Børnesagens Fællesråds høringssvar til vejledning om støttende indsatser til børn og deres familier efter barnets lov
Børnesagens Fællesråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til vejledning
om støttende indsatser til børn og deres familier efter Barnets lov.
Vi har både generelle bemærkninger til vejledningen og konkrete bemærkninger og forslag til
de enkelte punkter i den, som præsenteres herunder.
Indledningsvis vil vi påpege, at vi finder det uheldigt, at udkastet til vejledningerne først foreligger nu, og dermed først vil være klar med handleanvisninger til kommunerne flere måneder
efter, at Barnets lov er trådt i kraft. Loven indeholder markante ændringer sammenholdt med
Serviceloven, så vejledningens anvisninger spiller en afgørende rolle i forhold til at sikre et
grundlag for, at kommunerne kan implementere en praksis i overensstemmelse med lovens
intentioner. Derfor er forsinkelsen problematisk.
Generelle bemærkninger
Vejledningens generelle fokus afspejler ikke flertallets behov
Vejledningen har et overraskende stort fokus på kriminalitet og pålæg. Ud af de 102 sider
omhandler 22 sider pålæg til forældre, børn og unge med en understregning af muligheden
for sanktion. Det fremhæves på trods af, at det er indsatser, der i praksis bruges sjældent,
fordi kommunerne ikke vurderer, at de er relevante eller udgør et hensigtsmæssigt middel til
at fremme det ønskede mål i udviklingen hos en familie i en sårbar position. Forældrepålæg
blev eksempelvis kun anvendt 89 gange i 2022 og børne- og ungepålæg 9 gange. Det skal sammenholdes med, at der samme år blev iværksat 56.236 forebyggende og støttende foranstaltninger (Kilde: https://statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1494), men at der i vejledningen kun anvendes 17 sider til at beskrive praksis for iværksættelse af støttende indsatser efter lovens § 32 og økonomisk støtte efter § 35.
Tilsvarende er der et stort fokus på indsatser over for kriminelle børn og unge, da det i alt
fylder 35 sider i vejledningen. Det står i stærk kontrast til, der ikke er nogen særskilt fokusering
på problemer med mistrivsel, mobning, fattigdom mm., selvom det forekommer langt hyppigere børn og unge i udsatte positioner. Håndtering og forebyggelse af fattigdom som problem
er slet ikke berørt i vejledningen, selvom det har store konsekvenser for de mange børn, der er berørt af det, og for hvem det kan medføre yderligere sociale problemer, herunder kriminel
adfærd.
Disproportionalt fokus på sanktionering som forebyggende greb baseret på vilkårlighed
Vejledningen har et overvejende fokus på brug af sanktionering i form af forældre- og børneog ungepålæg. Dette fremstår i vejledningen som et metodisk greb til forebyggelse af en
række sociale problemer forbundet med bl.a. skolefravær og mistanke om kriminalitet. Sammenholdt med vejledningens i alt 102 siders omfang, er det uforstående for os, at anvendelsen
af pålæg som greb i forskellige sammenhænge udfoldes over 22 sider og i alt 48 punkter. Det
opnår med denne vægtning en fremtrædende rolle med en forventning om øget anvendelse,
som står i kontrast til den hidtidige praksis, hvor det har været et greb, som er anvendt i begrænset omfang, da forvaltningerne har anset metoden som forbundet med en begrænset
effekt sammenholdt med formålet. Denne vægtning udfordres af en gennemgående udfordring forbundet med den løse rammesætning for det faglige skøn, som lægger til grund for
vurderingerne af, hvornår pålæg skal henholdsvis iværksættes og ophøre, hvilket vurderes at
vil medføre en gennemgående vilkårlighed i praksis og udfordring af børnene og forældrenes
retssikkerhed.
I det følgende vil vi med en række nedslag understrege, hvordan denne vilkårlighed vil opstå,
og hvor der ses behov for udfoldelse og betydelig præcisering.
Det nævnes i punkt 83, at pålæg kan besluttes uden forudgående afdækning eller børnefaglig
undersøgelse. Overvejelserne om pålæg er derfor generelt uden kobling til det nye system
med screening, afdækning og børnefaglig undersøgelse, som nu er fundamentet i børnesagerne. Det åbner for dårligt underbyggede og vilkårlige beslutninger, og det underminerer det
grundlæggende princip for børnesagerne: At indsatsen baseres på en ordentlig udredning af
forholdene.
