Højt skolefravær er – fortsat – et kæmpe samfundsproblem. Debatindlæg i Berlingske Tidende.
Over 100.000 børn havde mere end 10 procents fravær sidste skoleår. Det svarer til, at hver femte elev i den danske folkeskole gik glip af mindst 20 undervisningsdage. Dermed er det samlede fravær højere, end det var tilfældet før corona.
Vi har ikke set nogen politisk plan for, hvordan fraværet skal bringes ned. Da fraværstallene blev offentliggjort i november, sagde undervisningsminister Mattias Tesfaye: ”Lærerne, pædagogerne og forældrene ved ofte bedre end os politikere, hvad der skal til, for at eleven kommer i skole”.
Det er uden tvivl rigtigt, at både børnene og de voksne omkring dem har masser af nyttig viden og derfor skal inddrages tæt i håndteringen af skolefravær. Men vi mener ikke, det er rimeligt at lægge alt ansvar over på lærere, pædagoger og forældre. Når så mange børn i Danmark har et højt skolefravær, er der jo tydeligvis noget, der ikke har virket indtil nu.
Den eneste politiske indgriben, vi har set på det her område, er en økonomisk straf. Siden 2020 har familier kunnet få frataget børne- og ungeydelsen, hvis deres barn har mindst 15 procents ulovligt fravær i et kvartal. Men børn skal ikke straffes, når de har det svært, og derfor skal fraværsstraffen stoppes. Politikerne har en oplagt mulighed for at gøre netop det, når loven skal revideres i starten af 2024!
Flere skoleledere har udtalt, at de ikke synes, fraværsstraffen er den rigtige måde at hjælpe børn med højt skolefravær, og interviews med forældre har vist, at de oplever fraværsstraffen som konfliktoptrappende i samarbejdet med skolen og kommunen. Forældrene oplever den som stigmatiserende og som et udtryk for en forsimplet forståelse af skolefravær, som ikke tager højde for de forskellige årsager, der kan være til, at et barn ikke kan komme i skole.
Højt skolefravær handler nemlig sjældent om, at børnene bare ’skal tage sig sammen’, hanke op i sig selv og komme afsted. Skolefravær kan være et symptom på mistrivsel. Økonomisk straf gør det ikke pludselig nemmere for et barn at møde op i skolen, for alle de dybereliggende årsager til, at barnet har det skidt med at gå i skole, er der jo stadig.
VIVE har i en evaluering dokumenteret, at fraværsstraffen går særligt ud over familier i socialt udsatte positioner. Den rammer i højere grad elever, hvis forældre står uden uddannelse og job, har lave indkomster, psykiske vanskeligheder, misbrug samt sigtelser. Derudover er eleverne ofte også selv ramt af psykiske vanskeligheder.
Fraværsstraffen er altså ikke løsningen på de komplekse problemstillinger, der ligger bag børns skolefravær, og den tager heller ikke højde for, at faktorer i skolen kan forårsage skolefravær. Politisk bør man i stedet prioritere at lave klare nationale retningslinjer for, hvordan skolerne skal forebygge og håndtere fravær. Det skal være tydeligt, hvilke indsatser der skal gå i gang hvornår, hvordan barnet inddrages, og ikke mindst hvem der har ansvar for hvad. Det er vigtigt, at der ikke først sker noget, når et barns fravær er oppe på 15 procent.
Tusindvis af børn og familier lider i dag under, at skolerne ikke har en fast procedure for, hvornår og hvordan der skal gribes ind. Der er i lovgivningen et meget ensidigt fokus på ulovligt fravær, og dermed kan man nemt overse de børn, der får registreret sygefravær på grund af mistrivsel. Ofte kommer hjælpen derfor først, når et barns mistrivsel og fravær har nået et niveau, hvor det kan få alvorlige langsigtede konsekvenser.
Hvis politikerne vil bringe skolefraværet ned, kræver det en tilgang, der bygger på en forståelse af, hvad der ligger til grund for, at børn bliver ramt af skolefravær. Billedet af, hvorfor børn bliver ramt af skolefravær, er meget mere nuanceret end nogle tal. Der er børn, der har brug for støtte i skolen og ikke får den, der er børn, der slår sig på larm i klassen eller et utrygt klassemiljø, og der er børn, der møder lidt af det hele.
Når man forstår, hvordan fravær kan opstå, bliver det også krystalklart, hvorfor det kræver støtte og ikke straf, og hvorfor reglerne i dag bygger på en misforstået præmis om, at børn pjækker, og forældre ikke tager ansvaret på sig. Det er ikke et sekund for tidligt at tage problemet med skolefravær meget mere alvorligt.
Pernille Gry Petersen, generalsekretær, Børnesagens Fællesråd
Rasmus Kjeldahl, direktør, Børns Vilkår
Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær, Red Barnet
Susanne Dahl, generalsekretær, UNICEF Danmark
Bente Boserup, forperson, Børnerådet
Rasmus Edelberg, landsformand, Skole og Forældre
Monica Lylloff, jurist og medstifter af #enmillionstemmer
Camilla Louise Ganzhorn, direktør, ADHD-foreningen
Kathe Bjerggaard Johansen, Forstå Autisme
Mikael Thastum, Professor, Psykologisk institut, Aarhus universitet.
Gro Emmertsen Lund, ph.d. selvstændig forsker og forfatter til bogen Fra fravær til fællesskab: Hvad kan skolen gøre?
Tine Basse Fisker, phd, psykoterapeut med speciale i børn og unge
Louise Klinge, phd og Børne- og skoleforsker
Micki Sunesen, phd, Nordic Learning
Claus Drejer, phd og ekstern lektor
Læs indlægget i Berlingske HER
Se flere nyheder fra Børnesagens Fællesråd HER
Skriv et svar