal forsøge at forsone den faglige alvor med den festlige fejrings lethed, så lad os for en kort stund lege, vi her, midt i salen, har en stor krystalkugle stående. Hvis vi først ryster den, og siden skærper blikket på den, tager den os med ud på en 125 års lang rejse. Frem til år 2.148, til LIVSVÆRKs 250-års jubilæum. Til den tid vil I og vi – med en forening af gode erfaringer, 125 års yderligere viden og investeringer i bagagen – kunne se tilbage på mange gode årtier, hvor I, vi og andre civilsamfundsorganisationer har fået en helt anden og meget mere markant rolle i dansk velfærd. Ud over at Børnekonventionen til den tid – jo selvfølgelig – for længst er blevet inkorporeret i dansk lov, er det offentlige og civilsamfundssektoren anerkendt som to dybt afhængige størrelser – og vi for længst er stoppet med at tale om manglende ressourcer til udsatte børn. Fordi vi for længst har indset, at det betaler sig at investere massivt i børns trivsel. Krystalkuglen viser os, at I i LIVSVÆRK og andre professionelle civilsamfundsorganisationer til den tid er absolut uomgængelige aktører, som går i front og viser vejen for god velfærd. På samme måde som nu, blot med den plads og ret arbejdet fortjener.

Om 125 år er børns rettigheder ikke længere noget, vi kæmper om og for, da det til den tid er den største naturlighed for al arbejde med og omkring børn. Og til den tid har vi, på tværs af det offentlige og civilsamfundsorganisationerne, fået en fast overbevisning om, at vi udfører det bedste stykke arbejde, hvis vi gør det i forening med hinanden. I år 2.148 sidder I, vi og mange af de andre organisationer repræsenteret her i lokalet sammen rundt om et bord – side om side med kommunerne og regionerne (eller hvad de nu hedder til den tid) og aftaler, hvordan vi løfter opgaverne i flok. Ingen barske forhandlinger om berettigelse og finanslovsreserver, ingen hårde kampe mellem offentlige og civilsamfundsdrevne institutioner. Fordi til den tid har vi på tværs af sektorer for alvor erkendt, at når vi bringer alle vores specialer og kompetencer med til bords, så løfter vi stærkest. Så hjælper vi børnene bedst. Så sikrer vi tilsammen børnenes rettigheder og muligheder.

Selvom jeg formentlig ikke lever til den tid vil jeg se frem til at følge udviklingen hen imod det. Det starter i dag med fejringen af jer, fejringen af det faglige engagement og fejringen af alle potentialerne og den videre dedikation for at sikre børnene bedre muligheder for at være i egen ret. Tag gerne 125 år mere. Så kan det kun ende godt.

Stort tillykke med jubilæet!

Brænder du for at gøre en forskel for udsatte og sårbare børn? Og ser du dig selv med en faglig fremtid, hvor du arbejder med kombineret projektledelse, analyse og politisk interessevaretagelse? Så er du måske vores nye praktikant i Børnesagens Fællesråd.

HVAD KAN VI TILBYDE DIG?

Som praktikant i Børnesagens Fællesråd kommer du til at arbejde tæt sammen med sekretariatets øvrige medarbejdere, som arbejder med alt fra fundraising og projektledelse af vores målgruppe- og medlemsrettede aktiviteter til politisk interessevaretagelse og kommunikation. Afhængig af din baggrund og faglige interesser kommer dine opgaver til at gå på tværs af de områder.

Vi tilbyder dig en udfordrende praktik med masser af muligheder for faglig og personlig udvikling. Hos Børnesagens Fællesråd sætter vi praktikanters bidrag højt. Du vil derfor så vidt muligt blive inddraget i opgaver på lige vilkår med sekretariatets øvrige medarbejdere. Du kommer til at indgå i et arbejdsmiljø, hvor læring, humor og åbenhed vægtes højt, og du vil få en afvekslende hverdag i et tværfagligt miljø.

HVAD KAN DU TILBYDE OS?

Vi forestiller os, at du læser på kandidatuddannelsen inden for socialt arbejde, statskundskab, sociologi, pædagogisk psykologi eller en anden samfundsvidenskabelig uddannelse.  

Derudover:

• Du har allerede din socialfaglige/sociologiske værktøjskasse godt fyldt op fra din bachelor og er nu i gang med din kandidat, hvor praktik kommer til at indgå som et led i din uddannelse.  
• Du har en bred viden om og interesse for det sociale område og faglig metodeudvikling inden for feltet af udsatte og sårbare børn og unge.
• Du har eventuelt erfaring fra praksis eller et studiejob relateret til vores målgruppe.
• Du kan uddrage og videreformidle analyseresultater, og det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med databehandling i eksempelvis Excel.
• Du kan arbejde selvstændigt, bidrager gerne med egne idéer til håndteringen af opgaver og beder om hjælp, hvis du har brug for det.
• Du er fleksibel, engageret og kan lide at blive fagligt udfordret.
• Du er organiseret og er god til at bevare overblikket i en bred portefølje af opgaver.

DINE OPGAVER BLIVER, AT:

Du kommer i praktikken til at få en bred berøringsflade både med hensyn til arbejdsopgaver og faglige emner, da vi er et mindre sekretariat med kontakt til en bred skare af medlemsorganisationer og målgrupper inden for feltet af udsatte og sårbare børn og deres familier.

Konkret kunne opgaverne består i at:

• deltage i dataindsamling, analyse og vidensproduktion relateret til Børnesagens Fællesråds målgruppe og medlemsorganisationers arbejde.
• udføre forskelligartede researchopgaver og videreformidle til resten af sekretariatet og eventuelt specifikke medlemsorganisationer.
• indgå i tilrettelægningen og afviklingen af faglige arrangementer målrettet vores medlemsorganisationer, herunder vores Politiske Forum og faglige netværk.
• bidrage til udarbejdelsen af politiske høringssvar og debatindlæg.
• løse ad hoc-opgaver, herunder praktiske opgaver, i forbindelse med afviklingen af forskellige aktiviteter.

VIL DU SØGE STILLINGEN?  

Praktikperioden begynder som udgangspunkt i starten af februar 2024 og afsluttes i udgangen af maj 2024, men vi er fleksible i forhold til uddannelsesinstitutionens krav. Der er tale om en fuldtidspraktik, som vi tilrettelægger ud fra hensyn til kravene fra din uddannelse og et eventuelt studiejob. Arbejdstiden er som udgangspunkt i tidsrummet fra kl. 9-16 ca. Praktikken er ulønnet. 

Hvis du ligesom os brænder for at gøre en forskel for en sårbar målgruppe og ser vores organisation som et spændende sted at være i praktik, skal du sende os en ansøgning.

I din ansøgning må du gerne beskrive, hvordan:  

• dine studier og erfaringer fra eksempelvis jobs og frivilligt arbejde kan bidrage til vores arbejde i Børnesagens Fællesråd.  
• dine faglige kompetencer og interesser kan bringes i spil i en praktik hos os.
• praktikken passer ind på dit studie og i relation til dit eventuelle studiejob, herunder hvor langt du er på dit studie, hvordan du forestiller dig praktikken afviklet på en gennemsnitsuge med hensyn til ugedage og timetal sammenholdt med eventuelt studiejob mv.

Send din ansøgning og et CV til os senest d. 29. september 2023.

Skriv ”Praktikansøgning” i emnefeltet og send din ansøgning og CV til konsulent Molly la Cour på molly.la.cour@boernesagen.dk. Samtaler forventes afholdt senest i uge 41.

For yderligere information om praktikstillingen kan du kontakte generalsekretær Pernille Gry Petersen på telefon 24626242 eller mail pgp@boernesagen.dk.

Kommentar, Berlingske Tidende, 13. juli 2023

Ny undersøgelse fra Ankestyrelsen viser, at kommunerne fortsat ikke har styr på sagsbehandlingen i sager om udsatte børn. Hvis vi skal undgå, at de politiske løfter om styrkede rettigheder til børnene forbliver ved snakken, er vi derfor nødt til at rette blikket mod de mange fejl, som begås hver dag, skriver Pernille Gry Petersen.

Undersøgelsen indrammes i det netop udsendte »Børnesagsbarometret «, som tager temperaturen på kommunernes sagsbehandling af børnesager; mere specifikt i hvor høj grad de fastsatte regler efterleves.

Trods flere års politisk fokus viser det sig desværre, at der fortsat er tydelige problemer, og at vi på tre år ikke har opnået betydelige forbedringer. Det er i sig selv yderst alvorligt, men det bliver endnu mere alvorligt, når vi ser frem mod de ændringer på området, som den nye Barnets Lov fører med sig fra årsskiftet. Vi må stille os selv spørgsmålet, om kommunerne er gearet til det?

Glemmer at tale med børn

Kommunerne har på visse punkter forbedret sig og handler stort set, som de skal. Det gælder den indledende håndtering af underretninger om børns mistrivsel og de obligatoriske børnesamtaler, som skal holdes i forbindelse med de børnefaglige undersøgelser i familien.

Men når man senere skal tale med børnene om de foranstaltninger, som man fra kommunens side vil sætte i værk, kniber det betydeligt: Kun i knap to tredjedele af tilfældene får børnene den vigtige samtale, selvom det har stor betydning for dem, at de involveres i, hvad der kommer til at ske i deres liv.

Bagefter, når indsatsen så er sat i værk, overholdes loven ej heller langtfra. For alle de børn, som bliver anbragt uden for hjemmet, hvilket må anses som en ret indgribende foranstaltning i et barns liv, følges der i en fjerdedel af sagerne ikke op inden for fristen på tre måneder – og for børnene i mildere foranstaltninger sker det heller ikke i en tredjedel af tilfældene.

Helt skidt ser det ud, når der modtages nye underretninger om børn, som allerede modtager foranstaltninger. Det kunne eksempelvis være et barn, som er anbragt uden for hjemmet, og hvor fagpersoner eller andre i barnets netværk vurderer forværring i sådan en grad, at de underretter kommunen på ny for at få dem til at genvurdere sagen. Men kravet om genvurdering er kun efterlevet i lidt over to tredjedele af tilfældene.

Vi må ikke vænne os til fejl

Jeg kunne desværre blive ved med at gennemgå vigtige sagsbehandlingsskridt, som langt fra overholdes efter lovens forskrifter. De nedslående tal er mange. Til det vil flere måske trække lidt på skuldrene og sige: »Jamen, kravene overholdes jo i flertallet af sager, og kommunerne gør deres bedste«. Ja, det er korrekt.

Men hvor høj fejlprocent bør vi acceptere, når der er tale om sagsbehandling med store konsekvenser for udsatte børns trivsel og fremtid? Mit svar er, at det skal ligge yderst tæt på 0 procent.

Det er vigtigt for mig at understrege, at min bekymring ikke handler om kommunernes intentioner. For dem betvivler jeg på ingen måde. Men Børnesagsbarometret er ikke til at tage fejl af: Det står ikke særlig godt til – og har ikke gjort det i flere år.

Læs kommentaren i Berlingske Tidende her

Kronik, Altinget 14. juni 2023

Folketinget har netop vedtaget Barnets Lov. Det er en kæmpestor gigant af en lov, og forude ligger derfor et omfattende arbejde med implementering. Loven kan lide samme skæbne som Titanic, hvis vi ikke tænker os om, skriver Pernille Gry Petersen.

Barnets Lov blev, som bekendt og i ekspresfart, vedtaget 2. juni 2023 i Folketinget. Selvom der blev givet lidt ekstra elastik på tre måneder, så loven ikke får virkning fra oktober i år, men først fra årsskiftet, venter en omfattende implementering forude.

En supertanker af en praksis skal vendes på hovedet i et oprørt hav – uden slæbebåde at støtte sig til og med udsigten til yderligere kraftig bølgegang, når skibet rammer de kommunale vinde.

Hvis vi skal have skibet sikkert i havn, kræver det mere end blot gode politiske og faglige intentioner. Spørgsmålet er, om vi har og er villige til at investere, hvad det kræver?

Lidt som med skibet Titanic, som blev sendt på sin jomfrurejse i 1912, var planlægningen længe undervejs og fortællingerne store. Intet kunne gå galt, og den nye måde at anskue skibsarkitektur og -drift på var så banebrydende, at alle fortidens fejl og udfordringer forventedes at forsvinde. Men fortællingerne kunne bogstavelig talt ikke holde vand, da skibet stødte på de første store hindringer.

Den store fortælling

Analogien kan lyde voldsom. Men ikke desto mindre synes sammenfaldene med Barnets Lov at være der: Fortællingerne og forventningerne er store.

Men med så komplekst et fagområde, som arbejdet med sårbare børn og familier er, og med involvering af så mange fagpersoner og indsatser på tværs af det offentlige, civilsamfundet og private aktører, som om lidt skal handle ud fra et omfattende lovkompleks på mange hundrede sider, er risikoen for forlis stor, hvis ikke vi tænker os ekstra godt om.

Som vi i Børnesagens Fællesråd for nyligt problematiserede i et indlæg i Altinget, går det hele for stærkt. Kommunerne skal om ganske få måneder omstille sig til en helt ny praksis – i nogle rammer som i forvejen er presset til det yderste.

Hvis vi fastholder de gode fortællinger om lovens intentioner uden at skele til, hvad det reelt kræver at ændre mangeårige og så forskellige vaner og implementere helt nye praksisser, kan vi ende med mindst 98 forskellige modeller for, hvordan loven skal udmøntes.

Vi risikerer altså at sætte børnene og familiernes retssikkerhed over styr, hvis ikke vi holder tungen lige i munden og erkender de store udfordringer, som venter forude – og det ønsker vi vel ikke?