I punkt 86 slås det fast, at der ikke er krav om en udredning af barnets forhold, før der gives
et pålæg ved ”ulovligt skolefravær”. Forvaltningen skal afdække, om barnet har fysiske eller
psykiske funktionsnedsættelser, men ikke om det fx har angst, bliver mobbet eller problemer
i hjemmet. Højt skolefravær er ifølge vejledningen i sig selv nok til at udløse et pålæg. Skeles
der ydermere til punkt 108, underbygges udfordringerne med vilkårlighed, idet der ”ikke på
forhånd [kan] opstilles objektive kriterier for, hvor meget fravær der vil være tilstrækkeligt”
grundlag for at udløse et pålæg. Det risikerer at vække eller øge en mistillid mellem familierne
og forvaltningen, som modvirker den ønskede effekt af øvrige indsatser og dermed hindre en
positiv udvikling af barnets forhold.
Udfordringen gælder også i de tilfælde, hvor henholdsvis mistanke om kriminalitet, utryghedsskabende adfærd og ”alvorlige adfærds- og tilpasningsproblemer” ligger til grund for pålæg. Af punkt 86 fremgår, at forvaltningen ikke skal undersøge kriminalitetens omfang og grovhed før iværksættelse af pålæg. Af punkt 87 fremgår det, at det alene er sagsbehandlerens vurdering af, om der er udvist tryghedsskabende adfærd, som lægges til grund, og at det ”ikke [er] muligt udtømmende at definere, hvornår der er tale om utryghedsskabende adfærd”. I punkt 88 efterlader beskrivelsen af ”alvorlige adfærds- og tilpasningsproblemer” en række ubesvarede spørgsmål om kriterierne for udløsning af et pålæg. Tilsvarende som med den utryghedsskabende adfærd uddybes det hertil i punkt 111, at man ”således ikke på forhånd [kan] opstille objektive kriterier for, hvilken type problemer der fører til afgørelse” om pålæg. Tilsammen åbner disse ukonkrete handleanvisninger og krav til det faglige skøn for en yderst vilkårlig retssikkerhedskompromitterende praksis.
I punkt 93 fremgår en uklar afgrænsningen af længden af pålæggene. Det nævnes, at der ”ikke
[kan] fastsættes en grænse for, hvor mange gange et pålæg kan forlænges, eller hvor længe
forældremyndighedsindehaveren i alt kan være underlagt forældrepålæg”. Vi vurderer også
her, at det åbner for en retssikkerhedskompromitterende praksis, som ikke mindskes af det
mistænkeliggørende fokus, som understreges i punkt 95 ved, at forvaltningen i sin vurdering
af behovet for at fjerne pålægget skal ”vurdere, om den opståede vilje [hos forældrene og/eller den unge til at efterleve pligterne] er reel, eller om der er tale om forsøg på omgåelse”.
Formuleringen i punkt 107 om, at pålægget kun kan besluttes, når ”det vurderes at ville bidrage til barnets eller den unges udvikling”, har også præg af vilkårlighed, idet en sådan vurdering nødvendigvis må være meget subjektiv. Særligt med henvisning til, at børnenes og/eller forældrenes problemstillinger ikke er grundig udredt forud for iværksættelse af pålæggene.
Endelig så fremgår det i punkt 121 nærmest som en bisætning, at ”Forældremyndighedsindehaveren kan påklage kommunens afgørelse [om pålæg], jf. § 144 og kapitel 10 i retssikkerhedsloven”. Det er her uklart, hvad der kan påklages, og sammenholdt med de forudgående 22 siders fokus på anvendelse af sanktionerne fremstår sætningens omfang på halvanden linje så begrænset, at den nærmest forsvinder i det øvrige fokus. Forvaltningens forpligtelse til at vejlede børnene og forældrene om deres klagemulighed, og hvordan dette forvaltes i praksis bør gives eget selvstændige punkt i vejledningen og udfoldes betydeligt, så der ikke opstår tvivl om vigtigheden af dette.
