Børnefattigdom

Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkastet til ændring af
ordensbekendtgørelsen med tilknyttet vejledning.

Overordnet mener Børnesagens Fællesråd, at ændringerne bygger på et børnesyn, som er utidigt
og uhensigtsmæssigt set i forhold til viden om børns adfærd. Der anlægges et skærpet perspektiv
på det enkelte barn som problemskaber og årsag til uroen, og løsningen bliver at tilpasse barnet
ved at få det til at ”rette ind”. Men ofte skal årsagen findes i rammevilkårene og dybereliggende
mistrivsel, og de foreslåede skærpede sanktionsmuligheder vil få det enkelte barn til at fremstå
forkert og opleve eksklusion og mindreværd. På længere sigt bliver det sværere for dem at få en
plads i fællesskabet, som de kan trives i og udvikle sig fra. Hvis lovændringerne vedtages, kan det
derfor i værste fald forårsage mere alvorlige konflikter og problemer.

Børnesagens Fællesråd hilser velkommen, at der rettes et fokus på hensynet til de børn, der rammes af uhensigtsmæssig adfærd i skolen. Det er godt, at dette fokus skrives frem i bekendtgørelsen, fordi det selvfølgelig altid bør være en prioriteret opgave, at alle børn får optimale vilkår for
god trivsel og læring i skolen. Dog medvirker ændringerne til at fjerne fokus fjernes fra de rammemæssige vilkår i folkeskolen, som i vid udstrækning forårsager udfordringerne, og hvorvidt der
kunne være andre pædagogiske og normeringsmæssige løsninger på dette. Vi mener derfor i stedet, fokus bør rettes mod en tidlig og systematisk forebyggelse – ikke på skærpede sanktioner, som
vil få udfordringerne til at vokse.

Konkrete bemærkninger

Genoprettende praksis

Vi ved fra erfaringer med metoden ”Genoprettende praksis”, at det kan være relevant og have
gavnlig effekt for et barn at medvirke til oprydning efter rod eller udbedring af skader efter hærværk. Men en klar forudsætning for at opnå den ønskede effekt er, at det sker i en god dialog med
barnet og forældrene og på en måde, og at det ikke sker på en måde, hvor barnet udstilles og
ydmyges. Det bør derfor tydeliggøres, på hvilken måde dette skal ske.

Handlingsplan mod mobning

Børnesagens Fællesråd hilser velkommen, at der er et krav om en handlingsplan mod mobning,
der skal lægges fast allerede ti arbejdsdage efter, at skolen har konstateret, at der er problemer
med mobning. Ydermere er der en god beskrivelse i vejledningen af, hvad en sådan plan kan indeholde. De oplistede 11 punkter fokuserer bl.a. på kontekst og på generelle forhold i klassen og
miljøet på skolen. Det er et konstruktivt og vidensbaseret fokus, som man med fordel kan læne sig
op ad i den øvrige revision af bekendtgørelsen.

Børns digitale liv

Vi kan også tilslutte os, at der kommer et skærpetfokus på børnenes liv på nettet. Det optager en
stor del af børnenes liv i dag, og det er derfor også et af de steder, hvor der kan skabes alvorlige
problemer for enkeltelever og for børnenes fællesskab. Det er derfor vigtigt, at det får plads i diskussionen om, hvordan man kan sikre en god skoledag for alle børn.

Forældresyn og -pålæg

Ændringerne i bekendtgørelsen rummer et uhensigtsmæssigtsyn på forældrene. Vi kan tilslutte os
ønsket og hensigten om bedre inddragelse af forældrene og samarbejde med dem. Det vil ofte
føre til lettere problemløsning, og det kan forebygge, at konflikterspidser til. Vi er derfor uforstående over, at bekendtgørelsen lægger op til, at det kan ske med forældrepålæg efter Barnets Lov.
Forældrepålæg er en konfliktoptrappende sanktion, som fra praksis har vist sig svær at anvende
hensigtsmæssigt, og som ofte ikke får den ønskede effekt. Det anvendes af samme årsag kun sjældent på det sociale område i dag.

Der er intet forskningsmæssigt belæg for, at det som metode er brugbart at forsøge at disciplinere
forældretil at disciplinere sine børn – slet ikke forældre til børn med svære udfordringer. Det kan
derimod forårsage en distance og spænding mellem forældrene og skolen og forældrene og barnet, som kun får den negative udvikling til at tage til i styrke. Ydermere er instrumentet tungt og
bureaukratisk at arbejde med, idet skolen er afhængige af familieafdelingen for at få iværksat pålægget. Vi vil på det kraftigste opfordre til, at forslaget om dette fjernes, og at vægten lægges på
forebyggende tiltag, at kulturen for fællesskaber i skolen styrkes og at forældre inddrages i et samspil med lærere og pædagogisk personale for at sikre, at alle voksne omkring barnet arbejder sammen om dets og fællesskabets trivsel.

