Social-, Bolig- og Ældreministeriet har anmodet om Børnesagens Fællesråds bemærkninger til udkast til vejledning om generelle bestemmelser i Barnet Lov.
Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til vejledning om generelle bestemmelser i Barnet lov.
En gennemgående skævhed i vejledningen
Ud fra en overordnet vurdering mener vi, at fokus i vejledningen er skæv sammenholdt med den viden, vi har om fordelingen af de forskellige indsatsbehov på området. Vejledningen fokuserer primært på de børn og unge, der er anbragt, og ikke på det store flertal af børnene og unge, der får hjælp i hjemmet hos og i samarbejde med deres familier – rådgivning, kontaktperson, familiebehandling, aflastning, handicapkompenserende ydelser mv.
Cirka 80 % af de godt 50.000 børn og unge, der i dag får støtte efter Servicelovens § 52, får det uden at være anbragt. Dertil kommer de børn og unge, hvis familier får forebyggende støtte efter den nuværende § 11. Alle disse børn og unge lever i deres familie, og støtten er i høj grad rettet mod at hjælpe forældrene til at få familien til at fungere og til at sikre børnene et godt liv uden mere indgribende foranstaltninger. Alle disse familier og børn og unge omfattes også af barnets lov.
På den baggrund er det bekymrende, at den målgruppe knapt fremgår vejledningen, og at vægtningen i vejledningens fokus ikke afspejler fordelingen af indsatsmålgrupperne i forvaltningen. Vejledningen ses i stedet primært at rette sig mod situationer, hvor det offentlige har overtaget omsorgen og ansvaret for børnene. I punkt 13 slås det fx fast, at ”hjælp og støtte efter barnets lov skal tilrettelægges og varetages således, at barnets og den unges grundlæggende ret til omsorg, tryghed, beskyttelse og inddragelse sikres af myndigheder, fagprofessionelle, så som lærere, pædagoger, og andre voksne omkring barnet.” Familien og forældrene er her slet ikke nævnt, selvom familien er rammen for de allerfleste børn og unge, der får støtte, og forældrene både af navn og af gavn er de primære omsorgspersoner. Det gælder også de mange børn, der får hjælp i familien på grund af et handicap.
Til gengæld giver formuleringen nogle fagprofessionelle en rolle og et ansvar, som både synes at stå i kontrast til Forældreansvarsloven, og en rolle og et ansvar de formelt set ikke har lovgivningsmæssigt efter hverken bestemmelserne i Barnets lov eller anden særlov, og som de inden for gældende rammer vil have svært ved at løfte. Lærere og pædagoger har for børn, der er anbragt eller får anden støtte efter Barnets Lov fx ikke et formelt ansvar for at sikre ”omsorg, tryghed, beskyttelse og inddragelse”. De er forpligtet på deres egne opgaver i skole og dagtilbud og på deres underretningspligt. Så det fremstår misvisende at henvise til dem i en opregning af ansvarlige fagprofessionelle, og det risikerer at give anledning til både udvikling af en uhensigtsmæssig praksis og en forvirring om, hvem som reelt løfter ansvaret på tværs af familien og de offentlige sektorer.
I punkt 41 slås det fast, at der skal lægges vægt på, ”at barnet eller den unge får en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten”, og at det er vigtigt, at ”barnet eller den unge ikke ses som en adskilt del af familien”, samt, at ”det også er vigtigt, at barnets eller den unges situation ses i et langsigtet perspektiv.” Men det er uklart, hvad der ligger i disse formuleringer, og hvilken betydning de får for børnenes og de unges liv i familierne og for deres samspil med forældrene. Og for forældrenes rolle. Der lægges dermed op til individuelle skøn hos den enkelte forvaltning og sagsbehandler for, hvordan det skal fortolkes og omsættes i relation til det enkelte barn/den unge og familien.
I punkt 42 er det nævnt, at kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge sagsbehandlingen sådan, at barnet eller den unge har mulighed for at medvirke aktivt i forløbet ”på lige fod med forældrene”. Men ingen steder i vejledningen foldes det ud, hvordan forældrene skal medvirke aktivt, og på hvilken måde forvaltningen og sagsbehandlerne forventes at inddrage og samarbejde med forældrene. Kommunalbestyrelsen har dermed ikke den rettesnor for at udstikke retningslinjerne for praksis, som formuleringen ellers lægger op til.
I punkt 50 nævnes, at kommunen i hver enkelt sag i relevant omfang skal overveje, ”hvordan barnets eller den unges netværk kan inddrages.” Men der er ingen præcisering af, hvad det mere konkret omfatter. Og formuleringen retter sig bredt mod netværket, hvilket i praksis typisk forstås i bredere forstand og ikke som omfattende forældrene.
I punkt 80 nævnes det, at kommunen skal binde den forebyggende indsats ”herunder den indsats, der iværksættes i forskellige sektorer på børneområdet som f.eks. sundhedspleje, dagtilbud, skole og den frivillige sektor, sammen med den målrettede indsats.” Heller ikke her præciseres det, hvordan samspillet med forældrene i disse tilfælde kan eller skal ske, selvom netop det forebyggende arbejde i meget høj grad har sit fokus her. Det nævnes dog i punkt 81, at kommunen skal ”sørge for, at opgaver og tilbud udføres i samarbejde med forældrene” – uden at det præciseres, hvordan ”samarbejde” skal forstås og omsættes i forhold til forældrenes rolle, ansvar og samspil med kommunen?