Generelt er vi i Børnesagens Fællesråd uforstående over, at vejledningen med henvisning til forudgående nedslag synes så skæv i sin fokusering sammenholdt med behovet i praksis for, hvordan man arbejder forebyggende og anvender en lang række af tiltag med fagligt belæg og i visse tilfælde evidens for en positiv effekt frem for sanktionering og mistillidsskabende tiltag, som ikke forventes at fremme barnets, den unges og familiens trivsel og forhold.
Manglende fokus på helhed og sammenhæng
Vejledningen synes at mangle et systematisk fokus på helhed og sammenhæng i børnesagerne, og emnet omtales kun i henhold til lovens § 110 om en helhedsorienteret plan for unge med sammensatte problemer. Det kan undre, da Børnesagsbarometret og andre undersøgelser har påvist, at manglende sammenhæng og helhed i dét, der sættes ind med i den enkelte sag, ofte har vist sig at være et problem. Da der ofte er mange aktører involveret i samme sag, bør helhed og sammenhæng i børnesagerne være et selvstændigt og skærpet fokuspunkt.
I forlængelse heraf henviser vi til vores konkrete bemærkning til vejledningens punkt 20.
Vil planen fortsat være central i børnesagerne?
Barnets lov afskaffer handleplanen i sin hidtidige form og åbner for en langt mere fleksibel brug af planer i sagerne. Kommunen skal således selv tage stilling til, om der skal udarbejdes en plan ved støttende indsatser efter lovens § 32. Dog mangler der præcise anvisninger i loven for planens indhold og senere revidering. Det er derfor af stor betydning, hvordan kommunerne vejledes i at arbejde med planerne, og den præcisering og handleanvisning finder Børnesagens Fællesråd ikke, at den foreliggende vejledning giver kommunerne. I punkt 140 fremstår planernes indhold ikke klart, når det nævnes, at ”de konkrete mål bør opstilles under hensyntagen til forholdene i den konkrete sag, og kommunen vil skulle tage hensyn til familiens samlede situation og støttebehov” og at ”planens målsætninger skal være så specifikke som muligt og indeholde konkrete anvisninger”. I punkt 142 svækkes forbindelsen mellem planen og den forudgående afdækning iht. lovens §§ 19 og 20, idet det slås fast, at der ikke er krav om, ”at resultaterne af undersøgelsen eller afdækningen skal ses direkte afspejlet i målene” i planen. Det gør det ikke nemmere at fastlægge, hvad planen skal indeholde.
Ydermere efterlader vejledningen usikkerhed om, hvordan børnene og de unge skal inddrages
i planens udarbejdelse. Det fremgår af lovens § 92, at planen ”så vidt muligt skal udarbejdes i
samarbejde med barnet og den unge og forældremyndighedsindehaveren”. Det konkretiseres
dog kun i et begrænset omfang i vejledningen. I punkt 136 nævnes det således, at det er ”centralt, at barnet eller den unge føler sig inddraget i udformningen af de konkrete mål i barnets plan, og at barnet eller den unge oplever, at egne konkrete ønsker og drømme for fremtiden er afspejlet i målene.” Det nævnes dertil i punkt 137, at ”de konkrete mål skal afspejle det enkelte barns eller den enkelte unges ønsker og behov”, og at kommunen ”skal inddrage barnet eller den unge og forældrene i formuleringen af målene”. Alt tilsammen synes ukonkret og uden tilstrækkelige handleanvisninger.
Endelig giver vejledningen ikke nogen konkretisering af, hvordan planerne skal revideres. Loven giver heller ikke svar på det, idet den blot slår fast, at kommunen i forbindelse med den løbende opfølgning i sagen skal vurdere, om der er behov for at revidere planen. Vejledningen gentager lovens ordlyd og tilføjer alene, at det kan ”være relevant i tilfælde, hvor de konkrete mål vurderes at være opnået, og der derfor er behov for at opstille nye mål. Det kan også være relevant i tilfælde, hvor indsatsen justeres, og der derfor er behov for at justere de konkrete mål i barnets plan.” Det efterlader kommunen med et stort ansvar for at skønne, hvornår og hvordan en revidering skal finde sted og risikerer at føre til betydelig uens praksis og store afvigelser i praksis, som i sidste ende kan kompromittere børnenes, de unges og forældrenes retssikkerhed.
Børnesagens Fællesråd støtter i vid udstrækning den større fleksibilitet, der med Barnets lov kommer ind i behandlingen af børnesagerne. Men en høj grad af fleksibilitet stiller samtidig høje krav til understøttelsen af praksis, og her vurderer vi, vejledningen kommer til kort på en række områder, herunder vejledningen om udarbejdelse og revidering af barnets og den unges plan. Ud over at det giver anledning til bekymring for, om planerne fremover faktisk får den centrale rolle, som de bør have i børnesagerne, giver det også anledning til bekymring vedrørende den generelle retssikkerhed. Vi appellerer derfor til betydelig præcisering.
Konkrete bemærkninger til vejledningens punkter
Ad punkt 15
Vejledningen afgrænser den familieorienterede rådgivning mere snævert, end den nuværende vejledning efter Servicelovens bestemmelser, som nævner, at familierne kan have ”løbende kontakt” til rådgiveren. I den nye vejledning afgrænses det til enkeltstående henvendelser, idet det præciseres, at rådgivningen kan kontaktes på et givent tidspunkt om ”samtaler” og om ”hjælp til løsning af praktiske problemer eller formidling af kontakt til andre myndigheder”. Dette forudsætter dog opstart af nye rådgivningsforløb gang på gang, når behovet opstår hos den enkelte familie, og det sikrer ikke kontinuitet med den samme rådgiver. Den nuværende formulering om mulighed for en ”løbende kontakt” bør af hensyn til familierne
derfor fastholdes.
Ad punkt 20
Punkt 20 er et eksempel på, at der ikke er fokus på sammenhæng og helhed i vejledningen. Mange af de børn, der får forebyggende hjælp efter § 30, går også i dagtilbud, fritidshjem, skole, SFO eller klubber, men det adresseres ikke i vejledningen, selvom kommunerne i praksis netop arbejder på at sikre sammenhæng i det, der sker i børnenes forskellige arenaer. Vejledningen bør derfor vejlede kommunerne i, hvordan de kan sikre den tværsektorielle sammenhæng.
Ad punkt 21
Punktet om familierettede indsatser jf. § 30, stk. 1 bør udfoldes med flere eksempler, således at det i praksis er tydeligt, at der findes en lang række af gavnlige indsatser, som skal udvælges omhyggeligt under hensyn til det enkelte barns og/eller families behov. I vejledningen nævnes for nuværende alene psykologsamtaler samt én specifik metode, hvilket langt fra er dækkende. Endvidere finder vi det bekymrende, at der som eneste eksempel er valgt en metode, som har været genstand for megen kritik, og hvortil det endnu er usikkert, hvilke positive effekter det har på børn opvokset under danske forhold (Kilder: https://www.vive.dk/da/udgivelser/systematisk-review-af-effektviden-om-de-utrolige-ar-dua-lxmdkexd/ og https://www.dr.dk/nyheder/indland/forening-og-eksperter-advarer-mod-brug-af-time-out-til-boern-kan-skabe-voldsom)
Ad punkt 23
Der fremhæves i punktet forskellige opmærksomheder, som forvaltningen skal fokusere på i den forebyggende rådgivning om familieplanlægning, herunder vejledning om de eventuelle
konsekvenser ved familieforøgelse, som kan føre til anbringelse af barnet. Det understreges, at ”formålet er at forebygge risikoen for, at en familie får flere børn, hvis sundhed og udvikling vil være i alvorlig risiko for at lide alvorlig skade, og som derfor kan være i risiko for, at barnet bliver anbragt”. Disse fokusområder er af hensynet til både nulevende og eventuelle kommende børn vigtige. Det er dog afgørende, at rådgivningen som udgangspunkt foregår på den enkelte borgers præmisser, da rådgivningen ellers kan synes formålsløs. Dette bør derfor præciseres i punktet.
Ad punkt 24-26
Sammenholdt med punkt 23, som fylder to sider af vejledningen, synes detaljeringsgraden af
handleanvisningerne i punkt 24-26 yderst sparsom, da de tilsammen alene fylder knap en halv
side. Dette understreger vejledningens generelle udfordring med en disproportional vægtning
sammenholdt med børnenes, familiernes og forvaltningernes behov. Omtalen i de tre punkter, som vedrører de afgørende tidligt forbyggende indsatser, og afgrænsningen mellem disse indsatser samt rådgivning efter lovens §§ 30-32, bør derfor udfoldes og præciseres betydeligt, således at forvaltningen gives tilstrækkelige handleanvisninger til reelt at kunne iværksætte relevante og individuelt tilpassede forebyggende tiltag.
