I aftalen “Børnene Først” er aftalepartierne enige om, at man skal sikre ”bedre kvalitet på døgninstitutioner og opholdssteder”, og at der skal ”være de rette kompetencer og den rette faglighed til stede”.
Børnesagens Fællesråd er enig i målsætningen og har udarbejdet en række forslag, som kan bidrage til at realisere den. Fællesrådet og en række af medlemsorganisationerne har indgående viden om, hvordan praksis skal ændres for at nå en højere kvalitet.
Det er baggrunden for forslagene, som både skal understøtte de politiske forhandlinger om udmøntning af ’Børnene Først’ og den faglige udvikling i kommunerne og på børne- og ungehjem.
For bedre kvalitet på børne- og ungehjem forudsætter både en udvikling af de formelle rammer og den faglige praksis.
Nogle af forslagene vil kræve flere ressourcer. Vi skal følge de ofte kostbare anbringelser helt til dørs. Ellers vil det for mange medføre livsudfordringer og store omkostninger senere – til unge uden uddannelse og job, til unge med psykiske udfordringer, til unge i hjemløshed, i stofmisbrug, i kriminalitet mv. Flere ressourcer er en langsigtet investering i disse udsatte børn og unge, og vi er sikre på, at regnestykket på sigt betaler sig både for børnene og de unge og for samfundet.
Anbefalingerne er udarbejdet i samarbejde med følgende medlemsorganisationer:
Resumé
For at realisere målet fra ’Børnene Først’ om bedre kvalitet på børne- og unge-hjem), har Børnesagens Fællesråd udarbejdet en række forslag. Vi foreslår at ændre vigtige elementer i den nuværende tilgang til anbringelse på børne- og ungehjem.
Det er en forudsætning for alle forslagene, at børnene og de unge inddrages i alle overvejelser og beslutninger om, hvad der sker. Forældrene skal også have en rolle, der kan gøre anbringelserne bedst mulige.
Forslagene fokuserer på:
- Ret til en sammenhængende indsats. Børnene og de unge skal have ret til en helhedsindsats, der koordinerer alle indsatserne til dem.
- Minimering af belastende skift og brud. Vi foreslår at igangsætte et projekt ’Den gode overgang’, der skal skabe et forpligtende samarbejde mellem alle parter om overgangene i børnenes og de unges liv.
- Samarbejde med dagtilbud og en god skolegang. Børne- og ungehjem skal understøtte børnenes og de unges hverdag i dagtilbud og skole for at give dem fuldt udbytte af tiden der.
- Hjælp til venskaber og netværk – og fastholdelse af relationerne til familien. En forstærket indsats for at fastholde børnenes bærende relationer.
- Støtte ind i voksenlivet. Grundlæggende ændringer i børne- og ungehjems rolle som brobyggere i tiden efter anbringelsen.
- Samspil med civilsamfundet. Et stærkere samspil mellem institutionerne, kommunen og civilsamfundet, der kan styrke børnenes og de unges muligheder for at deltage i sociale fællesskaber.
- Åbenhed om skriftlighed og sikker feedback. Børnene og de unge skal være med til at formulere det, der skrives om dem.
- Nødvendig kompetenceudvikling som en forudsætning for, at forslagene kan realiseres.
Nogle af forslagene kræver ændring i love og regler, andre udvikling af kommunernes praksis. Nogle ændringer vil også have betydning for plejefamilier, men vores fokus er børne- og ungehjemmene, og vi går ikke ind i de særlige forhold vedrårende plejefamilierne. Forslagene om at udvikle den faglige praksis rummer vigtige udviklingsopgaver, som børne- og ungehjemmene selv skal tage på sig. Det bør støttes fra centralt hold med ændrede vejledninger, udviklingspuljer, kompetenceudvikling mv.
Udvikling af anbringelser på børne- og ungehjem
Når vi skal forbedre kvaliteten i anbringelser på børne- og ungehjem, så skal det ske ud fra nogle grundlæggende forudsætninger:
Det skal styres af et børnesyn, der respekterer, at børnene har behov for blivende netværk og relationer. Det gælder relationer til venner men også de livslange relationer til forældre, søskende og familien. De venskabsfamilier, barnets lov indfører, kan også indtænkes her.
Børnene skal involveres og inddrages ud fra Børnekonventionens krav om, at et barn, der er i stand til at formulere egne synspunkter, har ret til det, og at synspunkterne skal tillægges vægt. Det gælder også børne- og ungehjemmenes beslutninger i hverdagen.
