Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til vejledning om ungestøtte i Barnets lov.
Følgende høringssvar er inddelt i henholdsvis generelle og specifikke bemærkninger, hvortil de specifikke bemærkninger er udarbejdet i relation til de vejledningspunkter, som konkretiserer de anviste problemstillinger under høringssvarets specifikke bemærkninger.
Generelle bemærkninger til vejledningen
Børnesagens Fællesråd mener, at støtten til unge i overgangen fra anbringelser er svag og usammenhængende, og at det er en af grundene til, at de unge ofte får en dårlig start på voksenlivet og i værste fald alvorlige problemer senere i livet. Der er derfor al mulig grund til at styrke indsatsen over for de unge markant, og vi har med glæde set, at partierne i aftalen Børnene Først er enige om, ”at der er behov for radikalt at nytænke efterværnsområdet”.
Vi glæder os til denne nytænkning, og anser i det lys den foreliggende vejledning som et foreløbigt dokument, idet de ønskede og nødvendige ændringer ikke rammesættes og understøttes med det nuværende indhold. Vejledningen bør derfor anses som midlertidig og efterfølges af mere grundlæggende ændringer i både lovgrundlaget og kommunernes praksis, hvilket til den tid også må forventes at omfatte vejledningen. Vi håber, at der snart tages skridt til konkret at følge op på aftalens løfte om nytænkning.
Når vi ser bort fra aftalepartiernes intentioner og alene sammenholder vejledningen med rammerne og mulighederne i Barnets lov, vurderer vi fortsat, at vejledningens bestemmelser og detaljeringsgrad er for begrænset. Der leveres ikke i høj nok grad retningsanvisning for, hvordan kommunerne konkret skal udmønte bestemmelserne på en måde, som sikrer ensartethed i den nye praksis for ungestøtte og dermed retssikkerhed for lovens målgruppe.
Vejledningen udvider og nytænker heller ikke i tilstrækkelig grad støtten til de unge i overensstemmelse med lovens forarbejder og dermed den ramme for udmøntning, som den endelige lov skal omsættes inden for. Kommunerne gives ingen praksisanvisning for, hvordan de konkret skal vurdere den unges behov for en ungeplan, og dermed hvorvidt planen skal tilbydes og ej heller en retningsanvisning for, hvordan kommunen konkret skal vurdere, hvornår planen skal ophøre, og på hvilken måde den unge skal inddrages i denne beslutningsproces.
Idet al magten ligger hos kommunen, og den unge ikke gives rettigheder til at klage over kommunens beslutning, sættes de unges retssikkerhed over styr, hvis ikke de praksisanvisninger gives.
Konkrete bemærkninger til vejledningens punkter
Ad punkt 6
Vejledningen slår i punkt 6 fast, at myndighederne ikke må give slip i forbindelsen med den unges overgang fra anbringelse til i voksenlivet. Dette forudsætter en præcisering af, hvordan overgangen tilrettelægges og sikres bedst muligt ud fra de individuelle hensyn til den enkelte unge. Dette giver vejledningen dog ikke svar på.
Praksis for håndtering af overgangene er i dag både uklar og tilfældig fra kommune til kommune, og i visse tilfælde også fra sagsbehandler til sagsbehandler, hvilket medfører både usikkerhed og mange belastninger for de unge. Desværre leverer den nye vejledning efter vores mening ikke en forbedring på det område.
Ad punkt 22-23
I stedet for de hidtidige detaljerede regler for handleplanen gør man gennem loven og vejledningen det ret uklare begreb ”den unges trivsel” til pejlemærke for, hvad en ungeplan skal fokusere på. Dette står dog samtidig i kontrast til den detaljeringsgrad, som ses i punkt 22-23, hvori det kræves, at der skal fastlægges konkrete mål i den enkelte ungeplan. Denne dobbelthed giver anledning til usikkerhed, om det på den ene side er for løs en ramme at overlade definitionen af den enkelte ungeplans indhold til den enkelte kommunerne – og på den anden side at kræve så stor konkretiseringsgrad af målene i den.
