Høringssvar til lovforslag om oprettelse af en særlig enhed med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold til anvendelse i visse børnesager.
10. februar 2025
Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive svar på høringen over lovforslaget om oprettelse af en særlig enhed i VISO med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold, der skal anvendes i børnesager vedr. børn og familier med grønlandsk baggrund. Selvom emnet er yderst presserende, vil vi kritisere, at høringen sendes med så kort høringsfrist, da det udfordrer rammerne for at give kvalificerede svar.
Vi indleder vores følgende svar med generelle bemærkninger efterfulgt af konkrete bemærkninger.
Generelle bemærkninger
Vi er glade for, at der med dette lovforslag bliver taget hånd om nogle velkendte problemer, der gennem mange år har eksisteret uden anerkendelse, og som der særligt i den seneste tid har været rejst alvorlig kritik af.
Vi bakker op om, at der tages initiativ ift. de børn og børnefamilier med grønlandsk oprindelse, der har oplevet urimelig behandling i en børnesag med brug af standardiserede psykologiske test og forældreevneundersøgelser. Der er grund til at gøre noget ved den skævhed, der kan være indlejret i disse tests og undersøgelser. Denne skævhed vurderes dog også at være til stede i en række andre sammenhænge med børn fra familier med markante sproglige og kulturelle forskelle. Forskelsbehandlingen undrer os derfor.
I lovforslaget begrundes forskellen med afsæt i forpligtelserne efter ILO-konvention nr. 169 om beskyttelse af ”oprindelige folk og stammefolk”, gældende siden 1989. Det har gennem årene været forbundet med udfordringer at efterleve konventionens forpligtelser, hvilket vi også anser som årsagen til involveringen i denne sammenhæng. Dog anser vi det afgørende at adskille de specifikke forpligtelser over for ”oprindelige folk og stammefolk” og så hensyn til børns trivsel i en bredere forstand, hvor udfordringerne med anvendelse af standardiserede tests og undersøgelser ikke kan afgrænses til denne specifikke gruppe, men gælder alle børn og familier med markante sproglige og kulturelle forskelle.
For at varetage alle børns tarv bør disse hensyn derfor gælde i bredere forstand og ikke kun for oprindelige folk og stammefolk, da en sådan afgrænsning vil medføre en betydelig forskelsbehandling af børn og familier, som vi kan tvivle på, er legitimt?
Vores generelle bemærkninger skal derfor læses i det lys, at vi vurderer, at denne nye praksis bør gælde bredere end børn og børnefamilier med grønlandsk oprindelse.
Konkrete bemærkninger
Opbakning til etablering af enhed og gennemgang af sager
Vi støtter, at der etableres en mere målrettet procedure i disse sager ved etablering og anvendelse af en særlig enhed under VISO, der har ekspertise i sprog og kultur. Vi støtter også en gennemgang af igangværende sager, hvor der er brugt standardiserede tests, for at sikre valide vurderinger af forældreevnen og eventuelle revurderinger.
Uklarheder om lovens omsætning
Flere forhold i lovteksten og tilhørende bemærkninger gør det svært at vurdere, hvordan intentionerne reelt skal føres ud i praksis rundt om i kommunerne og i den nye VISO-enhed. Det risikerer at medvirke til stor forskellighed i lovens udmøntning og kan dermed kompromittere børnenes og familiernes retssikkerhed, fordi de får forskellig behandling afhængig af, om de bor i kommune A eller kommune B.
Fortolkning af ”varig tilknytning”
Målgruppen afgrænses til at være børn og deres familier med ”en varig tilknytning til det grønlandske sprog, kultur og religion” (s. 12). Begrebet “varig” kan dog tolkes på forskellig vis. I § 171 b fremgår det, at barnet og/eller forældrene skal være født eller vokset op i Grønland, men hvor går den tidsmæssige grænse for ”vokset op”?
Afgrænsningen mellem VISO og kommunerne
Formuleringen om, at der skal være kompetence i det grønlandske sprog i den særlige enhed, efterlader også uklarhed. Skal der være grønlandsk talende personale i den eller blot fagpersoner med faglig indsigt?
Det er også uklart, hvordan den særlige enhed skal arbejde. Kommunerne skal bruge den, og den skal overtage udredningen i de sager, der er omfattet af loven. Men hvad er indeholdt i udredningen? Forudsætter det eksempelvis møder med børnene og/eller forældrene, og hvilken indflydelse har det i så fald på kravene til medarbejdernes kompetencer inden for det grønlandske sprog og eventuel anvendelse af bisidning efter gældende regler? Skal enheden udforme egne undersøgelser, der kan modsvare de standardiserede tests, som enheden efter lovforslaget eksplicit afskæres fra at anvende?
Tilsvarende er det uklart, hvilken rolle og vægt enhedens vurderinger skal have i sagerne. Hvad betyder det konkret, når det beskrives, at enhedens vurdering i udredningen af en sag ”skal indgå i grundlaget for kommunens afgørelse i sagen”? Er der blot tale om vejledninger til kommunen, som kommunen kan forfølge eller forkaste, og hvilken rolle spiller det i så fald i gennemgangen af verserende sager, hvor der lægges op til revurdering af afgørelsen og ændring af barnets og/eller familiens foranstaltning?
Klageadgang
Der fremgår intet om, hvornår borgerne kan klage. Kan de klage over en vurderingen af, at familien eller børnene er omfattet af loven eller det modsatte? Kan de klage over den særlige enheds konklusioner? Og måske vigtigst: Hvad er forældrenes og børnenes mulighed for at klage over kommunens brug/ikke-brug af enhedens konklusioner?
Vi mener, at disse uklarheder bør præciseres og eksemplificeres i den endelige lov.
Evaluering
Vi vil opfordre til, det præciseres, at evalueringen af Barnets lov får en selvstændig del med fokus på denne særskilte og nye tilgang til børn og sager med markante sproglige og kulturelle forskelle, så vi får mulighed for at vurdere virkningen i praksis og børnene og familiernes oplevelser af sagsbehandlingen.
Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær