Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkastet til bekendtgørelsen om lettilgængeligt kommunalt behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel og med symptomer på psykisk lidelse.
Børnesagens Fællesråd vil indlede med at bemærke, at vi anser det som kritisabelt, at bekendtgørelsen først udarbejder mere end et halvt år efter, at loven er trådt i kraft, da det med stor sandsynlighed medfører en uklar og uens praksis på området og dermed kompromitterer retssikkerheden for de børn og unge, som er omfattet af loven. Det er på et generelt plan problematisk, men særligt i dette tilfælde, hvor der etableres en ny ordning og dermed tilgang til arbejdet med børn og unge i psykisk mistrivsel eller med psykiske lidelser.
Generelt stiller vi os undrende over, at der udsendes en bekendtgørelse, som skal fungere som retningsgiver for en ny kommunal praksis, som er relativ overordnet og ukonkret i sine anvisninger. Vi mener, at den bør detaljeres yderligere for at sikre børnene og de unges retssikkerhed, hvilket bør være muligt, uden at det medfører unødig detailstyring og bureaukrati i kommunerne. Vi vil i det følgende konkretisere, hvilke emner som bør konkretiseres. Der henvises ikke til konkrete bestemmelser, da emnerne er gennemgående i bekendtgørelsen.
Målgruppen
Målgruppen for indsatserne er upræcist defineret. Den beskrives som børn og unge fra 5 til 17 år med ”psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse”, som forventes ”at kunne profitere af behandlingen i tilbuddet”. Det nævnes også, at man ved ”psykisk mistrivsel forstår varierende grader af mistrivsel og funktionsnedsættelse”. Vi er bekymrede for, at en så kortfattet og åben definition vil medføre, at praksis fastlægges forskelligartet fra kommune til kommune, og at det i praksis vil medføre, at sammenlignelige børn omfattes af målgruppen i én kommune, mens de udelukkes i en anden kommune. Målgruppen bør derfor beskrives mere præcist, så der ikke bliver afgørende kommunale forskelle.
Tilgængelighed
Det beskrives, at tilbuddet skal være ”lettilgængeligt… til børn og unge i psykisk mistrivsel og med symptomer på psykisk lidelse”. Derudover at børnene og de unge skal ”opleve” tilgængeligheden. Det fremgår dog ikke, hvordan det i praksis kan ske, og hvordan kommunen kan vurdere, om målgruppen reelt oplever tilgængeligheden. Definitionen af tilgængelighed bør derfor præciseres.
Sammenhænge
Tværsektoriel koordinering er et afgørende element i indsatser til denne målgruppe af børn og unge. Det er derfor også positivt, at det fremhæves, at kommunen ”skal sikre, at behandlingen i tilbuddet sker i sammenhæng med … social-, skole-, uddannelses- og sundhedsområdet”. Desværre konkretiseres det ikke, på hvilken måde det skal ske, og hvilke aktører det omfatter. Det bør derfor præciseres.
Indholdet i indsatserne
Indsatserne afgrænses til at omfatte ”forsamtale”, ”screening”, ”behandling” og ”opfølgning”, og det nævnes, at der skal anvendes ”evidensbaserede metoder og manualbaserede værktøjer” til behandlingen. Vi mener, at man skal begrænse unødig detailstyring af kommunernes praksis, og vi er enige i, at den opstillede model med fire elementer i indsatsen suppleret med et krav om brug af veldokumenterede metoder kan være en relevant rammesætning for kommunerne. Det åbner for individuelt tilrettelagte forløb også til børn og unge, hvis symptomer ikke passer ind i faste skemaer.
Vi er dog også opmærksomme på, at rammen er meget overordnet, og at kommunerne får stor handlefrihed til at omsætte den i praksis. Samtidig er vi bekymrede for, om afgrænsningen med ”evidensbaserede metoder” risikerer at udelukke anvendelsen af veldokumenterede metoder, som ikke lever op til kravene for egentlig evidens, men som børn og unge i psykisk mistrivsel har veldokumenteret effekt af, eksempelvis metoder i overensstemmelse med VIVE’s definition af ”lovende praksis”. Vi vil derfor opfordre til en justering, så der tages højde for det. Vi vil desuden opfordre til, at bekendtgørelsen efterfølges af en vejledning, som giver handlingsanvisninger og eksempler på, hvordan relevante indsatser matches og iværksættes i praksis, så vi minimerer risikoen for betydelig forskelsbehandling og kompromittering af børnenes retssikkerhed på tværs af kommuner.
Inddragelse
Det nævnes, at henvisning til børne- og ungepsykiatrien forudsætter ”inddragelse” af den regionale psykiatri. Det er dog uklart, om kompetencen til at foretage henvisninger placeres hos kommunerne eller regionerne, og dermed hvorvidt kommunerne på eget initiativ kan henvise, eller om dette forudsætter en godkendelse fra regionen. Det bør derfor præciseres, så der sikres grundlag for en ensartet praksis.
Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær
Skriv et svar