Høringssvar til lovforslag om ændring af reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten mv.
Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til lovforslag om ændring af reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten mv.
Vi har kun bemærkninger til lovforslagets § 2, der drejer sig om ændringerne vedr. børn og unge i Lov om voksenansvar for anbragte børn og unge. Vi indleder hertil med generelle bemærkninger til lovforslaget, hvorefter vi senere giver konkrete bemærkninger til lovforslaget med henvisning til §§ 9, 15 b og 16 c i Lov om voksenansvar.
Generelle bemærkninger
Børnesagens Fællesråd er forundrede over ændringerne vedr. magtanvendelse over for anbragte børn og unge. Vi vurderer ikke, ændringerne er efterspurgt fra praksisfeltet, og anser dem derfor vidtgående og ufleksible sammenholdt med behovet.
De problemstillinger med alkohol, euforiserende stoffer, mobiltelefoner mv., som ændringerne er tiltænkt som løsning af, er velkendte for feltets fagpersoner, og de bør grundlæggende løses pædagogisk – hvilket de i forvejen i hovedparten af tilfælde er blevet i mange år. På den baggrund stiller vi derfor spørgsmålstegn ved grundlaget for og hensigten med lovforslaget. Samtidig vil vi påpege, at vi finder det kritisabelt, at der lægges op til en øget brug af fysisk magtanvendelse over for børn og unge i sårbare positioner i statens varetægt.
I lovforslagets bemærkninger nævnes det på s. 22, at formålet er at ”Anvende magt … med det formål at varetage den daglige omsorg”. Den tilgang anser vi som et udtryk for et forældet syn på samspillet mellem børnene, de unge og de voksne omkring dem. Dette skærpes af, at der ikke ses nogle overvejelser om negative konsekvenser forbundet med at anvende magt i de foreslåede situationer.
Børnesagens Fællesråd vurderer, at ændringerne vil medføre høj grad af modstand og unddragelsesadfærd fra børnene og de unge, og at ændringerne kan skade den fortrolighed og relationsdannelse, som udgør forudsætninger for en vellykket anbringelse. Vi vurderer, at man i stedet for at lægge op til anvendelse af mere magt, skal fokusere på socialpædagogiske metoder for arbejdet interne regler på anbringelsesstederne (husordener mv.) og for stærk relationsdannelse og motivation for ændring af adfærd hos den anbragte, som skal medvirke til at nedbringe udfordringerne på de nævnte områder.
Foruden at forslagene vil svække det faglige fokus på at løse problemerne med hensigtsmæssige pædagogiske midler, risikerer de at understøtte en uhensigtsmæssig udvikling med øget magtanvendelse i hverdagen. Det vil ikke alene udgøre et alvorligt pædagogisk tilbageskridt men også kompromittere børnene og de unges rettigheder for en opvækst i trygge rammer.
Endeligt så noterer vi os, at ændringerne kun vedrører anbringelsessteder efter § 43, stk. 1, nr. 6, i Barnets lov. Dette udelukker dermed familiepleje, anbringelse på eget værelse mv. Derfor anser vi det som en fejl, at der på side 109 står, at ændringen vedr. magtanvendelse ved tilbageholdelse af alkohol vedrører ”alle anbringelsessteder”.
Konkrete bemærkninger vedr. udvidelse af muligheden for fysisk magt
Ændringerne i § 9 i Lov om voksenansvar åbner for, at man kan anvende fysisk magt på opholdssteder og døgninstitutioner i flere situationer: Når man vil fratage et barn eller en ung euforiserende stoffer, alkohol, hvis barnet eller den unge overtræder husordenen, og alkohol, når anbringelsesstedet i øvrigt vurderer, at det er nødvendigt for at sikre barnets eller den unges trivsel, sundhed eller udvikling.
Det er en ganske vidtgående udvidelse af gældende regler om magtanvendelse. I dag kan man på institutioner og opholdssteder som udgangspunkt kun anvende magt, hvis barnet eller den unge ”udviser en adfærd … der er til fare for barnet eller den unge selv, de øvrige anbragte børn og unge, personalet eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet.” Altså en afgrænsning til situationer, hvor barnet er akut til fare for sig selv eller andre. Lovændringen udvider denne mulighed til også at omfatte mulighed for magt ved beslaglæggelse af alkohol, stoffer mv. i situationer, der ikke er forbundet med akut fare.