Børnene, de unge og forældrene skal kende deres rettigheder, de skal sættes i stand til at bruge dem, og rettighederne skal respekteres af fagpersoner og institutioner. Børnene skal kunne få støtte fra voksne, som de er trygge ved, hvis de ikke kan overskue rettighederne selv.
Indsatserne skal tilpasses individuelt og fastlægges sammen med barnet, den unge og så vidt muligt forældrene. Man skal væk fra standardløsninger og ”one size fits all”.
Målet er, at anbragte børn og unge kan leve et liv så tæt på det normale som muligt. De skal blive i stand til at fungere i deres liv og i samfundet på linje med andre børn.
- Ret til en sammenhængende indsats
Manglende sammenhæng er et stort problem ved anbringelser i dag. Der er uklarhed om koordinering og rollefordeling, og opgaver – og børn – kan falde mellem stolene. Netop anbragte børn og unge, som har alvorlige brud og belastninger i deres liv, har brug for sammenhæng. Derfor skal der være en koordineret helhedsindsats med alle involverede aktører – børnene, forældrene, institution, skole, dagtilbud, PPR, socialforvaltningen mv. Det er en forudsætning for, at børnene får et godt udbytte af indsatserne fra alle de aktører.
Børnene og de unge skal have ret til en helhedsindsats. Lovgrundlaget (barnets lov, folkeskoleloven, dagtilbudsloven mv.) skal ændres, så det kan realiseres. Så vidt muligt skal der også være gennemgående voksne omkring børnene og de unge, som har en tæt relation til dem. Fx en voksen fra institutionen.
Kommunen er primært ansvarlig for den sammenhængende indsats. Det er en delvis ny rolle for kommunerne, og det kræver både de nævnte lovændringer og udvikling af deres organisation og faglige praksis. Kommunerne skal også sætte sig i stand til at samarbejde med aktører fra civilsamfundet om børnene og de unge. De skal også være en del af en helhedsindsats.
Børne- og ungehjem skal indgå i en helhedsindsats. Det forudsætter, at deres formelle rammer justeres, så de økonomisk og praktisk kan gå ind i det, og at de udvikler deres praksis og forståelse af egen rolle, så de kan løfte det.
- Minimering af belastende skift og brud
Anbragte børns og unges trivsel afhænger i høj grad af, at der er så få belastende skift og brud som muligt i deres liv. Pludselige og dårligt understøttede skift er en stor belastning, som kan være meget skadelige for børnene og de unge. Desværre skyldes de fleste dårlig skift systemets mangler. Det skal derfor være et centralt mål at undgå belastende skift og brud ved at minimere antallet af skift og ved at give optimal støtte, når de skal gennemføres. Overgangen til og fra anbringelsen skal fx styrkes. Med forberedelse og indkøring, mulighed for ’buddyordninger’ med andre børn og unge på institutionen mv. Og med en omhyggelig afsked, når børnene og de unge rejser. Kommunen og institutionerne skal samarbejde tæt om disse situationer.
Der skal etableres et projekt Den gode overgang om anbragte børns og unges skift. Det vil kræve ændringer i mange aktørers praksis og måske også i det juridiske grundlag. Erfaringer fra andre sektoroverskridende projekter viser, at det kræver meget, men at det kan skabe en god og bæredygtig praksis. Fx har projekt ”Den gode løsladelse” forpligtet kommuner og Kriminalforsorgen til at samarbejde om bolig, forsørgelse, uddannelse, misbrugsbehandling etc., når en indsat løslades. Med inspiration fra det projekt skal pejlemærkerne i et projekt ”Den gode overgang” være god koordinering, sikkerhed for de relevante indsatser og tæt involvering af børnene, de unge og forældrene.
- Samarbejde med dagtilbud og skolen
Skolegangen har meget stor betydning for børnene og de unge. Det skal være en god oplevelse, de skal ikke opleve sig stigmatiseret eller mobbet, uanset om de går i skole på institutionen eller i folkeskolen. I skolen skal anbragte børn og unge trives, mødes på deres egne præmisser og opleve succes. Det skal give dem en god adgangsbillet til uddannelse og job senere. Derfor skal der være et tæt samarbejde mellem skolen og institutionen, som kan understøtte barnets og den unges skolegang bedst muligt. Institutionen skal også medvirke til, at forældrene så vidt muligt får en positiv rolle i forhold til skolen.
