Børnesagens Fællesråd

Børnesagens Fællesråds hjemmeside

børnesagens fællesråd

Høringssvar til bekendtgørelse om lettilgængeligt kommunalt behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel mv.

Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkastet til bekendtgørelsen om lettilgængeligt kommunalt behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel og med symptomer på psykisk lidelse.

Børnesagens Fællesråd vil indlede med at bemærke, at vi anser det som kritisabelt, at bekendtgørelsen først udarbejder mere end et halvt år efter, at loven er trådt i kraft, da det med stor sandsynlighed medfører en uklar og uens praksis på området og dermed kompromitterer retssikkerheden for de børn og unge, som er omfattet af loven. Det er på et generelt plan problematisk, men særligt i dette tilfælde, hvor der etableres en ny ordning og dermed tilgang til arbejdet med børn og unge i psykisk mistrivsel eller med psykiske lidelser.

Generelt stiller vi os undrende over, at der udsendes en bekendtgørelse, som skal fungere som retningsgiver for en ny kommunal praksis, som er relativ overordnet og ukonkret i sine anvisninger. Vi mener, at den bør detaljeres yderligere for at sikre børnene og de unges retssikkerhed, hvilket bør være muligt, uden at det medfører unødig detailstyring og bureaukrati i kommunerne. Vi vil i det følgende konkretisere, hvilke emner som bør konkretiseres. Der henvises ikke til konkrete bestemmelser, da emnerne er gennemgående i bekendtgørelsen.

Målgruppen

Målgruppen for indsatserne er upræcist defineret. Den beskrives som børn og unge fra 5 til 17 år med ”psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse”, som forventes ”at kunne profitere af behandlingen i tilbuddet”. Det nævnes også, at man ved ”psykisk mistrivsel forstår varierende grader af mistrivsel og funktionsnedsættelse”. Vi er bekymrede for, at en så kortfattet og åben definition vil medføre, at praksis fastlægges forskelligartet fra kommune til kommune, og at det i praksis vil medføre, at sammenlignelige børn omfattes af målgruppen i én kommune, mens de udelukkes i en anden kommune. Målgruppen bør derfor beskrives mere præcist, så der ikke bliver afgørende kommunale forskelle.

Tilgængelighed

Det beskrives, at tilbuddet skal være ”lettilgængeligt… til børn og unge i psykisk mistrivsel og med symptomer på psykisk lidelse”. Derudover at børnene og de unge skal ”opleve” tilgængeligheden. Det fremgår dog ikke, hvordan det i praksis kan ske, og hvordan kommunen kan vurdere, om målgruppen reelt oplever tilgængeligheden. Definitionen af tilgængelighed bør derfor præciseres.  

Sammenhænge

Tværsektoriel koordinering er et afgørende element i indsatser til denne målgruppe af børn og unge. Det er derfor også positivt, at det fremhæves, at kommunen ”skal sikre, at behandlingen i tilbuddet sker i sammenhæng med … social-, skole-, uddannelses- og sundhedsområdet”. Desværre konkretiseres det ikke, på hvilken måde det skal ske, og hvilke aktører det omfatter. Det bør derfor præciseres.

Indholdet i indsatserne

Indsatserne afgrænses til at omfatte ”forsamtale”, ”screening”, ”behandling” og ”opfølgning”, og det nævnes, at der skal anvendes ”evidensbaserede metoder og manualbaserede værktøjer” til behandlingen. Vi mener, at man skal begrænse unødig detailstyring af kommunernes praksis, og vi er enige i, at den opstillede model med fire elementer i indsatsen suppleret med et krav om brug af veldokumenterede metoder kan være en relevant rammesætning for kommunerne. Det åbner for individuelt tilrettelagte forløb også til børn og unge, hvis symptomer ikke passer ind i faste skemaer.

