Vi ved fra forskellig forskning, at forældrene udgør en vigtig ressource i børns og unges liv, og at deres interesse for børnenes aktive liv og deltagelse i værdifulde fællesskaber har afgørende betydning for børnenes trivsel. Jo større forældrenes interesse er, des mere aktivt går et barn ind i de sociale fællesskaber. Børn, som ikke magter at deltage, og som mangler forældrenes opbakning til det, er ofte ensomme og uden for kammeraternes fællesskab. Forældrene skal derfor anerkendes som en ressource for barnet, og de skal have støtte til og mulighed for at fungere som forældre, der tager ansvar for børnenes og de unges aktiviteter. Derfor skal de mødes fordomsfrit og understøttes i at involvere sig aktivt og bakke op om børnene og de unges aktiviteter.
Nogle forældre har behov for viden og bevidsthed om, hvor stor betydning deres opbakningen har for barnets aktiviteter – i alt fra foreningslivet til samværet med en mentorfamilie. Andre forældre har brug for hjælp til at bakke op om børnenes aktiviteterne på en måde, der ikke skaber problemer for barnet. Og nogle forældre har slet og ret behov for praktisk eller økonomisk støtte til at kunne overkomme at tage aktiv del i børnenes aktiviteter.
Anbefalinger
- Inddragelsen af forældrene i børnenes og de unges aktiviteter skal prioriteres. Man skal understøtte forældrene i at støtte børnene, økonomisk og/eller socialt, og nogle forældre skal støttes til at opnå en indsigt i, hvad en aktiv deltagelse kræver. Hvis de har behov for det, skal de støttes i at håndtere de forpligtelser, som følger med børns fritidsaktiviteter i form af at huske aftaler, transportere barnet mv.
- Fagpersoner og frivillige på tværs af det offentlige og civilsamfundets organisationer skal møde forældrene fordomsfrit og inddrage dem som ressourcepersoner med respekt for den enkeltes forudsætninger.
- Børnene og deres forældre skal informeres om mulighederne for indsatser i civilsamfundets organisationer. De skal også have viden om, hvordan tilbuddene her kan spille sammen med indsatser bevilget af offentlige forvaltninger, og de skal understøttes i at komme i kontakt med relevante organisationer.
- Indgangen til aktiviteter i civilsamfundet skal være ukompliceret for både forældrene, børnene og de unge. Det skal være let at knytte kontakt og at finde sin plads i fællesskabet. En sikker forbindelse mellem daginstitutioner, skoler, klubber mv. og organisationerne i civilsamfundet skal være med til at gøre det let for barnet og forældrene at koble sig på den aktivitet, barnet kan deltage i.
Data – hvad ved vi?
- VIVE’s undersøgelse ”Trivsel blandt børn og unge i udsatte positioner” fra 2023 peger på, at forældrene kan under- støtte børn og unges trivsel og tilknytning ved at give dem en relevant støtte og opmuntre til blandt andet at deltage i fritidsaktiviteter.
- Ifølge Det Kriminalpræventive Råd undersøgelse ”Unge og fritidstilbud” fra 2012 betyder stor forældreinteresse for børnenes fritidsaktiviteter, at børnene er mere aktive.
- Center for Børne- og Ungdomsforskning påpeger i 2023 i undersøgelsen ”Tilgængeliggørelse af fritidsliv”, at manglende forældreinteresse udgør en central hindring for børns deltagelse i foreningsliv. Manglende ressourcer og over- skud kan vanskeliggøre, at forældre kan bakke op om deres barns fritidsliv.