SFO’ernes rolle

Flere steder i vejledningen peges der på SFO’en som et sted, et udelukket barn kan sendes hen i
kortere eller længere tid. Det kan bekymre os, da SFO’en i dag netop udgør et trygt og præstationsfrit sted for børnene, som ikke bør forbindes med straf og et sted, man som barn sendes hen
for opbevaring efter uhensigtsmæssig adfærd.

Specialpædagogisk dobbeltrolle

Den specialpædagogisk bistand ikke må blive opbevaring af elever, som man akut ønsker at få væk
fra klassen og fællesskabetfor at skabe ro. Tilsvarende som SFO’en må sådan en støtte ikke udvikle
sig til en sanktion til de elever, som er udfordret på forskellig vis. Desværre fremstår det sådan til
slut i vejledningen, selvom det nævnes, at øjeblikkelig specialpædagogisk bistand ikke må iværksættes som sanktion. Det er dermed vigtigt med en præcision af, på hvilken måde støtten bør
iværksættes.

Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær

Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkastet til ændring af lov om socialtilsyn.

Vi mener, at lovforslaget vil medføre en forringelse af kvaliteten i tilsyn på anbringelsesområdet og dermed retssikkerheden for anbragte børn og unge. Vi stiller os derfor uforstående over for forslaget.

Lovændringen er en besparelse, der udspringer af delaftalen om det specialiserede socialområde (kommuneaftalen). Det præsenteres som en ukompliceret afskaffelse af bureaukrati i form af en ”audit-funktion”, som beskrives som nærmest overflødig. Vi mener dog, at lovforslaget er meget mere end det: Det afskaffer muligheden for national støtte til og kvalitetsudvikling af de fem kommuners tilsynspraksis, der ikke er reguleret på anden måde – og som med forslaget ikke lægges op til en alternativ regulering af. I forlængelse af det lægges der i lovforslagets bemærkninger op til en ny praksis med ”mere risikobaseret” socialtilsyn. Det bekymrer os, da det er uklart, hvordan det skal forvaltes, og hvordan de anbragte børns retssikkerhed understøttes og styrkes med sådan en uklar ”gummi”-bestemmelse. Vi må derfor understrege, at ”risikobaseret tilsyn” er en helt forkert vej at gå.

Kommunernes overtagelse af tilsynet i 2014 skulle forbedre tilsynet. Desværre viste forskellene sig i praksis fortsat at være for store, hvorfor loven blev ændret på ny i 2021 for at sikre kvalitet og ensartethed i de fem tilsyn. Lovens § 24, stk. 6 sikrede en bemyndigelse til, at Socialstyrelsen kunne og kan fastsætte regler for socialtilsynets udførelse og dermed fastlægge fælles retningslinjer for de fem socialtilsyn, som styrelsen derefter kan følge op på. Samtidig blev der også udstukket stærkere fælles retningslinjer for det økonomiske tilsyn samt den overordnede ”Kvalitetsmodellen for socialtilsyn”, som har lagt en standard for de fem kommuners praksis.

Den ændring, der med lovforslaget lægges op til, er vidtgående, og minder om en tilbagerulning til den uens praksis, som lå til grund for lovændringerne i 2014 og senest i 2021. Det bør derfor være velbegrundet, hvis sådan en lovændring foretages, hvilket som minimum forudsætter en evaluering af den 10 år lange periode, den nuværende ordning har fungeret. Vi stiller os derfor yderst kritiske over, hvis lovforslaget vedtages på det nuværende uoplyste grundlag.

Når man anbringer børn og unge, så skal man passe ordentligt på dem. Det er et meget stort ansvar, og det forudsætter høje krav og understøttelse af tilsynene at sikre børnenes retssikkerhed og ordentlige vilkår. Al erfaring viser fra både en række ældre og nyere sager, at der kan ske alvorlige fejl eller i værste fald overgreb, hvis der ikke leves op til det ansvar. Vi må derfor ikke gå på kompromis med tilsynenes kvalitet, som lovforslaget lægger op til, da det vil øge risikoen for, at det ansvar reelt ikke kan løftes.

Kvalitet i tilsynssystemet koster. Det er uundgåeligt og nødvendigt – både for at sikre ensartethed og høj kvalitet og for at sikre løbende dataindsamling på tværs af landet, i form af den nuværende årlige statusrapport, så vi har mulighed for at undersøge udviklingstendenser. Dog er vi i Børnesagens Fællesråd helt enig i at minimere unødvendigt bureaukrati i relation til tilsynet. Det er på nuværende tidspunkt dog ikke muligt at identificere, hvilke processer og udgifter som på tværs af systemet kan anses for unødvendige og bureaukratiske, og det vil kræve en grundig evaluering at kunne påpege det.