Vi er dog også opmærksomme på, at rammen er meget overordnet, og at kommunerne får stor handlefrihed til at omsætte den i praksis. Samtidig er vi bekymrede for, om afgrænsningen med ”evidensbaserede metoder” risikerer at udelukke anvendelsen af veldokumenterede metoder, som ikke lever op til kravene for egentlig evidens, men som børn og unge i psykisk mistrivsel har veldokumenteret effekt af, eksempelvis metoder i overensstemmelse med VIVE’s definition af ”lovende praksis”. Vi vil derfor opfordre til en justering, så der tages højde for det. Vi vil desuden opfordre til, at bekendtgørelsen efterfølges af en vejledning, som giver handlingsanvisninger og eksempler på, hvordan relevante indsatser matches og iværksættes i praksis, så vi minimerer risikoen for betydelig forskelsbehandling og kompromittering af børnenes retssikkerhed på tværs af kommuner.

Inddragelse

Det nævnes, at henvisning til børne- og ungepsykiatrien forudsætter ”inddragelse” af den regionale psykiatri. Det er dog uklart, om kompetencen til at foretage henvisninger placeres hos kommunerne eller regionerne, og dermed hvorvidt kommunerne på eget initiativ kan henvise, eller om dette forudsætter en godkendelse fra regionen. Det bør derfor præciseres, så der sikres grundlag for en ensartet praksis.

Med venlig hilsen

Pernille Gry Petersen

Generalsekretær


13 organisationer: Regeringens planer om at skære i socialtilsynet er et svigt af anbragte børn og unge

Planen om at skære 30 procent på de sociale tilsyn er lagt uden at inddrage børneorganisationer, interesseorganisationer og eksperter. Er vi nået en ny normal i lovgivningsprocesser, hvor vigtige aktører ikke bliver konsulteret, skriver Børnesagens Fællesråd sammen med 12 andre organisationer i et debatindlæg i Altinget.

Regeringen har, som en del af sit grundlag, forpligtet sig på den politiske aftale om Børnene Først. Den understreger, at vi skal blive bedre til at passe på de børn og unge, som har brug for at bo et andet sted end hos deres forældre. I den sammenhæng er det selvfølgelig helt centralt, at det, vi anbringer til, er godt. 

Erfaringer – og ikke mindst en række aktuelle sager – viser, at anbragte børn og unges trivsel og udvikling skal prioriteres og beskyttes. Vi ser med jævne mellemrum tilbud og plejefamilier, hvor børn og unge ikke får den kvalitet, de har krav på.

Det er selvfølgelig problematisk, at kvaliteten ikke altid er god, men det bidrager til trygheden, at socialtilsynet finder og forbedrer eller lukker de steder, der ikke er gode nok. Seneste udmeldinger om at skære drastisk i socialtilsynene trækker derfor i den helt forkerte retning.

Tilsynet hæver bundniveauet

De seneste ti år har vi haft socialtilsynene som garant for, at de voksne og de rammer, vi byder børn og unge, der bliver anbragt, har en vis kvalitet. Og socialtilsynene fik vi, fordi der var brug for dem.

Derfor er vi både undrende og meget bekymrede over udmeldinger om, at regeringen vil reducere socialtilsynets muskler i stor stil. De børn og unge, som er anbragt, er i høj grad afhængige af, at socialtilsynet fungerer optimalt.

Tilsynet er med til at sikre, at børn og unge får den omsorg og støtte, de har brug for, og at deres rettigheder bliver respekteret og overholdt.

I de ti år vi har haft socialtilsynet, har det bidraget til, at dårlige tilbud og plejefamilier er blevet lukket. Det har hævet bundniveauet markant. Samtidig er de dygtigste blevet endnu bedre. Det har løftet det generelle kvalitetsniveau.

Men vi anerkender helt, at modellen kan udvikles. For eksempel er erfaringerne, at der er behov for en ramme om tilsynene, som giver bedre mulighed for at få børnenes og de unges stemmer med ind i den vurdering, som tilsynene laver.

af børn vokser op i fattigdom i dag. Det kan vi ikke være bekendt i et rigt samfund som det danske. Derfor lancerer 21 organisationer, der til dagligt arbejder med børn i fattigdom, et udspil, der skal bekæmpe børnefattigdom og afbøde børnenes afsavn.

Eksperter er ikke inddraget 

KL og regeringen har i økonomiaftalen mellem KL og regeringen givet hånd på, at der skal spares 30 procent på socialtilsynene. Begrundelsen for, at det kan lade sig gøre er netop ideen om et mere risikobaseret tilsyn.