Ad punkt 47
Børnesagens Fællesråd mener, at muligheden i Barnets lov for at iværksætte en indsats sideløbende med en afdækning eller børnefaglig undersøgelse udgør et stort fremskridt. Det kan medvirke til at etablere en ny og kærkommen praksis, hvor der under hensyn til børnenes, de unges og familiernes behov handles hurtigere og mere fleksibelt i sagerne, samtidig med at der er blik for at supplere eller justere indsatsen senere hen, hvis afdækningen/undersøgelsen giver anledning til det. En sådan praksisændring forudsætter tilstrækkelige og detaljerede beskrivelser af, hvori sondringerne består mellem de forskellige vurderinger og eventuelle senere justeringer. At emnet alene behandles i ét punkt på knap en side synes derfor stedmoderligt og utilstrækkeligt, sammenholdt med emnets omfang i praksis. Igen understreger det den grundlæggende problemstilling med vejledningens disproportionale vægtning af handleanvisningerne.
Ad punkt 118
Det undrer os, at beskrivelsen af den ”genoprettende” aktivitet, som børnene kan blive pålagt,
fremstår i strid med praksis for brug af metoden ”genoprettende ret”, som blandt andre Det
Kriminalpræventive Råd grundigt har beskrevet i overensstemmelse med forskellige undersøgelser på området. Metoden er gennem en årrække fremhævet som en perspektivrig mulighed i det kriminalpræventive arbejde. Men metoden bygger på en række centrale forudsætninger i form af en genoprettende proces, dialog, processuel retfærdighed, frivillig deltagelse, konfliktråd, mægling, gensidig respekt, relationsdannelse mv. Det står i skarp kontrast til de beskrevne aktiviteter, der i punkt 118 knyttes an til børne- og ungepålæg. Vi vil derfor på det kraftigste opfordre til at justere aktiviteterne i overensstemmelse med metoden og som minimum henvise til vidensgrundlaget i form af den specifikke metode, således at kommunerne ydes reel vejledning i at arbejde med vidensunderbyggede genoprettende aktiviteter.
Ad punkt 157-166
Vejledningens omtale af ungdomskontrakter som led i det kriminalpræventive arbejde synes
at mangle en præcisering af en grundlæggende forudsætning for at lykkedes med denne; at
en sådan kontrakt skal bygge på motivation fra den unge og ikke mindst gensidighed i indstillingen mellem den unges og forvaltningens hensigt. Det nævnes, at forvaltningen kan bestemme, at ”familien skal følge en bestemt fremgangsmåde” i hverdagen, og at den unge ”skal søge en skole eller et andet uddannelsessted”, hvilket alene henviser til forvaltningens interesser. Det bør derfor præciseres, hvordan systemet kan imødekomme den unge, så pågældende oplever kontrakten og samarbejdet om den meningsfuld. For alene på den måde kan der forventes et positivt resultat.
Ad punkt 180-181
I forlængelse af vores generelle bemærkning om manglende fokus på helhed og sammenhæng
vil vi understrege værdien af, at der i disse to punkter i forbindelse med ungdomssanktionen
fremhæves værdien af koordination i form af tilknytning af en koordinator. For netop koordination og skabelse af sammenhæng bør være en tilbagevendende overvejelse i vejledningen med afsæt i tankerne bag beskrivelserne heri. Dog stiller forventningen om de mange funktioner samlet i én koordinator og fagperson høje krav til uddybningen af, hvordan rollen skal udføres, og ikke mindst hvilke faglige forudsætninger det forudsætter. Det bør derfor udfoldes, ligesom en sådan koordinator bør fremhæves som en mulig funktion, der kan inddrages i langt flere indsatser/situationer beskrevet gennem vejledningens forskellige punkter.
Med venlig hilsen
Pernille Gry Petersen
Generalsekretær
Se flere nyheder fra Børnesagens Fællesråd HER
.