Høringssvar til vejledning om anbringelse
Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til vejledning om anbringelse, der er knyttet til Barnets lov.
Høringssvaret er inddelt i henholdsvis generelle og specifikke bemærkninger. Bemærk, at vi under de generelle bemærkninger vil henvise til specifikke punkter i vejledningen. Opmærksomhedspunkterne er her dog af mere generel karakter for vejledningen, hvorfor de fremhæves her.
Generelle bemærkninger
Sammenhæng og helhed
Børnesagens Fællesråd anser sammenhæng og helhedsorienteret tilgang i børnesager som altafgørende for at lykkes med de sociale indsatser og sikre børn i udsatte og sårbare positioner de bedst mulige forudsætninger for en god opvækst. Vi må derfor påpege, at der i vejledningen generelt set mangler et fokus på at sikre denne sammenhæng og helhed. Med henvisning til de erfaringer, der generelt set foreligger fra området om, hvor svært det i praksis har været og er at sikre denne sammenhæng, er det vigtigt at få arbejdet med dette rammesat og præciseret i vejledningen. Det søges eksempelvis konkretiseret i vejledningens punkt 46, hvor det kort nævnes, at man i sager med anbringelse uden samtykke ”bør være særligt opmærksom på, om der er behov for at koordinere hjælpen og støtten på tværs af sektorer og forvaltninger”. Vi mener dog, at denne afgrænsning er for overordnet til at sikre kommunerne reel handleanvisning, ligesom at det ikke kun bør gælde for denne type anbringelser men for alle – på tværs af indsatser og involverede aktører i børnenes og de unges sager. Dette bør derfor udfoldes og udvides.
De nye adoptionsregler
Børnesagens Fællesråd mener ikke, at vejledningen giver svar på de uklarheder, loven efterlader vedr. adoption uden samtykke (såkaldt tvangsadoption). De nye bestemmelser i loven åbner for, at tvangsadoption skal overvejes i mange sager, men vejledningen giver kommunerne en begrænset anvisning til, hvornår det skal være en realistisk mulighed. I betragtning af, hvor vigtige ændringer Barnets lov rummer netop på dette område, finder vi, at vejledningen er overraskende kortfattet på det område og uden meget specificering af, hvordan sager vurderes og håndteres. Der mangler eksempelvis en konkretisering og afgrænsning af, hvordan det skal tolkes, når der i lovens § 69, stk. 1 fremgår, at anbringelsen må forventes at vare ”i en længere årrække”, eller der i lovens § 69, stk. 2 henvises til en vurdering af ”manglende forælderevne”?
Den manglende konkretisering i vejledningen vedrørende tvangsadoption står i kontrast til vejledningens beskrivelser i punkt 64 af, hvordan sager skal vurderes og håndteres i relation til anbringelse af et ufødt barn. Her afgrænses det, at der skal være tale om en ”ekstraordinær overbevisende begrundelse på grund af tungtvejende hensyn til barnets bedste”. Da praksis må anses for at være forbundet med lige stor alvor i begge henseender, undrer det, hvorfor der ikke fremgår en tilsvarende beskrivelse og afgrænsning vedrørende beslutninger som tvangsadoption
Vejledningen er tilsvarende tavs om, hvordan børnene skal inddrages i disse vidtgående beslutninger. Dette står i kontrast til hensigten med loven og intentionerne i Børnene Først om at styrke børns stemme og involvering i egen sag. Det bliver særlig problematisk i sager med ældre børn/unge. Eksempelvis i sager, hvor tvangsadoption efter lovens § 69, stk. 1 skal overvejes ”Når Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet”.
I forlængelse af disse vidtgående bestemmelser anser vi det for relevant at fremhæve de græn-ser, som den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastsat omkring tvangsadoptioner, så-ledes at kommunernes praksis tilrettelægges i overensstemmelse med det. Det nævnes kun gan-ske kort i punkt 63 om indstillingen til tvangsanbringelse af ufødte børn, hvorimod det ikke be-nævnes og præciseres i forhold til de langt flere sager, hvor det i lovens bestemmelser stilles krav om, tvangsadoption skal overvejes.