At tilsynspraksis i højere grad skal baseres på objektive risikofaktorer. At besøgsfrekvensen sænkes til hvert tredje år for tilbud og plejefamilier, der ikke får et risikobaseret tilsyn, vil medføre en betydelig risiko i sig selv – for et børne- og ungehjem eller en plejefamilie er tre år meget lang tid.

Problemet er, at hele ideen om ‘risikobasering’ hviler på en præmis uden opbakning i data og erfaringer fra arbejdet de sidste ti år. For vi ved, at det ikke lader sig gøre at forudsige, om og hvornår et tilbud eller en plejefamilie bliver udfordret. Og at bevægelsen fra “godt” til “uforsvarligt” kan ske meget hurtigt. Det er allerede nu en udfordring for tilsynene, og i en ny model med væsentlig mindre tilsyn er den selvfølgelig endnu større.

For os at se er man startet med en afbureaukratiserings- og spareøvelse og bakket ind i socialtilsynene. I stedet burde man tage udgangspunkt i, hvad der reelt er brug for, for at vi kan få og have sikkerhed for, at steder, vi anbringer børn og unge, er opgaven voksen.

En de facto rundbarbering af socialtilsynene vil betyde, at vi kommer til at se endnu flere sager om børn og unge, som er blevet svigtet. Den risiko er det afgørende at få øje på. Vi håber ikke, at regeringen virkelig mener, at den er værd at tage.

De politiske drøftelser er taget uden at inddrage og lytte til børneorganisationer, interesseorganisationer og praksiseksperter. Er vi ved at være nået til en ny normal i lovgivningsprocesser, hvor vigtige aktører ikke bliver konsulteret?

En lignende oplevelse fandt desværre sted tidligere på året, hvor vi fik ny lovgivning på magtanvendelsesområdet – hvilket også kan ses på resultatet.

Børne- og ungeinteressenterne bag dette debatindlæg har adskillige forslag til, hvordan tilsynsmodellen kan blive bedre, hvordan risikovurderingen kan udvikles og kvalitetsmodellen kan justeres, men ingen er blevet inviteret til at dele dem. Vi vil gerne være med.

Læs indlægget i Altinget her

Indlægget er skrevet af:

  • Bente Boserup, forkvinde, Børnerådet
  • Ebbe Lorenzen, generalsekretær, Livsværk
  • Fransiska Mannerup, forkvinde, De anbragtes Vilkår
  • Hanne Dalsgaard, formand, FADD, (Foreningen af Døgn og Dagtilbud)
  • Jon Krog, branchedirektør, Selveje Danmark
  • Mads Roke Clausen, direktør, LOS
  • Peder Meisner, generalsekretær, KFUM Sociale Arbejde
  • Pernille Gry Petersen, generalsekretær, Børnesagens Fællesråd
  • Poul Erik Clausen, generalsekretær, Jysk Børneforsorg/Fredehjem
  • Rasmus Kjeldahl, direktør, Børns Vilkår
  • Signe Færch, forkvinde, Dansk Socialrådgiverforening
  • Johanne Schmidt Nielsen, generalsekretær, Red Barnet
  • Sofie Hugo, direktør, Børnehjælpsdagen


21 organisationer går sammen om handleplan mod børnefattigdom

Danmark uden børnefattigdom er titlen på en handleplan, som Børnesagens Fællesråd har udarbejdet i samarbejde med 20 andre organisationer i netværket ”Børn i fattigdom – Nej tak”.

Tusindvis af børn vokser op i fattigdom i dag. Det kan vi ikke være bekendt i et rigt samfund som det danske. Derfor lancerer 21 organisationer, der til dagligt arbejder med børn i fattigdom, et udspil, der skal bekæmpe børnefattigdom og afbøde børnenes afsavn.

Danmark uden børnefattigdom er titlen på handleplanen, som Børnesagens Fællesråd har udarbejdet i samarbejde med 20 andre organisationer i netværket ”Børn i fattigdom – Nej tak”.

Handleplanens styrke er dens præcise definition af fattigdom, underbygget af forskning. Den tager fat på alle aspekter af fattigdom – ikke kun økonomi, men også familieforhold, dagtilbud, skole, sundhed og fritid. Det giver et bredt og nuanceret fundament. Desuden lægger den vægt på samarbejdet med civilsamfundet og dets organisationer, hvilket gør tilgangen endnu mere helhedsorienteret.