Ud fra vores kendskab og vurdering har praksisfeltet ikke efterspurgt eller behov for denne udvidelse af muligheden for magtanvendelse. Dette underbygges på side 104, hvor det det fremgår i relation til aflevering af mobiltelefoner, at ministeriet ”vurderer det usandsynligt, at personalet altid vil kunne lykkes med, via pædagogisk arbejde, at få barnet eller den unge til frivilligt at udlevere sin mobiltelefon” mv. Ændringen er dermed alene begrundet i ministeriets antagelser, uden yderlige begrundelse, og vi må erkende os uenige i den vurdering.
Børnesagens Fællesråd støtter grundlæggende, at det skal være muligt at inddrage alkohol og euforiserende stoffer fra anbragte børn og unge, og vi er kun bekendte med, at det er gældende praksis på institutionerne. Denne praksis lykkedes dog allerede uden brug af magt, hvorfor det for os at se er overflødigt med en stramning og udvidelse af personalets magtbeføjelser. Inddragelsen kan og bør i vores optik ske i dialog med børnene og de unge og ved at motivere dem med en pædagogisk indsats. Ikke ved magt og tvang.
Konkrete bemærkninger vedr. inddragelse af mobiltelefoner og elektronisk udstyr
En ny § 15 b i Lov om voksenansvar giver institutioner og opholdssteder adgang til at inddrage mobiltelefoner og andet elektronisk kommunikations- og spilleudstyr midlertidigt, hvis det vurderes nødvendigt for at sikre barnet eller den unges trivsel, sundhed og udvikling. Børnesagens Fællesråd støtter også her grundlæggende, at denne mulighed for inddragelse skal være til stede. Afgørende er dog, at det sker på en måde, der udvikler børnenes og de unges evne til selv at forholde sig til sig selv og de risici, der er forbundet med overdreven brug af digitale kommunikationsmidler. Det forudsætter dialog med børnene og de unge, for at opretholde eller fastholde en altafgørende fortrolighed og relationen.
Derfor ser vi os nødsaget til at opponere mod, at lovforslaget udvider muligheden for, at en institutions leder kan anvende magt til at inddrage mobiltelefoner og andet elektronisk udstyr, samt at lederen får en udvidet ret til at undersøge et barns eller en ungs person eller opholdsrum for at inddrage det eller afsøge for gemt alkohol. Især muligheden for at kunne udføre personundersøgelse er meget vidtgående. Selvom det af bemærkningerne fremgår, at det primært skal ske ved at klappe på tøjet og tjekke børnenes og de unges lommer og sko, gives der på de sikrede institutioner mulighed for at kræve, at barnet/den unge skal klæde sig af. Dette vil for mange børn i sårbare positioner kunne opleves som svært grænseoverskridende eller decideret som et overgreb.
Ændringen er i øvrigt upræcist defineret, idet der ikke står noget konkret om, hvor længe inddragelsen kan vare. Det understreges hertil i bemærkningerne til lovforslagets § 2, punkt 5, at det skal være ”midlertidigt og for en nærmere afgrænset periode”. Hertil erkendes det, at en inddragelse ”altid vil skulle betragtes som meget indgribende og af væsentlig intensitet, da et barn eller en ung kan have store dele af sit sociale liv på mobiltelefonen”. Men uanset det, så afgrænses midlertidigheden ikke klart. Det nævnes også, at inddragelse ”kun skal anvendes undtagelsesvist”, at det skal være ”så kortvarigt som muligt”, og at omfanget skal ”stå i et rimeligt forhold til formålet”. Men uanset disse bemærkninger, så angives der ikke en maksimal grænse for inddragelsen. Vi anser det som et problem i betragtning af bestemmelsens alvor.
Konkrete bemærkninger til ændringerne vedr. sikrede institutioner
En ny § 16 c i Lov om voksenansvar giver ret til at undersøge besøgende til anbragte børn og unge på sikrede døgninstitutioner for ting, der kan true ordenen eller sikkerheden på institutionen. Undersøgelsen kan alene ske ved, at den besøgende tømmer lommer og tasker og bliver undersøgt med en scanner.
Børnesagens Fællesråd støtter ændringen, der gør den hidtidige ret, der er baseret på anstaltsforholdet, eksplicit og lovbestemt. Det tydeliggør retten til at tjekke besøgende på de sikrede institutioner på en måde, der ikke er specielt vidtgående, og som svarer til den, man udsættes for mange andre steder. Fx i lufthavne. En kontrol, der anses som langt mindre indgribende end det, der omtales i de tidligere nævnte bestemmelser om personundersøgelse mv., og som vi derfor anser som afgrænset og proportionel sammenholdt med institutionens vilkår og formål.
Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær
Se flere nyheder fra Børnesagens Fællesråd HER
Skriv et svar