Det vil endvidere være relevant for vejledningen at præcisere, hvordan kommunen skal forholde sig til de følger, der kommer af fx lovens § 69, som efterlader plads til høj grad af fagligt skøn og lokal tolkning af, hvordan praksis skal forvaltes. Det bør fx præciseres, hvilke overvejelser der bør gøres om mødet og kommunikationen med de forældrene, for hvem kommunen i en række tilfælde skal overveje, om anbragte eller anbringelsestruede børn skal tvangsadopteres – sager, som kommunen pålægges skærpet opmærksomhed på i form af et krav om obligatorisk vejled-ning fra Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation VISO, hvis de ikke indstiller nogen sager til tvangsadoption. Det bør fremgå eksplicit, at kommunen skal overveje nøje, hvordan disse forpligtelser og faglige overvejelser og vurderinger kommunikeres, så der opnås det bedst mulige samarbejde med forældrene trods sagernes alvor.
Inddragelse af civilsamfundet
En vigtig fokusering i Barnets lov er inddragelsen af civilsamfundet i forhold til anbragte børn og unge – både i relation til opgaven som støtteperson til anbragte børn og unge generelt set og som venskabsfamilier til børn og unge på børne- og ungehjem. Børnesagens Fællesråd hilser ind-dragelse af civilsamfundet i anbringelsessagerne velkommen, fordi organisationer i civilsamfun-det med deres rækkevidde og specialiseringer vil kunne give børnene en bedre kontakt til og på sigt også forankring i de sociale relationer, som anses som afgørende i et barns opvækst. Fx i relation til at opnå ressourcestærke og prosociale netværk, som kan støtte og bistå barnet og den unge med at bygge bro på tværs af opvækstens vigtige faser og ind i voksentilværelsen, ligesom at det kan give afgang til afgørende fritidsaktiviteter og venskaber. Vi er på den baggrund derfor forundrede over den måde, emnet behandles i vejledningen set i relation til de politiske ønsker i aftaleteksten Børnene Først og områdets generelle potentiale.
I vores optik kan loven kun læses sådan, at kommunen skal inddrage en civilsamfundsorganisa-tion, hvis de ikke kan finde en kontaktperson eller venskabsfamilie i barnets eget netværk. Denne forpligtelse tydeliggøres ikke i vejledningen, og det bør derfor ske, således at fx vejledningens punkt 104 og 111 ikke åbner for en praksis, hvor kommunen selv finder disse støttepersoner og ikke systematisk involverer civilsamfundsorganisationerne som tiltrængt.
Konkrete bemærkninger til vejledningens punkter
Ad punkt 77
I vejledningens punkt 77 fremgår umiddelbart en fejl, idet det nævnes, at barnet eller den unge har ”ret til at blive permanent anbragt”. Dette synes dog at være i strid med lovens hensigt og formulering i § 68, hvor barnet alene ”har ret til at anmode kommunalbestyrelsen om at blive permanent anbragt”, hvorefter den endelige afgørelse beror på et fagligt skøn fra kommunens side.
Ad punkt 96
I punkt 96 nævnes det, at man i danske anbringelsessager skal respektere børnekonventionens bestemmelse om særlig opmærksomhed på kravene for børn fra etniske minoriteter. Herunder at man skal tage hensyn til børnenes etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund. Vi er glade for, at vejledningen prøver at sikre, at disse hensyn faktisk tages, fordi det selvfølgelig er af stor betydning, når et stigende antal børn og unge fra de etniske minoriteter anbringes. Vi ser derfor yderst positivt på denne præcisering og tilstræbelse på at indarbejde Børnekonventionen i praksis for udmøntningen af den nye lov.
Ad punkt 172-189
Hvad angår permanent anbringelse er der i punkt 183 gode formuleringer om betydningen af børnenes oprindelige netværk og relationer, herunder set i relation til deres fremtidige liv som voksne. Det hilser vi velkommen, da det er vigtigt for børnenes trivsel og oplevelse af at høre til. Men vi savner en stillingtagen til og præcisering på tværs af punkt 172-189 af, hvordan kontakten til netværket i form af forældre, søskende, bedsteforældre m.v. kan ske og fastholdes i en per-manent anbringelse. For arbejdet med dette er svært og forbundet med mange dilemmaer, og kommunerne er derfor dårlig stillet uden handlingsanvisninger for, hvordan det i praksis gøres bedst.
Det er i samme punkter ikke præciseret, hvordan børnene og de unge skal inddrages i overvejelserne om de vidtgående beslutninger, som permanente anbringelse udgør. Der lægges dermed alene op til, det skal ske efter de samme retningslinjer som ved øvrige anbringelser. Vi anser dog den permanente status som en skærpende omstændighed, som afføder en særlig opmærksomhed på inddragelsen af børnene og de unge.
Ad punkt 246
Det fremstår i punkt 246 om samvær som om, forældre til anbragte hverken har ret til samvær, eller hvilken betydning samværet har for den anbragte og dermed relevansen af det. Formuleringen ”At det er barnet eller den unge, der har ret til samvær og kontakt, vil betyde, at hensynet til barnet eller den unge vil stå over forældrenes ønske om kontakt og samvær” er for os at se en skærpelse af lovens bestemmelser, idet barnets ret til samvær ikke står i modsætning til en ret for forældrene. Formuleringer udgør dermed ikke en tilstrækkelig handlingsanvisning for, hvordan kommunerne skal tolke og tilrettelægge deres praksis.
Ad punkt 248
Vi hilser velkommen, at der i punkt 248 gives grundige og vigtige anvisninger for kontakten til søskende og bedsteforældre under anbringelser. Disse nære relationer er centrale i mange børns liv både gennem både opvæksten og senere i livet, hvorfor det er positivt at have et særligt fokus på at understøtte relationerne.
Ad punkt 258
Det beskrives i punkt 258, hvordan samværet skal tilrettelægges – dog alene med fokus på de tilfælde, hvor børnene ønsker mindre samvær. Der mangler derfor en præcisering af, hvordan kommunerne skal agere i sager med børn, der ønsker mere samvær.
Der fremhæves en opmærksomhed på, at børnene kan være tilbageholdende med at sige til eller fra af loyalitet over for forældrene. Her bør det også fremgå, at det samme kan være tilfældet i forhold til plejeforældrene.
Ad punkt 280-285
Støtte til forældre til anbragte børn og unge er meget vigtig for at sikre et godt resultat af an-bringelsen. Det har afgørende betydning for både børnene og de unges trivsel og udvikling, at deres forældre får relevant hjælp. På den baggrund hilser vi med glæde velkommen, at der i punkt 275 er en grundig beskrivelse af de opgaver, en støtteperson til forældrene efter lovens § 75 har. Det er en beskrivelse, der kommer godt rundt om de opgaver og overvejelser, der er knyttet til funktionen og opgaven som støttepersonen.
Vi savner dog en tilsvarende klar beskrivelse af forældreplanens indhold og kvalitet efter § 77, som ligger til grund for denne støtte, på linje med den beskrivelse der gives vedrørende helheds-planen i punkt 287. For i punkterne 280-285 præciseres det i grove træk kun, hvornår planen skal udarbejdes og ikke skal. Der mangler derfor en præcisering af, hvad planen skal indeholde, og hvor forpligtende den skal være, således at kommunerne får reelle handlingsanvisninger for arbejdet med dette.
Ad punkt 303
Vi er i Børnesagens Fællesråd generelt bekymrede for den udvidede skønsmæssige ramme, som bestemmelserne i Barnets lov lægger op til, hvormed barnets rettigheder de facto er overladt til den enkelte sagsbehandlers faglige skøn i mange tilfælde.
Det får blandt andet konsekvenser for afklaringen – eller nærmere mangel på samme – af, hvordan opfølgning i sagerne om anbringelse skal ske. Som det fremgår i punkt 303, er der eksempelvis vide rammer for og uforpligtende krav til, hvornår sagsbehandleren skal møde barnet fysisk. Dette anser vi som et problem, da netop det fysiske møde kan være afgørende for, om barnet lærer sagsbehandleren at kende og dermed opbygger den afgørende tillid som forudsætning for at kunne støtte barnet bedst muligt.
Ad punkt 310
I forlængelse af punkt 303 bør det i punkt 310 fastsættes, hvordan barnet sikres kontaktoplysninger til den ansvarlige sagsbehandler, eksempelvis i form af et direkte telefonnummer, så bar-nets kontakt ikke afhænger af viderestilling og videresendelse af opkald, SMS’er mv. og dermed øger risikoen for at barnet ”hopper fra” undervejs i forsøget på kontakt.
Ad punkt 314-315
Det bliver i vejledningens punkt 314-315 tydeligt, hvor stort et ansvar kommunen har eller kan få – og hvor lidt ansvar det kan efterlade til forældrene. Vi mener, at vejledningen på dette punkt bør præciseres, så kommunerne styrkes i at agere i det krydspres og skisma, der opstår – og potentielle afledte konflikter mellem forældrene og forvaltningen – omkring retten til at træffe beslutninger vedrørende barnets forhold. Fx ved at understrege, at forældrene stadig har forældremyndigheden under anbringelsen, selvom den i kraft af kommunens indsats indskrænkes.
Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær
Se flere nyheder fra Børnesagens Fællesråd HER
Skriv et svar