Pernille Gry Petersen, generalsekretær i Børnesagens Fællesråd, udtaler:

“Børns opvækst i fattigdom er ikke kun en udfordring for den enkelte. Det er vores alles problem. Ansvaret for at bygge et stærkere og mere bæredygtigt samfund for alle er derfor også fælles. Vi er 21 organisationer, der i fællesskab har udviklet konkrete forslag og løsninger – nu er det tid til, at politikerne tager ansvar og handler”.

Udspillet kan findes her, og vil blive præsenteret på en konference på Christiansborg tirsdag den 26. november 2024.

De 21 organisationer bag udspillet er en del af netværket ‘Børn i Fattigdom? Nej tak’. Foruden Børnesagens Fællesråd er de: Red Barnet, Mødrehjælpen, Kirkens Korshær, Dansk Folkehjælp, Enestående Forældre, HOME-START Familiekontakt, Dansk Socialrådgiverforening, BROEN – Danmark, BUPL, Børnerådet, DRC Dansk Flygtningehjælp, Dansk Sygeplejeråd, FOA, Kofoeds Skole, Fonden LivaPeople, Foreningen Grønlandske Børn, Forældrenes Landsorganisation FOLA, Unicef, Landsforeningen Livsværk, DUI-Leg og Virke


Debatindlæg: Det er på tide, at vi spørger os selv, hvor den tidlige forebyggelse blev af

Tidlig forebyggelse og samarbejde på tværs af organisationer er vigtigt for, at alle børn og unge får en hverdag med sammenhæng og værdifulde fællesskaber, skriver Pernille Gry Petersen, generalsekretær i Børnesagens Fællesråd i et debatindlæg i Socialmonitor.

I Danmark står mange børn og unge uden for værdifulde fællesskaber og meningsfulde aktiviteter.

Det efterlader dem med en følelse af isolation og manglende støtte, og i sidste ende fører det til øget sårbarhed og udsathed.

Det er et samfundsproblem, som kræver en helt ny tilgang til forebyggelse:

Vi skal sætte ind langt tidligere, og vi skal på tværs af organisationer samarbejde langt bedre, så vi i fællesskab sikrer, at alle børn og unge får mulighed for en hverdag med sammenhæng og værdifulde fællesskaber.

Styrk den helt tidlige indsats

I Børnesagens Fællesråd har vi som ambition at samle organisationer på tværs af velfærdsområdet med børnenes stemmer og i fællesskab styrke den tidlige forebyggelse af udsathed.

Vi er derfor bekymrede over, hvor lidt tidlig forebyggelse fylder på den politiske dagsorden.

Reformen ’Børnene Først’ havde som en ambition ikke kun at styrke forholdene for de børn, som allerede lever i svær udsathed, men også at styrke den tidlige forebyggelse. En prisværdig og yderst relevant ambition.

Desværre har vi endnu til gode at se, hvordan det skal ske i praksis. For med Barnets Lov er blikket fastholdt på forebyggelse som noget, der starter ved socialforvaltningens dør.

Det gør den også, og kommunerne iværksætter hver dag helt afgørende indsatser for børn og unge, som har det rigtig svært.

Men vi mangler et fokus på de langt tidligere indsatser – dem, som har til formål at sikre, at børnene og de unge aldrig når til den dør.

Seks afgørende principper for tidlig forebyggelse

Vi har samlet en række aktører fra børneområdet, som på tværs af forskellige indsatser har berøring med børn i sårbare og udsatte positioner. Vi kommer med vores bud på, hvad det kræver at nå i mål.

  1. Mulighed for værdifulde fællesskaber: Alle børn og unge skal have adgang til fællesskaber, der fremmer trivsel og udvikling af sociale kompetencer.
  2. Sammenhængende hverdags- og fritidsliv: Der skal skabes stærkere sammenhænge mellem daginstitutioner, skoler, fritidsklubber og civilsamfundets organisationer.
  3. Inklusion af alle børn: Alle børn, også dem med indadreagerende adfærd, skal tænkes med og støttes i at deltage i fællesskaber.
  4. Forældreinvolvering: Forældre skal inddrages bedre og støttes i at deltage aktivt i deres børns liv.
  5. Civilsamfundets rolle: Civilsamfundets organisationer er ofte stærke brobyggere mellem børnene, deres familier og de offentlige tilbud. Vi skal skabe vilkårene for, de reelt kan lykkedes med den opgave.
  6. Faglig viden: Der er behov for mere forskning og vidensdeling på tværs af feltet om, hvordan vi bedst støtter børn og unge i udsatte positioner.