Ad punkt 26
Vejledningen slår i punkt 26 fast, at ungeplanen skal koordineres med uddannelsesplanen efter Lov om kommunal ungeindsats. Denne ændring er tiltrængt. Dog giver vejledningen heller ikke her tilstrækkelig eksplicitte og forpligtende krav, som medvirker til at sikre de unges uddannelse. Vejledningen påpeger, at tilrettelæggelsen af de unges uddannelsesforløb skal koordineres med kommunen, men uddyber ikke, hvordan støtten skal koordineres, så den unge i praksis gennemfører forløbet, fx anvendelse af studiestøtte, mentorer, økonomisk hjælp, hjælp ved studieskift mv. Hvis ikke dette præciseres, ses der også her at opstå – og blive videreført – en tilfældigt kommunal praksis.
Ad punkt 29
Vi finder det problematisk, at vejledningen i punkt 29 åbner for, at kommunen ikke behøver en
undersøgelse eller afdækning af den unges behov som forudsætning for at udarbejde en ungeplan. Det slås fast, at planen skal tage udgangspunkt i den valgte indsats, hvilket i vores optik udgør en ulogisk og fagligt forkert fremgangsmåde: Indsatser bør altid vælges med afsæt i en konkret målsætning for en ungeplan, da det ellers bliver tilfældigheder, som styrer, hvilken støtte et en ung har behov for, og ligeledes tilfældigheder som præger effekten af indsatsen. Det giver i vores optik heller ikke mening, når der lægges op til, at rådgiveren kan anvende de mål, som er beskrevet i ungeplanen, til at vurdere effekten af indsatsen. Dels fordi målene først er beskrevet efter valg af indsats, og dels fordi det bliver tilfældigt, hvad effekterne holdes op imod, hvis opgaven ikke fastsættes som en ”skal”-opgave men i stedet kan vurderes vilkårligt.
Ad punkt 30
I punkt 30 slås det fast, at ungeplanen også skal omfatte støtte til forældrene og familien. Det er et vigtigt forhold, som skal fastholdes over for kommunerne, fordi det har stor betydning for de unge og for deres fremtidige liv i/med familien. Særligt også fordi der desværre er en lang forhistorie med kommunale forsømmelser netop vedrørende støtte til forældre, søskende og familien. På det punkt indeholder vejledningen derfor en tydelig forpligtelse af systemet ift. de unge og familien, hvilket vi hilser meget velkommen.
Ad punkt 32-36
Beskrivelsen af den særlige helhedsorienterede plan i punkt 32-36 er desværre for ukonkret. Planen skal anvendes til unge med komplekse og sammensatte problemer, og den bør samle indsatserne fra flere forvaltninger i én plan. Men det sikrer vejledningen ikke tilstrækkelig understøttelse af. Loven gør det svært, fordi den heller ikke giver de unge rettigheder ift. denne plan. Det er derfor ekstra vigtigt med konkretisering i vejledningen.
De unge gives ikke en konkret ret til udarbejdelsen af helhedsplanen, som i stedet overlades til den enkelte kommune at vurdere behovet for, og de unge gives ikke klageadgang, hvis kommunen afviser at lave den. Dertil er vejledningen meget løs i sin beskrivelse af helhedsplanen: Der står ikke noget om, hvilken anden lovgivning, den skal række ind i; hvordan denne lovgivning inddrages, hvordan man kan forpligte andre forvaltninger til at bidrage til planen, og hvordan koordineringen skal foregå. Herunder, om der skal være en koordinator af planen. Der er intet i teksten, der forpligter det samlede system til at skabe en helhedsplan og til at fastholde den i praksis. I værste fald gør det bestemmelsen om helhedsplanen til en tom gestus, hvilket må anses for alvorligt.
Ad punkt 45
Også punkt 45 er er ukonkret, hvilket lader det være op til den enkelte kommune at vurdere om og hvordan, en eventuel videreførelse af den tværgående planlægning og indsats skal ske. Det påpeges, at der kan være behov for ”et samarbejde mellem de forskellige afdelinger i kommunen”, men det nævnes kun, at kommunen skal ”sikre, at den unge kommer i kontakt med de relevante hjælpesystemer”. Det er uforpligtende for kommunen, og det risikerer at overlade den unge til selv at skulle sikre koordinering og helhed i sit videre forløb. Det virker igen, som om man i vejledningen er angst for at forpligte systemet til at levere den helhed og de indsatser, der er afgørende.