Implementeringen udfordres ikke kun af omfanget og hastigheden. Høj grad af uklarhed og mangelfuld regulering gør det ikke nemmere.

Reel forebyggelse

Foruden den (alt for) store plads til fortolkning – og dermed høj risiko for uens omsætning af loven – giver loven ikke svar på flere af de helt centrale og vigtige spørgsmål, som blev rejst i aftalen Børnene Først.

Manglerne, som vi er nødt til at tage stilling til, er flere. Men lad os for overblikkets skyld fremhæve nogle af de vigtigste.

Det første punkt er manglende fokus på reel forebyggelse. I aftalen Børnene Først var fokus rettet mod forebyggelse. Men det er, som om det fokus i processen med lovens tilblivelse er druknet i fortællinger om den nye lovs potentialer. Forebyggelse som både begreb og konkrete indsatspunkter er blevet reduceret og udgør ikke længere hovedformålet.

Hvordan harmonerer det med, at over tre fjerdedele af de cirka 55.000 børn, som i dag får hjælp efter børneparagrafferne, får støtte og rådgivning i klassisk forebyggende forstand i hjemmet og fritidssammenhænge?

Kun godt 11.000 af dem er anbragt eller bortadopteret. Det stærke fokus på flere anbringelser og særligt på emnet tvangsbortadoption synes derfor ude af trit med den virkelighed, som loven om lidt skal udmøntes i.

Vi må og skal derfor øge fokus på, hvordan vi på tværs af sektorer og aktører i både det offentlige, civilsamfundet og det private felt kan styrke fokus på og omsætningen af de forebyggende indsatser. Potentialerne er netop her ganske store.

Forældreskepsis

Det andet punkt drejer sig om, at forældresynet er vendt på hovedet. Kendsgerningerne om antallet af børn, som modtager hjælp uden en anbringelse, synes foruden det manglende fokus på forebyggelse heller ikke at harmonere med den grundlæggende skepsis over for forældrenes rolle i relation til sårbare og udsatte børn.

De anses nu i markant højere grad end hidtil som et problem, som børnene skal skærmes imod – og ikke som de centrale voksne i barnets liv, som de som oftest udgør, som bør og skal hjælpes til at blive de bedst mulige forældre til at støtte børnene og til at forebygge yderligere mistrivsel. I de allerfleste tilfælde er det forældresyn forkert – både viden- og erfaringsmæssigt.

Med Barnets Lov øges børns rettigheder som bekendt. Det er tiltrængt. De skal have en selvstændig stemme og høres, når det handler om deres liv og vilkår. At vi hidtil har handlet anderledes er næsten ubegribeligt.

Men den nye lov øger primært børnenes rettigheder mod forældrene, mens flere lige så centrale rettigheder ikke er meget i fokus. Eksempelvis rettighederne til at gå mod kommunerne og vælge relationen og samværet med forældrene til, hvis situationen ændrer sig til det bedre.

Rettighederne synes derfor amputeret til kun at handle om at kunne vælge mor og far fra. Det holder slet og ret ikke.

Anbringelse og efterværn

Hvor blev den gode anbringelse og efterværnet af? Taget i betragtning af, hvor meget loven og de politiske ambitioner har fokuseret på anbringelser, tvangsanbringelser og efterværn, er det paradoksalt, at man med loven vælger at udskyde en meget vigtig diskussion om styrkelse af anbringelsesområdet og efterværn, som nærmest fremstår, som om de er glemt.

Anbringelsesstederne afventer lige nu svar på, hvordan de kan medvirke til at løfte ånden i loven frem. For tilsvarende de kommunale forvaltninger ønsker de også at udvikle sig for at hjælpe børnene endnu bedre på vej. Men de mangler svar og retningsvisere, hvilket umiddelbart har lange udsigter, da diskussionen om det er udskudt på ubestemt tid.

Det samme er diskussionen om den vigtige og uforløste gordiske knude vedrørende efterværn og indsatsen over for udsatte unge i overgangen til voksenlivet. Den burde have været central i Barnets Lov, men den er skubbet til hjørne, selvom vi ved, hvor afgørende det er for udsatte og sårbare børn, at vi bygger en god bro for dem langt ind i voksenlivet.

Trods de gode intentioner og takter må vi derfor sande, at den nye og kæmpestore gigant af en lov efterlader flere helt centrale spørgsmål, som vi desværre må afvente mere analyse og måske en senere politisk diskussion af, før end skibet kan sejles sikkert i havn.

Lad der ikke gå længe, før end svarene findes. Det skylder vi børnene.

• Læs kronikken i Altinget her