Vi kan derfor kun anbefale, at lovforslaget trækkes tilbage, og at eventuelle ændringer først iværksættes efter en evaluering af det nuværende system og en oplyst og grundig vurdering af, hvor der vil kunne skabes forenklinger og besparelser på det samlede system, som ikke risikerer at kompromittere de anbragte børns retssikkerhed.

Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær

Høringssvar til høring over udkast til lovforslag om reform af kontanthjælpssystemet, ophævelse af 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet, fritidstillæg til børn, afklaringsret, rettighedsbaseret tilskud til medicin, m.v.

Børnesagens Fællesråd anvender høringen over udkast til lovforslag om reform af kontanthjælpssystemet mv. til at indgive en kommentar til de punkter, der vedrører børn og deres vilkår.

Kontanthjælpssystemet og niveauerne for overførselsindkomster har stor betydning for omfanget af børnefattigdom i Danmark, og en opvækst i fattigdom har alvorlige følger på både kort og lang sigt både menneskeligt og samfundsøkonomisk – selv ved fattigdom i relativt korte perioder af opvæksten. De negative konsekvenser er forskningsmæssigt veldokumenterede. Senest i ROCKWOOL Fondens undersøgelse fra maj 2024, der dokumenterer, at de lave ydelser til flygtningefamilier i starthjælpen fra 2002 har medført et stort samlet samfundsøkonomisk tab på lang sigt. Særligt fordi det førte til øget kriminalitet og forringede niveauer af uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning for børnene i deres senere voksne liv¹.

På den baggrund er det derfor bekymrende, at lovforslaget vurderer at føre til en fordobling af antallet af modtagere af de laveste ydelser, da det vil øge omfanget af fattigdom, hvilket står i modsætning til det umiddelbare mål med reformen. Tilsvarende bekymring gælder i forhold til det lave antal af børn, som lovforslaget forventes at løfte ud af fattigdom. Beregningerne peger på ned mod ca. 2.000 børn, hvilket samtidig først forventes at ske efter en længere årrække. Reformen forventes dermed at fastholde en
stor gruppe børn i fattigdom i en periode, som får svære konsekvenser for dem. Ifølge en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i november 2023 er omfanget 47.200 børn².

Generelt set bekymrer lovforslaget os derfor i Børnesagens Fællesråd. Dog indeholder det også gode tiltag for børnene i form af medicintilskud og fritidstillæg øremærket børn af kontanthjælpsmodtagere, hvilke vi bakker op om. Vi forholder os dog uforstående over, at fritidstillægget ikke beregnes og tildeles ud fra et ligestillende princip, idet beløbet nedsættes betydeligt for børn af enlige forsørgere. I familier med begge forældre får man 450 kr. pr. barn pr. måned til de første tre børn (maksimalt 1.350 kr. pr. familie pr. måned), mens enlige forsørgere alene får et reduceret fritidstillæg på 112,50 kr. pr. barn pr. måned for de første tre børn (maksimalt 337,50 kr. pr. familie pr. måned). Begrundelsen er, at enlige forsørgere modtager et ekstra børnetilskud, som anses for at vil kunne anvendes til at dække den resterende udgift til barnets fritidsaktivitet. Den begrundelse finder vi dog ikke rimelig, da den alene har hold i teorien og ikke i praksis. Både vi og vores mange medlemsorganisationer ved fra vores kontakt med målgruppen, at eneforsørgerfamilier er afhængige af det ekstra børnetilskud for at få dagligdagen til at hænge sammen økonomisk i forhold til betaling af husleje, fødevarer og andre afgørende udgifter. De har derfor ikke det økonomiske overskud, som antagelsen bygger på, til at kunne betale for fritidsaktiviteterne. En fastholdelse af den foreslåede beregning vil derfor medføre, at børn af eneforsørgere får ringere adgang til fritidsaktiviteter end børn af den øvrige målgruppe og forbliver i social udsathed. Fritidstillægget bør derfor beregnes ens for den samlede målgruppe.

Slutteligt vil vi bemærke, at kravet om dokumentation før udbetaling af fritidstillægget for mange forældre vil opleves umyndiggørende og ressourcekrævende. For en målgruppe, som i forvejen er udfordret af tilværelsens krav og oplevelsen af omverdenens syn på dem, vil det for mange føre til et fravalg og dermed forringede muligheder for børnenes adgang til fritidsaktiviteter. Vi opfordrer derfor til at fjerne dette krav.

Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær

1. https://rockwoolfonden.dk/udgivelser/lavere-ydelser-til-flygtningefamilier-giver-et-markant-samfunds-oekonomisk-tab/ ↩︎
2. https://www.ae.dk/analyse/2023-11-stort-fald-i-antallet-af-fattige-boern-men-stadig-store-kommunale-forskelle ↩︎