Ad punkt 56-57
I relation til afslutning af ungestøtten slås det i punkt 56 fast, at der ikke kan ”opstilles et krav om, at den unge skal være helt selvhjulpen, således at der ikke er behov for støtte, når den unge fylder 23 år.” Denne manglende kravsætning undrer os, da dette synes at være hele formålet med en ungestøtte. For hvis den unge som udgangspunkt ikke er selvhjulpen ved det 23. år, medmindre helt særlige forhold såsom eksempelvis funktionsnedsættelse, er den unge ilde stedt i sin efterfølgende forløb i regi af sociallovgivningen gældende for voksne. Det nævnes, at ”fokus skal være på” uddannelse, beskæftigelse og ”andre relevante forhold” såsom trivsel, bolig, økonomi og husholdning.
Endelig nævnes det i punkt 57, at ”indsatsen skal bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse”. Men hvad omfatter disse formuleringer konkret? Også her synes vejledningen at være både upræcis og uforpligtende i sin beskrivelse af målet for støtten til de unge. Vi frygter, at kommunerne i værste fald vil kunne økonomisere med indsatserne og nøjes med yderst begrænsede og uforpligtende rammer og indsatser, som ikke kommer den unge til gavn.
Ad punkt 60
Beskrivelsen af de forskellige former for ungestøtte mangler efter vores mening reel nytænkning. Fx er der ingen overvejelse om, hvordan en kontaktpersonordning kan kombineres med de anbringelsessteder, den unge forlader, selvom det vil være oplagt at prøve at finde personer der, fordi det kan fastholde gode relationer for den unge og øge trygheden og et genkendeligt element i en sårbar proces.
Tilsvarende er omtalen i punkt 60 i tråd med hidtidig praksis på området: Relativt korte ophold på anbringelsesstedet uden tanke for, at udslusning bør være et samspil, der både kan foregå ude i samfundet, hvor den unge nu bor, og på anbringelsesstedet, og at anbringelsesstedet – på linje med forældre til børn, der ikke er anbragt – både kan være en base, den unge kan vende tilbage til og en støtte for den unge ind i voksenlivet. Anbringelsesstedet kunne således få en ny støttende rolle for den unge med mulighed for en flersidet overbygningsfunktion til livet ”uden for murene”, som kunne tilrettelægges efter de konkrete omstændigheder. Hele dette perspektiv på overgangen fra anbringelse til livet på egen hånd bør derfor fremgå tydeligt at vejledningen.
Beskrivelsen af de ”andre former for støtte” til de unge i punkt 60 kunne måske åbne for nogle
gode indsatser, men der nævnes kun psykologsamtaler og netværks- og samtalegrupper. Det er gode tilbud, men det udgør en smal palet, og der lægges ikke op til nytænkning i kommunerne med hensyn til tilbud til de unge, der er tilpasset den enkeltes særlige behov. Fx kunne vejledningen beskrive, hvordan kommunerne som en ”anden form for støtte” konkret vil kunne støtte unge i at lære at styre deres økonomi, at gennemføre en uddannelse, at klare et behandlingsforløb etc. Altså forslag til en bredspektret vifte af konkrete indsatser, som vil kunne fungere som reelle retningsvisere for kommunerne.
Ad punkt 67
Der ses i punkt 67 en fortsat manglende reel nytænkning og opgør med den hidtidige praksis på området, sådan som det ellers defineres i den politiske aftale og forarbejderne til loven. Det slås fast, at det ”ikke giver mening at genetablere en udslusningsordning”, hvis den unge har forladt anbringelsesstedet. Det er svært at forstå begrundelsen for det, idet en ung, som måske har været væk fra anbringelsesstedet i en periode, kan have glæde af at kunne genetablere forholdet med mulighed for fx et ”udslusningsophold”, hvis vedkommende er udfordret i sin overgang til voksenlivet og ønsker at kunne vende tilbage til kendte rammer og relationer for en kort stund. Nøjagtig som andre unge, som søger støtte hos sine forældre i hjemmevante rammer.
Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær
Se flere nyheder fra Børnesagens Fællesråd HER
Skriv et svar