Også i forhold til de anbragte børn og unge bør forældrene indtænkes som vigtige omsorgs- og ansvarspersoner, selvom børnene ikke bor hos dem primært eller overhovedet. Vi ved fra forskningen og fra praksis, at det som hovedregel betyder meget for børnene, det er stadig dem, der har forældremyndigheden, og flertallet af de anbragte børn kommer hjem til forældrene igen – enten i forbindelse med en hjemgivelse før det 18. år eller på den unges eget initiativ som voksen efter anbringelsens ophør ved det 18. år, hvorefter de oftest lever deres voksenliv som en del af den familie, de en gang blev anbragt fra. Men heller ikke her giver vejledningen svar på, hvordan forældrene og familien kan eller bør indtænkes.
Børnesagens fællesråd mener derfor, at vejledningen i høj grad overser familien som ramme om børnene og de unge og særligt forældrene som vigtige aktører, som skal hjælpes til at være gode omsorgspersoner for børnene og de unge. Det er en uheldig skævhed, som er i modstrid med den virkelighed, vi og vores mange medlemsorganisationer erfarer, børne- og familiearbejdet foregår i rundt om i landets 98 kommuner. Det indebærer dermed en dårligere støtte til de rammer og forhold, som er en realitet for børnene og de unge.
Inddragelse og samtaler
Barnets lov har som klar målsætning at give børnene og de unge en stærkere stemme og mere indflydelse. Det er et mål, som Børnesagens Fællesråd absolut bakker op om. Men vi er usikre på, om lovens kortfattede tekst er for upræcis og bred til at sikre det i alle kommuner. Derfor er vi glade for, at vejledningen i punkterne 17-20 ret grundigt beskriver inddragelsen og børnenes og de unges mulige indflydelse i egen sag. Vi håber, at det vil være nok til at guide kommunerne i at nå målsætningen, så vi ikke får 98, og måske flere, forskellige modeller med varieret inddragelse.
Vi noterer, at det i punkt 17 slås fast, at kommunen i inddragelsen kan tage andre former for kommunikation i brug. Fx ”spørgeskema, observation eller visuelle, computerbaserede, billede- og tegnbaserede tilgange.” Vi vil opfordre til, det også overvejes, hvorvidt det af forskellige hensyn til datasikkerhed er muligt at kommunikere med børnene og de unge på deres vante kommunikationskanaler som fx sociale medier.
Vi synes, at det er særlig vigtigt, at børnene og de unge vejledes konkret og i øjenhøjde om deres rettigheder. I et sprog, de forstår, og med tydeliggørelse af deres handlemuligheder. Vi kan se i punkt 20, at der skal vejledes om børnenes og de unges ret til at få en bisidder. Det er godt – og det bør følges op af et tilsvarende generelt krav om, at de vejledes om deres rettigheder.
Vi er usikre på, om der er klarhed om kommunernes notatpligt i den nye model for samtaler og inddragelse, hvor det skal ske løbende og behovsbestemt. Vejledningen bør gøre det tydeligt for kommunerne, hvad de skal notere og hvordan. Ellers frygter vi er ret ujævn praksis i kommunerne om det.
Færrest mulige professionelle?
Barnets lov fastlægger i § 8, stk. 2, at kommunen skal bestræbe sig på, at der er færrest mulige professionelle omkring barnet og den unge. I Børnesagens Fællesråd anser vi bestemmelsen for uklar, og desværre afgrænser vejledningen det ikke yderligere. Snarere tværtimod. Kravet om færrest mulige professionelle ændres i punkt 49 til, at kommunen skal ”sørge for, at arbejdet med det enkelte barn eller unge tilrettelægges på en sådan måde, at barnet eller den unge så vidt muligt oplever kontinuitet og stabilitet i kontakten med kommunen og de fagprofessionelle”, samt at kommunen skal undgå, ”at barnet eller den unge skal forholde sig til unødigt mange fremmede.”
Til slut udvides punktets fortolkningsmulighed med en formulering om, at det ikke betyder, at ”kommunen bliver forpligtet til at fastlægge et specifikt loft for antallet,” og at kommunen selv beslutter organiseringen af arbejdet. Vejledningen må dermed anses for at udvande lovens krav om ”færrest mulige professionelle”, hvilket i praksis giver kommunerne mulighed for at fortolke og tilpasse kravet frit.
Bisiddere kan findes mange steder
Vejledningen beskriver forholdene omkring bisiddere grundigt og dækkende. Det hilser vi velkommen, fordi netop brugen af bisiddere kan være med til at sikre børnene og de unge en ordentlig inddragelse og indflydelse. Der er dog to forhold, vi vil påpege:
Flere steder i vejledningen nævnes ”en professionel bisidder”. Det er et uklart afgrænset begreb, som der ikke tages stilling til i loven. Det giver os derfor anledning til bekymring, da denne gentagne snak om ”professionel” bisidder kan skabe forvirring i kommunernes arbejde med ordningen. Vi opfordrer derfor til at undlade ordet.
Endeligt er vi forundrede over, at der i vejledningen fortsat fremhæves en specifik aktør på området af professionelle bisiddere (Børns Vilkår).. Der drives bisidderordninger i flere forskellige organisationer med forskellige specialer. Det kan derfor give anledning til bekymring, at der i vejledningen fremhæves én specifik aktør frem for andre, da det foruden at gå imod armslængdeprincippet efterlader en risiko for, sagsbehandlerne ikke afsøger bisidning ud fra det enkelte barns specifikke behov, (fx handicaporganisationer, Barnets Stemme, Joannahuset m.fl.), men vælger en bisidder ud fra kendskabet til et fremhævet navnet. Vi appellerer derfor til, at der enten fremhæves flere eksempler i en formulering som inspiration, som lægger op til en netop konkret afsøgning af det enkelte barns behov, eller at der undlades navns nævnelse.
Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær
Se flere nyheder fra Børnesagens Fællesråd HER
Skriv et svar