Vejen dertil

For at sikre at alle børn og unge får mulighed for at indgå i de værdifulde fællesskaber og får en oplevelse af at høre til, foreslår vi en række konkrete tiltag.

Først og fremmest skal vi etablere langt stærkere samarbejder mellem offentlige institutioner og civilsamfundets organisationer, så børnene i højere grad oplever en rød tråd i deres hverdags- og fritidsliv og får den nødvendige støtte til at deltage i relevante aktiviteter.

For at nå dertil skal kommunerne i højere grad forpligtes til at sikre, at alle børn og unge har adgang til SFO- og klubtilbud af høj kvalitet. Det indebærer ikke kun øget politisk opmærksomhed, men også økonomiske ressourcer, så tilbuddene reelt kan favne alle børn og unge.

Samtidig kræver det også et økonomisk fokus at give alle børn en reel adgang til aktiviteter i fritiden – til alt fra betaling af kontingenter og udstyr til en støttende voksen, der hjælper barnet på vej, når forældrene ikke kan.

Forældre spiller central rolle

Forældrene er i Barnets Lov kørt lidt ud på et sidespor. Det mener vi som udgangspunkt ikke er hensigtsmæssigt, da vi ved fra både mange børn og fra forskningen, at de spiller en central rolle i børnenes trivsel.

Vi skal derfor også rette fokus mod at støtte dem, så de reelt – både socialt og økonomisk – får overskud til at involvere sig i børnenes liv. Vi skal samtidig sikre en kultur, hvor vi møder dem fordomsfrit.

Endelig er det afgørende, at fagpersoner og frivillige på tværs af området sikres relevant og bedre uddannelse og vidensdeling om, hvordan de bedst støtter børn og unge i udsatte positioner – blandt alt fra fodboldtræneren til pædagogen i daginstitutionen.

Det er på tide, at vi spørger os selv: Hvor blev forebyggelsen af?

Og hvordan kan vi sikre, at den bliver en integreret del af vores fokus og indsats for børn og unge i Danmark, så vi får vist dem vejen ind i de fællesskaber, de fortjener?

Læs debatindlægget i Socialmonitor her

Høringssvar til bekendtgørelse om fremme af god opførsel i folkeskolen (ordensbekendtgørelsen) med tilknyttet vejledning

Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkastet til ændring af
ordensbekendtgørelsen med tilknyttet vejledning.

Overordnet mener Børnesagens Fællesråd, at ændringerne bygger på et børnesyn, som er utidigt
og uhensigtsmæssigt set i forhold til viden om børns adfærd. Der anlægges et skærpet perspektiv
på det enkelte barn som problemskaber og årsag til uroen, og løsningen bliver at tilpasse barnet
ved at få det til at ”rette ind”. Men ofte skal årsagen findes i rammevilkårene og dybereliggende
mistrivsel, og de foreslåede skærpede sanktionsmuligheder vil få det enkelte barn til at fremstå
forkert og opleve eksklusion og mindreværd. På længere sigt bliver det sværere for dem at få en
plads i fællesskabet, som de kan trives i og udvikle sig fra. Hvis lovændringerne vedtages, kan det
derfor i værste fald forårsage mere alvorlige konflikter og problemer.

Børnesagens Fællesråd hilser velkommen, at der rettes et fokus på hensynet til de børn, der rammes af uhensigtsmæssig adfærd i skolen. Det er godt, at dette fokus skrives frem i bekendtgørelsen, fordi det selvfølgelig altid bør være en prioriteret opgave, at alle børn får optimale vilkår for
god trivsel og læring i skolen. Dog medvirker ændringerne til at fjerne fokus fjernes fra de rammemæssige vilkår i folkeskolen, som i vid udstrækning forårsager udfordringerne, og hvorvidt der
kunne være andre pædagogiske og normeringsmæssige løsninger på dette. Vi mener derfor i stedet, fokus bør rettes mod en tidlig og systematisk forebyggelse – ikke på skærpede sanktioner, som
vil få udfordringerne til at vokse.