Hvis børnene og de unge går i skole på institutionen, er der ofte et naturligt samarbejde mellem medarbejdergrupperne. Samarbejdet kræver mere, når barnet går i folkeskole. Institutionen skal have tid og ressourcer, så den kan hjælpe med lektielæsning og på anden måde støtte undervisningen. Når der er møder på skolen, bør barnets/den unges primærperson fra institutionen deltage. Så vidt muligt sammen med forældrene. Tilsvarende skal institutionen bakke op om barnets liv i dagtilbud – vuggestuer, børnehave, SFO og klubber.
Folkeskolen og dagtilbuddet skal ikke behandle børnene eller de unge som ”børnehjemsbørn”. De skal kunne være barn/ung på linje med de andre børn og unge, selvom deres liv på andre måder jo ikke er almindeligt. Dagtilbuddet og skolen skal i arbejdet med børnegruppen være med til at afstigmatisere det at bo på et børne- og ungehjem, og de skal understøtte, at barnet og den unge er en del af fællesskabet.
- Skab venskaber og netværk – fasthold relationer til familien
En anbringelse skal skabe netværk og venskaber. Institutionerne skal støtte venskaber med andre børn, også fra tiden før anbringelsen. Børnenes og de unges venner – og senere kærester – skal kunne komme på besøg, og fødselsdage for børnehaven eller klassen skal kunne holdes på institutionen lige som andre børn gør det i deres hjem. Legeaftaler med børn uden for institutionen bør være et fast led i mindre børns liv.
Man skal arbejde ud fra, at forældre, søskende og slægtninge normalt er børnenes og de unges familie, som de lever med og har resten af deres liv. Kommunen skal hjælpe forældrene med kvalificerede forældrehandleplaner, fordi støtte til forældrene giver børnene og de unge mere ro under anbringelsen og kan være med til at sikre et godt forløb af den.
Børnenes og de unges vigtige familierelationer skal fastholdes. Forældrenes positive involvering i anbringelsen har stor værdi for barnet og den unge, og det skal institutionerne fremme ved at inddrage forældrene. Konflikter skal undgås, fordi de rammer børnene hårdt. Institutionerne skal have mulighed for at skabe god kontakt til søskende, som ofte er børnenes vigtigste livslange relation. Kommunerne skal praktisk og økonomisk bakke op om de ønsker, børnene og de unge har om kontakt til familien, og om institutionernes arbejde med familierelationerne.
Børnene og d unge skal i kommunen eller på institutionen kunne få hjælp til at kortlægge deres netværk og til at afklare, hvordan de ønsker at udvikle det. Både det aktuelle netværk og det, de levede i før anbringelsen.
Institutionerne skal hjælpe børnene og de unge med at beskrive deres livshistorie, fx med livshistoriebøger. Det er centralt for, at de kan forstå, hvad der sker med dem, og også for deres identitetsdannelse.
- Støtte ind i voksenlivet
Efter en måske lang og kostbar anbringelse kan det være svært at få midler til de indsatser, der skal sikre, at børnene og de unge kommer godt videre. Det er uden tvivl en af årsagerne til, at nogle tidligere anbragte får alvorlige – og kostbare – problemer senere i livet. Derfor bør der være langt stærkere fokus på at følge op på anbringelsen.
Børne- og ungehjem skal i dialog med de unge have en ny rolle som brobyggere, når de unge flytter for sig selv. Institutionerne skal i god tid sammen med de unge forberede dem på livet på egen hånd. Når den unge så flytter, skal der som en naturlig del af ungestøtten (’efterværnet’ før barnets lov) bygges bro fra institutionen til den unges nye liv. Institutionen skal kunne være en god base for den unge også efter opholdet:
- Den unge skal kunne fastholde kontakt til primære voksne på institutionen. De skal kunne være støttepersoner i tiden efter fraflytningen eller bevare en anden form for kontakt– ligesom andre børn bevarer kontakt til deres omsorgspersoner.
- Den unge skal kunne komme på besøg på institutionen evt. med overnatning. Som et signal om, at ”der er plads til dig, og vi vil dig gerne”. Institutionerne skal også kunne lave ’gensynsdage’ eller andre faste traditioner, hvor tidligere beboere kan komme.
- Der skal kunne etableres mentorordninger, hvor en ung, som er flyttet, kan blive mentor for et barn/en ung, som snart skal flytte. En ung, der har fået erfaringer med livet uden for institutionen, kan dermed hjælpe en anden ung, der skal forberede sig på det. Opgaven kan evt. aflønnes.
- De juridiske rammer for institutionerne skal ændres, så de kan gå ind i rollen som brobygger. I dag siger tilsynsenhederne, at der ikke er formelt grundlag for det.
- Indskrivningskontrakten skal ændres, så kommunen forpligter sig til at samarbejde om brobygning og en god overgang både ved udflytningen og i tiden efter.
- Institutionerne skal have tilført ressourcer til de nye opgaver. Besøg med overnatning af unge, der er flyttet, kan fx ikke dækkes af takstbetalingen. En fortsat kontakt med støttepersoner fra institutionerne vil også forudsætte særskilt betaling.
Tidligere anbragte skal kunne få hjælp til at finde en langsigtet plads i deres familie – forældre, søskende, bedsteforældre mv. De fleste unge søger tilbage til familien efter anbringelsen og er en del af den resten af deres liv – uanset udfordringerne i familien. Institutionerne skal tilbyde de unge hjælp til at (gen)etablere/vedligeholde relationerne til familien.
- Samspil med civilsamfundet
Civilsamfundet kan give børnene og de unge bæredygtige og interessedrevne fællesskaber i foreninger og organisationer og i samspillet med frivillige omkring børnene og de unge. Det understøtter deres sociale udvikling, giver dem erfaring med at deltage i foreningslivet og sikrer dem nye venskaber. Det mindsker risikoen for isolation og ensomhed.
Institutionerne skal som udgangspunkt forpligtes til at samarbejde med civilsamfundet og relevante organisationer der. Det skal fastlægges i loven og understøttes økonomisk, ledelsesmæssigt og organisatorisk, eventuelt ved at institutionen ansætter en fritids- og frivilligkoordinator til at bygge bro til foreninger for sport, spejderliv osv. Fokuseringen på civilsamfundet skal skrives ind i metodebeskrivelser, handleplaner osv., så opgaven faktisk prioriteres. Institutionerne skal have normering til fx at følge børnene og de unge til træning, ligesom andre børns forældre eller bedsteforældre gør. En sådan støtte skal indskrives i barnets plan/ungeplanen.
Kommunen skal bakke op om institutionernes samarbejde med civilsamfundet. Den skal afsætte ressourcer til det og formidle samarbejdet, så civilsamfundet bliver en naturlig partner for institutionerne. Fra centralt hold skal der etablere systemer til erfaringsudveksling og kvalificering af samarbejdet med civilsamfundets organisationer og frivillige.
De unge skal støttes i at tage fritidsjob og praktik. Kommunen (jobcentret) skal sammen med institutionerne skabe kontakt til lokale arbejdspladser for at finde fritidsjob og praktik til de unge, og de skal støtte dem i at tage jobbene og klare dem.
Tidligere anbragte unge skal have adgang til højskoleophold på linje med andre unge. Det kræver økonomisk støtte til betaling for opholdet og til lommepenge, udflugter mv. uden at det får negative konsekvenser for anden økonomisk støtte til de unge – fx medicintilskud. Der skal skabes et godt samarbejde mellem institutionen, højskolen og den unge, fordi den unge ofte har behov for støtte i hele forløbet. De unge skal kunne få en støtteperson fra institutionen, der kan hjælpe dem med at gennemføre og få udbytte af opholdet. De unge skal også have mulighed for – ligesom andre unge – at ’komme hjem’ til institutionen på weekends mv.
- Åbenhed om skriftlighed og sikker feedback
Børnene og de unge skal kunne vide, hvad der skrives om dem. Det, sagsbehandleren og institutionen skriver, skal være tilgængeligt, og det skal så vidt muligt skrives i et sprog, børnene og de unge forstår. I bedste fald bør det skrives sammen med dem. Der skal være voksne omkring børnene og de unge, som kan hjælpe dem med at forstå det, der er skrevet. Og som kan forklare beslutninger, som de måske er uenige i.
Børnenes og de unges løbende feedback til børne- og ungehjem om hverdagen og om, hvordan de selv har det, skal styrkes. Som en vigtig tilbagemelding til institutionen men også for, at børnene og de unge selv kan reflektere over udviklingen. For at give dem bedre mulighed for deres egen refleksion bør der være en årlig (selv)evaluering af udviklingen, som de udarbejder sammen med deres primære støtteperson på institutionen.
- Nødvendig kompetenceudvikling
Hvis man skal realisere forslagene, så skal der være kompetenceudvikling på institutionerne ud fra forslagenes indhold og intentioner. Det er en forudsætning for at kunne leve op til målsætningen i ’Børnene Først’ om bedre kvalitet i anbringelser.