Børnesagens Fællesråd har været medlem af Eurochild siden 2006 og deltager aktivt i NPN (National Partner Network), hvor Børnesagens Fællesråd er udpeget til at være dansk netværkspartner. Vi deltager også i den årlige generalforsamling.
Eurochild er et europæisk netværk af 178 organisationer og institutioner. Eurochild har sit hovedsæde i Bruxelles og er bemandet med en stab sammensat på tværs af EU-landene.
Organisationens vision er ”Et samfund, hvor børn og unge får en glad, sund og tillidsfuld opvækst og bliver respekteret som individer med egne rettigheder”.
Eurochild bygger på FNs Børnekonvention, der garanterer alle børn og unge omfattende rettigheder.
Formålet med at deltage i samarbejdet i Eurochild er at skabe bedst mulige forhold for børn og unge i Europa og herunder arbejde for, at børn og unge synliggøres i det europæiske samarbejde og i de økonomiske disponeringer.
Internt i EU er Intergroup on Children oprettet, der særligt har påtaget sig at skabe fokus på og rettigheder for børn og unge i alle EU’s beslutninger og dispositioner. Intergroup on Children blev oprettet i 2014 efter pres fra bl.a. Eurochild.
Eurochild driver et omfattende lobbyarbejde i Bruxelles og Strassburg og advokerer for børn og unges rettigheder, levevilkår og beskyttelse af minoriteter.
En meget synlig aktivitet har været kampagnen Child Rights Champion, som blev lanceret i efteråret 2013 med henblik på at folkevalgte EU parlamentarikere kunne tilslutte sig som Child Rights Champions.