Konkrete bemærkninger

Genoprettende praksis

Vi ved fra erfaringer med metoden ”Genoprettende praksis”, at det kan være relevant og have
gavnlig effekt for et barn at medvirke til oprydning efter rod eller udbedring af skader efter hærværk. Men en klar forudsætning for at opnå den ønskede effekt er, at det sker i en god dialog med
barnet og forældrene og på en måde, og at det ikke sker på en måde, hvor barnet udstilles og
ydmyges. Det bør derfor tydeliggøres, på hvilken måde dette skal ske.

Handlingsplan mod mobning

Børnesagens Fællesråd hilser velkommen, at der er et krav om en handlingsplan mod mobning,
der skal lægges fast allerede ti arbejdsdage efter, at skolen har konstateret, at der er problemer
med mobning. Ydermere er der en god beskrivelse i vejledningen af, hvad en sådan plan kan indeholde. De oplistede 11 punkter fokuserer bl.a. på kontekst og på generelle forhold i klassen og
miljøet på skolen. Det er et konstruktivt og vidensbaseret fokus, som man med fordel kan læne sig
op ad i den øvrige revision af bekendtgørelsen.

Børns digitale liv

Vi kan også tilslutte os, at der kommer et skærpetfokus på børnenes liv på nettet. Det optager en
stor del af børnenes liv i dag, og det er derfor også et af de steder, hvor der kan skabes alvorlige
problemer for enkeltelever og for børnenes fællesskab. Det er derfor vigtigt, at det får plads i diskussionen om, hvordan man kan sikre en god skoledag for alle børn.

Forældresyn og -pålæg

Ændringerne i bekendtgørelsen rummer et uhensigtsmæssigtsyn på forældrene. Vi kan tilslutte os
ønsket og hensigten om bedre inddragelse af forældrene og samarbejde med dem. Det vil ofte
føre til lettere problemløsning, og det kan forebygge, at konflikterspidser til. Vi er derfor uforstående over, at bekendtgørelsen lægger op til, at det kan ske med forældrepålæg efter Barnets Lov.
Forældrepålæg er en konfliktoptrappende sanktion, som fra praksis har vist sig svær at anvende
hensigtsmæssigt, og som ofte ikke får den ønskede effekt. Det anvendes af samme årsag kun sjældent på det sociale område i dag.

Der er intet forskningsmæssigt belæg for, at det som metode er brugbart at forsøge at disciplinere
forældretil at disciplinere sine børn – slet ikke forældre til børn med svære udfordringer. Det kan
derimod forårsage en distance og spænding mellem forældrene og skolen og forældrene og barnet, som kun får den negative udvikling til at tage til i styrke. Ydermere er instrumentet tungt og
bureaukratisk at arbejde med, idet skolen er afhængige af familieafdelingen for at få iværksat pålægget. Vi vil på det kraftigste opfordre til, at forslaget om dette fjernes, og at vægten lægges på
forebyggende tiltag, at kulturen for fællesskaber i skolen styrkes og at forældre inddrages i et samspil med lærere og pædagogisk personale for at sikre, at alle voksne omkring barnet arbejder sammen om dets og fællesskabets trivsel.

SFO’ernes rolle

Flere steder i vejledningen peges der på SFO’en som et sted, et udelukket barn kan sendes hen i
kortere eller længere tid. Det kan bekymre os, da SFO’en i dag netop udgør et trygt og præstationsfrit sted for børnene, som ikke bør forbindes med straf og et sted, man som barn sendes hen
for opbevaring efter uhensigtsmæssig adfærd.

Specialpædagogisk dobbeltrolle

Den specialpædagogisk bistand ikke må blive opbevaring af elever, som man akut ønsker at få væk
fra klassen og fællesskabetfor at skabe ro. Tilsvarende som SFO’en må sådan en støtte ikke udvikle
sig til en sanktion til de elever, som er udfordret på forskellig vis. Desværre fremstår det sådan til
slut i vejledningen, selvom det nævnes, at øjeblikkelig specialpædagogisk bistand ikke må iværksættes som sanktion. Det er dermed vigtigt med en præcision af, på hvilken måde støtten bør
iværksættes.

Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær

 

Høringssvar til lovforslag om ændring af lov om socialtilsyn

Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkastet til ændring af lov om socialtilsyn.

Vi mener, at lovforslaget vil medføre en forringelse af kvaliteten i tilsyn på anbringelsesområdet og dermed retssikkerheden for anbragte børn og unge. Vi stiller os derfor uforstående over for forslaget.

 

Lovændringen er en besparelse, der udspringer af delaftalen om det specialiserede socialområde (kommuneaftalen). Det præsenteres som en ukompliceret afskaffelse af bureaukrati i form af en ”audit-funktion”, som beskrives som nærmest overflødig. Vi mener dog, at lovforslaget er meget mere end det: Det afskaffer muligheden for national støtte til og kvalitetsudvikling af de fem kommuners tilsynspraksis, der ikke er reguleret på anden måde – og som med forslaget ikke lægges op til en alternativ regulering af. I forlængelse af det lægges der i lovforslagets bemærkninger op til en ny praksis med ”mere risikobaseret” socialtilsyn. Det bekymrer os, da det er uklart, hvordan det skal forvaltes, og hvordan de anbragte børns retssikkerhed understøttes og styrkes med sådan en uklar ”gummi”-bestemmelse. Vi må derfor understrege, at ”risikobaseret tilsyn” er en helt forkert vej at gå.

 

Kommunernes overtagelse af tilsynet i 2014 skulle forbedre tilsynet. Desværre viste forskellene sig i praksis fortsat at være for store, hvorfor loven blev ændret på ny i 2021 for at sikre kvalitet og ensartethed i de fem tilsyn. Lovens § 24, stk. 6 sikrede en bemyndigelse til, at Socialstyrelsen kunne og kan fastsætte regler for socialtilsynets udførelse og dermed fastlægge fælles retningslinjer for de fem socialtilsyn, som styrelsen derefter kan følge op på. Samtidig blev der også udstukket stærkere fælles retningslinjer for det økonomiske tilsyn samt den overordnede ”Kvalitetsmodellen for socialtilsyn”, som har lagt en standard for de fem kommuners praksis.

 

Den ændring, der med lovforslaget lægges op til, er vidtgående, og minder om en tilbagerulning til den uens praksis, som lå til grund for lovændringerne i 2014 og senest i 2021. Det bør derfor være velbegrundet, hvis sådan en lovændring foretages, hvilket som minimum forudsætter en evaluering af den 10 år lange periode, den nuværende ordning har fungeret. Vi stiller os derfor yderst kritiske over, hvis lovforslaget vedtages på det nuværende uoplyste grundlag.

 

Når man anbringer børn og unge, så skal man passe ordentligt på dem. Det er et meget stort ansvar, og det forudsætter høje krav og understøttelse af tilsynene at sikre børnenes retssikkerhed og ordentlige vilkår. Al erfaring viser fra både en række ældre og nyere sager, at der kan ske alvorlige fejl eller i værste fald overgreb, hvis der ikke leves op til det ansvar. Vi må derfor ikke gå på kompromis med tilsynenes kvalitet, som lovforslaget lægger op til, da det vil øge risikoen for, at det ansvar reelt ikke kan løftes.

 

Kvalitet i tilsynssystemet koster. Det er uundgåeligt og nødvendigt – både for at sikre ensartethed og høj kvalitet og for at sikre løbende dataindsamling på tværs af landet, i form af den nuværende årlige statusrapport, så vi har mulighed for at undersøge udviklingstendenser. Dog er vi i Børnesagens Fællesråd helt enig i at minimere unødvendigt bureaukrati i relation til tilsynet. Det er på nuværende tidspunkt dog ikke muligt at identificere, hvilke processer og udgifter som på tværs af systemet kan anses for unødvendige og bureaukratiske, og det vil kræve en grundig evaluering at kunne påpege det.

 

Vi kan derfor kun anbefale, at lovforslaget trækkes tilbage, og at eventuelle ændringer først iværksættes efter en evaluering af det nuværende system og en oplyst og grundig vurdering af, hvor der vil kunne skabes forenklinger og besparelser på det samlede system, som ikke risikerer at kompromittere de anbragte børns retssikkerhed.

 

Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær